Der er et politisk mål i Danmark, om at der i 2030 skal være 1 million grønne biler i Danmark. Men alle med en smule sans for, hvordan verden hænger sammen ved, at grønne biler er en selvmodsigelse - elbiler sparer omgivelserne for CO2 og andre skadelige stoffer, når de kører, men de er problematiske i produktionen.
En grøn bil eksisterer ikke, selv om Mobility Denmark, brancheorganisationen for blandt andet danske bilimportører, lader som om, det er tilfældet.
Ikke desto mindre er det en sejr for den lokale luftforurening, når man køber en elbil, og det gør rigtig mange dansker for tiden. På kun et halvt år er der kommet 100.000 flere fuldelektriske biler til i Danmark, så der nu er over 400.000 elbiler indenfor landets grænser.
Det viser en opgørelse fra Mobility Denmark, som er lavet på baggrund af statistik fra Bilstatistik.dk. Men Bilbasens egen søgning på Bilstatistik.dk viser, at kun omkring halvdelen af de 100.000 elbiler, som er kommet til siden oktober sidste år, er solgt som nye i Danmark.

Udskældt bilmærke ligger langt foran de andre
Bilstatistik.dk holder nemlig ikke kun øje med indregistrering af helt nye biler i Danmark, men også de brugte som kommer hertil fra andre lande. Og det gør virkelig mange elbiler for tiden. Mange af dem er så lidt brugte, at de har kørt under 200 kilometer, mens andre kommer til Danmark med over 40.000 kilometer bag sig i et andet land.
Bilforhandlere får biler fra Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig og flere andre markeder, hvor det er svært at sælge elbiler. Det giver et stort udvalg og lave priser i Danmark - det er noget, danske bilkøbere sætter pris på. Det er de frie markedskræfter i EU som gør, at vi kan købe let brugte elbiler til skarpe priser.
Det er ikke noget, danske bilimportører er glade for. De vil gerne sælge fabriksnye biler til danskerne. En måde at forsøge at overbevise folk på er bedre garantiforhold på biler, der sælges i Danmark, og derfor får flere og flere mærker fem års fabriksgaranti; i Danmark kommer en ny VW ID.3 med fem års garanti. I Tyskland kommer den med kun to års fabriksgaranti.
Mobility Denmarks opgørelse viser også, hvilke elbiler der er flest af (se liste herunder). Ikke overraskende ligger det udskældte Tesla langt foran nummer to, som er Volkswagen. I top 10 over mest udbredte elbiler i Danmark er Model Y en klar nummer et - og Model 3 en klar nummer to, mens ID.4 følger efter med afstand som nummer tre.