Renault 5 E-Tech repræsenterer en moderne udgave af Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Gemt under overfladen på den lille franske elbil findes en mørk side, som danskerne ikke kender til: Alpine A290.
Inden sommeren rammer Danmark, kommer A290 frem i lyset. Som den hidsige og rå udgave af Renault 5 E-Tech introduceres A290, sammen med den meget større elbil A390, officielt i Danmark.
Alpine-importøren, som også står bag Dacia og Renault, udvælger fire forhandlere, som får lov at sælge mærkets biler, men ligesom priserne ikke er offentliggjort, er der ingen officiel udmelding om, hvem de fire forhandlere bliver.
Men man behøver slet ikke vente på at finde ud af, hvor A290 kan købes, eller hvad den kommer til at koste. På Bilbasen er der tre eksemplarer til salg, som er kommet til landet udenom den danske importør - og en søgning på Bilstatistik.dk viser, at der allerede findes i alt 11 eksemplarer i Danmark.
Søgningen viser også, at to eksemplarer af den lette sportsvogn A110, der i år får en afløser i form af en elektrisk sportsvogn, findes i Danmark.











218 hestekræfter og 0-100 km/t på 6,4 sekunder
Renault 5 E-Tech er den milde og fornøjelige lille hatchback med 120 eller 150 hestekræfter. Den kører, så man bliver glad af det, men hos Alpine skruer man op for det hele: elektronisk spærredifferentiale og langt flere kræfter - og så er designet piftet op med bredere skærme, store fælge og et par LED-kørelys i unik X-format.
A290 kommer til Danmark i tre versioner: GT, GT Performance og GTS. GT-udgaven har 177 hestekræfter, hvor de øvrige har 218 hestekræfter - og en sprinttid fra 0-100 km/t på 6,4 sekunder. Alle har batteriet på 52 kWh, som vi kender det fra Renaults udgave med det største batteri, og rækkevidden er mellem 361 og 378 kilometer - afhængigt af motorydelse og udstyr.
To af de tre eksemplarer af Alpine A290 til salg på Bilbasen, som står hos henholdsvis Car Club i Gentofte og Green Garage i Birkerød, er fabriksnye udgaver af topmodellen GTS med alt i udstyr - med en nypris i Tyskland på cirka 353.000 kr. Bilen i Gentofte har kørt 0 kilometer og står til 359.900 kr., mens bilen i Birkerød har været en lille tur på vejen - den har kørt 50 kilometer og står til 364.900 kr.
Hos Carwine i Horsens står en GT Performance med 1. indregistrering i januar 2025 (her får man ikke, som i GTS, indtræk i læder) med 9.900 kilometer på tælleren til 324.900 kr.
Prisniveauet på de officielt importerede eksemplarer af A290, som altså er godt på vej til fire endnu ukendte Renault-forhandlere, bliver spændende at se. Især fordi A290 har fået en ny konkurrent, allerede før den kommer til Danmark: Cupra Raval, der i topudgaven VZ Extreme med 226 hestekræfter koster 284.990 kr.



