Elbiler
3. november 2022

Citroën skruer ned for kræfterne i C5 Aircross PHEV

Morten B. Bek

Morten Bek

PHEV-udgaven af Citroën C5 Aircross med 225 hk får selskab af en mildere model med 180 hk. Der er også nyt batteri, som giver længere elektrisk rækkevidde.

TEKST Morten Bek FOTO PR

9 ud af 10 gange får en bilmodel en stærkere motor, når der udvikles videre på indholdet i motorrummet. Den måde at gribe udvikling an på er ikke altid fornuftig, og af og til går det heldigvis også den anden vej.

Citroën C5 Aircross Plug-in Hybrid med 225 hk – 180 hk fra benzinmotoren, resten fra elmotoren – har kræfter nok. Den kunne sikkert uden problemer klare sig med 200 hk.

Eller hvad med 180 hk? Citroën er gået modsat retningen med altid stærkere versioner, og en ny basisudgave af C5 Aircross Plug-in Hybrid kommer med 180 hk.

Citroen-C5-Aircross-Hybrid-225-057

Elmotoren har samme ydelse som i den stærkere PHEV

Den nye PHEV-variant står for en reduktion i ydelsen på 45 hk, og mens det nok skal vise sig at kunne mærkes, vil der sandsynligvis ikke være meget stor forskel.

Vi vover den påstand, selv om 1,6-liters turbobenzinmotorens ydelse er reduceret fra 180 til 150 hk. Men de to udgaver af benzinmotoren har samme maksimale drejningsmoment (250 Nm), og elmotoren i begge plug-in hybrider er den samme med 110 hk. Det samlede drejningsmoment, sammensat af strøm og benzin, er også det samme for begge: 360 Nm.

PHEV-systemet med 180 hk findes i forvejen i Opel Astra og Peugeot 308, hvor det giver rigtig fint kraftoverskud.

Citroen-C5-Aircross-Hybrid-225-069

Nyt batteri giver længere elektrisk rækkevidde

En ny basis-PHEV er ikke den eneste nyhed i C5 Aircross-modelprogrammet. Samtidig med udvidelsen af modelprogrammet bygger Citroën et nyt og mere effektivt batteri ind i sine plug-in hybrider.

Batteripakken er forskellig i de to plug-in hybrider, hvilket er meget usædvanligt. I PHEV’en med 180 hk er batteriet på 12,4 kWh – det samme som i Peugeot 308 Plug-in Hybrid. Den elektriske rækkevidde er 58 kilometer.

I plug-in hybriden med 225 hk er det nye batteri større end det gamle og kommer med en kapacitet på 14,2 kWh. Elektrisk rækkevidde går fra 55 til 64 kilometer.

Også franskmændenes anden C5-model, C5 X, har fået mere elektrisk rækkevidde, så den går fra 55 til 63 kilometer på en opladning. Batteriet er ikke skiftet (stadig 12,4 kWh), men ny batteristyringen låser op for flere kilometer.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen