Alpine er det mest eksotiske bilmærke, Frankrig kan stille med. Mærket er en del af Renault, og efter mange års stilhed og genoplivningsforsøg var Alpine endelig i 2017 klar med A110. En lille, hurtig, dyr og fortryllende sportsvogn, som mest af alt kan beskrives som en fransk specialitet med det bedste fra Lotus Elise og Mazda MX-5.
I 2024 gik Alpine i en ganske anden retning med deres udgave af den nye Renault 5 E-Tech. Alpine A290 er en bredere og mere ondskabsfuld bror til 5'eren - op til 210 hestekræfter og 0-100 km/t på 6,4 sekunder.
Hverken sportsvognen A110 med benzinmotor eller den lille A290 er nået til Danmark via officielle kanaler, men ikke desto mindre findes lige nu tre A110'ere og en enkelt A290 her i landet.






A390 er en drøm af en elektrisk familiebil
Med den nye A390 i porteføljen kan man håbe, at Alpine får lyst til at komme til Danmark. Det er den første elektriske familiebil fra franskmændene, og selv om det lyder som noget, vi har set mange, mange gange, så er A390 en mellemstor elektrisk crossover med karakter.
A390 er 461 centimeter spændstig crossover, eller fastback som Alpine selv betegner den, og den har intet designmæssigt til fælles med nogen eksisterende Renault-model.
Som en del af Renault har Alpine haft adgang til koncernskufferne, og de har valgt Ampr Medium-platformen, som Renault selv bruger i Megane E-Tech og Scenic E-Tech. Bestemt ikke det værste udgangspunkt, for det er to elbiler med gode køreegenskaber.
Men Alpine har været hele det tekniske grundlag i gennem, for franskmændene har sat sig en virkelig dynamisk elektrisk crossover som mål. Helt konkret skal A390 køre som den lette og lille A110, og selv om det virker utænkeligt, så er affjedring og mange andre ting ændret til formålet.






Tre elmotorer og op til 470 hestekræfter
Alpine A390 kører ikke med en enkelt motor og forhjulstræk, som var den kommet ud fra samlebåndet side om side med Scenic E-Tech. I stedet har begge udgaver af den dynamiske crossover tre elmotorer. Foran sidder en elmotor, bagtil to elmotorer.
A390 har firehjulstræk, men fordi den har to motorer bagtil, skulle den opføre sig mere som en legesyg baghjulstrækker med en hjælpsom elmotor ved forhjulene.
De to bagerste motorer styres hver for sig, så momentet kan fordeles aktivt alt efter køreprogram og -forhold. Hvis man gerne vil køre bredt, så er dette den elektriske crossover, man skal gøre det i.









Den franske crossover serveres i to smagsvarianter. Den alt andet end basale grundmodel er A390 GT med 400 hestekræfter og en 0-100-tid på 4,8 sekunder. Topfarten er 200 km/t, og med et batteri på 89 kWh fra den franske producent Verkor kan man more sig i op til 555 kilometer, før man går tør.
Alpine påpeger, at selv om man hverken har helt eller halvt fyldt batteri, så drosles effekten ikke ned, og man beholder adgangen til den fulde motoreffekt.
I A390 GTS er den samlede motoreffekt skruet op til 470 hestekræfter, og 0-100-tiden kan derfor skrues ned til 3,9 sekunder. På toppen kan den løbe 220 km/t, og både den og GT-modellen kan lynlade med op til 190 kW.
Danmark oversvømmes for tiden af nye bilmærker, som vil sælge elbiler, men lige nu ser det desværre ikke ud til, at Alpine vil være et af dem.