april 30, 2024

Cupra opfrisker Formentor og Leon på drastisk facon

Der er et helt nyt fjæs til Formentor og Leon. Cupra giver modellerne en smag af fremtidens designsprog, smider mere modernitet i kabinerne og opdaterer motorerne.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Cupra PR

Mens Seat svinder hen i glemslen, fortsætter Cupra sin hastige fremfærd i Europa. I løbet af årets første tre måneder slog Cupra sine egne hidtidige salgsrekorder med over 56.000 biler på de europæiske veje.

Det er Cupra Formentor, der baner vejen for denne succes, og som også i Danmark har været velsælgende som benzin-SUV. Alderen er dog begyndt at trykke, og med officiel lancering for over tre år siden, er det på høje tid med en opdatering. Det får den nu!

Sammen med Cupra Leon får Formentor en stor opdatering, der giver opdaterede drivlinjer, mere moderne kabiner samt opfriskede designs, der følger fremtidens linje for Cupra. Vi ser nærmere på de opdaterede Cupra Formentor og Cupra Leon.

Opfrisket Formentor

Det er en drastisk opfriskning, fordi Formentor ikke ligner sig selv. I hvert fald ikke forfra. Det nye designsprog dikterer en ny front, som Cupra kalder hajnæse. Det giver en markant anderledes kølergrill, der flankeres af nye, trekantede matrix-LED forlygter. Det bronzefarvede Cupra-logo er nu placeret over grillen frem for inde i grillen.

Bagfra ligner Formentor mere sig selv. Den største forskel findes i LED-bjælken, hvori logoet nu er inkorporeret, så det lyser op. Der er også en ny bagkofanger med diffuser, der søger at få Formentor til at se bredere ud.

Indvendigt finder man en ny 12,9” infotainmentskærm, der er en my større end den 12” skærm, som man fik før facelift. Det er ikke meget vokseværk, men de store nyheder findes i infotainmentsystemet, der er helt nyt og, ifølge Cupra, mere intuitivt. Der er desværre stadig touch-knapper til betjening af temperatur- og volumen under skærmen, men de er nu oplyste, så man kan se, hvad man laver.

På lir-fronten får Formentor trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt trådløs opladning af smartphone med op til 15 watt, hvilket kræver køling. Et Sennheiser-udviklet lydanlæg med 12 højttalere kan også tilvælges den nye Formentor, når den lander.

Lillebror Leon

Herhjemme har Cupra Leon mindre betydning rent salgsmæssigt, og spanieren forbliver lidt en lillebror. Ikke kun til Formentor, men også til Audi A3 og VW Golf, der begge er blevet præsenteret i deres faceliftede trim tidligere på året.

Opdateringen til Cupra Leon tæller de samme ting som Formentor: Hajnæse, trekantede matrix-LED forlygter og et oplyst logo på bagsmækken. De ligner nu begge den kommende Cupra Tavascan og står i tråd med designsproget for fremtiden.

Hybrid eller Drift Mode?

Opdateringen af Cupra Formentor og Cupra Leon tæller også en opdatering af drivlinjerne. Det betyder et udvalg af benzin-, mild hybrid og plug-in hybrid-varianter af begge. Der er også diesel på menuen, men de kommer næppe til at få dansk asfalt under sig.

For dem med lavt temperament fås en indgangsvariant med 1,5-liters motor med 150 hk samt en 2-liters variant med 204 hk, hvor sidstnævnte får både DSG-gear og firehjulstræk.

Til de mere aggressive typer kommer Formentor i yderliger to VZ-varianter. Den heftigste af de to kommer med en ny benzinmotor, der med 333 hk og firehjulstræk med torque vectoring giver mulighed for Drift Mode samt optimering til banekørsel. Den mindre syge VZ’er får 265 hk på forhjulene.

Skal man have elektrificering fås en eTSI mild hybrid, der bruger samme motor som indgangsvarianten med 150 hk tilføjet lidt 48V assistance. Plug-in hybrid-varianterne fås med enten 204 hk eller 272 hk og kører med et nyt batteri, der er vokset til 19,7 kWh. Det giver mere end 100 km elektrisk rækkevidde og har mulighed for op til 50 kW opladning DC.

Godt det samme kan siges om Cupra Leon. Den eneste forskel i motor og drivlinjer ligger i de kvikke VZ-varianter. Det er nemlig kun Cupra Leon som stationcar, der kan vælges med den fuldfede 333 hestes motor og driftmode. Hatchback-varianten må nøjes med 265 hk på forhjulene.

Del artikel:

Find brugte Cupra Formentor til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS