februar 15, 2025

Duel: Citroën Ë-C3 og Hyundai Inster er blandt de billigste nye elbiler, men der er store forskelle

To af Danmarks mindste og billigste elbiler skal dyste om æren som bedste køb: Citroën Ë-C3 og den nye Hyundai Inster.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Hyundai Inster er så bred, som den er høj. Måske nærmere rigtig smal og ret høj, og når Inster ser ud, som Inster gør, så kaster det forskellige meninger af sig. Den lille elbil nærmest afkræver en mening og en holdning.

For nogle mennesker er den nuttet, for andre så bizar, at de må ryste på hovedet. Om det er et udseende, der sælger, kan jeg ikke svare på, da Inster er helt frisk på markedet. Men jeg tror nok, at prisen skal få mange danskere til at besøge en butik med Hyundai-skilt på. Man slipper nemlig med 179.995 kr. for den billigste.

Citroën Ë-C3, som jeg har testet for sig selv i december sidste år, er også meget ny på markedet. Den kom med forsinkelse til Danmark, og var for en kort bemærkning Danmarks billigste elbil til 179.990 kr.

Den franske minibil er meget bredere, end den er høj. Den er også en “rigtig” minibil i størrelsen, mens Inster befinder sig i en mellemzone mellem de mindste og minierne. Den ser normal ud, og den får ingen til at vende sig om på gaden eller, helt af sig selv, til at komme med bemærkninger. 

Får man så mest for pengene hos Citroën eller hos Hyundai? Der er viser sig at være så stor forskel på de to små elbiler, som der sjældent er mellem nye biler. For den ene elbil betyder det, at den må køre fra duellen som en bil, der ikke kan anbefales. 


Hvad er den korte version om de to små elbiler?

Citroën Ë-C3 er den elektriske udgave af den nye C3. Kun den elektriske sælges i Danmark, og den er brygget på Stellantis’ nye og simple Smart Car-platform, som ikke har noget med bilmærket Smart at gøre.

Indtil videre er der kun én motor- og batterivariant. Elmotoren yder 113 hestekræfter og kun 120 Nm, og det gør den ved hjælp af strøm fra et batteri på 44 kWh. Rækkevidden ligger, alt efter udgave, på op til mellem 320 og 326 kilometer. Varmepumpe og batterivarmer kan hverken ekstra penge eller pæne ord til sælgeren fremtrylle.

Hyundai Inster er bygget på den endnu mindre Casper, som sælges på hjemmemarkedet Sydkorea. Her kan man vælge mellem to styrker elmotor, der også har hver sin størrelse batteri.

Basismodellen lever med 42 kWh og en elmotor med 97 hestekræfter, og batteriet skulle række til 327 kilometer på en opladning. Testbilen er en Long Range, som lyder prangende for en bil med 49 kWh (og 115 hestekræfter), men ikke desto mindre er rækkevidden op til 370 kilometer.

Desuden kan Inster udstyres med både varmepumpe og batterivarmer, hvis man tilvælger udstyrspakken med det logiske navn: Vinterpakken. Den koster 6.995 kr. og pakker præcis det, man har brug for om vinteren.

Hvordan er indretningen?

Fest og farver skal man ikke regne med i Ë-C3, som er en minimalistisk bil med stof på langs af instrumentbordet som det mest spektakulære i en kabine fyldt med sort plast. Den ekstra bredde betyder, at man har mere plads at boltre sig på og ikke føler sig klemt inde bag rattet.

Infotainmentsystemet er gammeldags, uden kontrast og uden hurtig software. Det bedste er, at trådløs Apple CarPlay og Android Auto optræder på listen over standardudstyr i de to dyreste versioner. Der er de tykt polstrede sæder, vi er vant til fra Citroën, og de gør, hvad de lover: giver komfort på både korte og lange ture.

Pladsen rækker også på bagsædet, og bagagerummet er okay med 310 liter, men uden justerbar bundplade. Rent funktionsmæssigt er der ikke meget i Ë-C3. Sædevarme er kun topmodellen forundt, og der er ingen adaptiv fartpilot. Vælger man basismodellen er der hverken hverken infotainmentsystem, bakkamera eller el-ruder bagtil…

Alt det får man i Inster-basisudgaven til 179.995 kr. plus goder som nøglefri betjening, navigation, el-klapbare sidespejle og lys i opladningsporten. For 15.000 kr. ekstra skifter man op fra Essential til Advanced, og så er der LED-forlygter, trådløs smartphoneopladning, varme i rattet og i forsæderne (som desværre mangler i basisudgaven).

Bortset fra, at panelet til el-ruder og justering af sidespejle i førersiden trænger godt ind i den smalle bil, så er Inster indrettet som en større og dyrere bil. Stor digital instrumentering, udmærket infotainment (som dog mangler trådløs opkobling) og stemningsbelysning pepper stemningen op, og materialerne er også her pæne.

Det længdejusterbare bagsæde, delt i to separate dele, får man på Advanced-niveau, er en fed detalje i så lille en bil. Inster kan have plads på bagsædet som en limousine og et kleint bagagerum, eller kun plads til små børn og stort bagagerum. Det er en vigtig valgmulighed i dagligdagen.

Hvordan kører de?

Som jeg allerede oplevede på første køretur i Ë-C3 i udlandet og under testugen tidligere på vinteren i Danmark, så præsterer Ë-C3 en affjedringskomfort, som er usædvanlig for så lille en bil. Den egner sig til lange stræk, og den passer godt til de generelt afslappende, lidt vage køreegenskaber. Den lille franskmand er ikke køreglad, og den er ikke ustabil – den gør, hvad man kan forlange af en lille elbil.

Bare ikke når det gælder rækkevidde og forbrug. I de to ting ligger årsagen til, at Ë-C3 ikke er en anbefaling værd, hvis man nogensinde passerer 70 km/t og kører længere ture. Uden hjælp til at varme kabinen og batteriet op, suger den lille elbil mere strøm end en stor SUV med 500 hestekræfter.

På en kølig vinterdag lader Ë-C3 med et sted mellem 25 og 40 kW på en lynlader, og det er selvom den er kørt varm i forvejen. Den æder kilowatt på motorvejen, så rækkeviddeangsten aldrig forsvinder, og rækkevidden med 110 km/t vil være et sted mellem 110 og 130 kilometer. Det er mere ineffektivitet, end det er kraftoverskud, da elmotoren reelt set kun har tilstrækkeligt og ikke mere end det.

Inster med 49 kWh og Vinterpakke er en mønsterelev, der strækker sin strøm på niveau med virkelig gode elbiler. Inster lader sig ikke presse af motorvej, landevej og motortrafikveje, og ved blandet kørsel oplever jeg 17-18 kWh for hver 100 kilometer. Elmotorens kræfter er tydeligt bedre end i Ë-C3, og det er fra stående start, som det er i mellemaccelerationer, hvor Inster har de stærkere overarme.

Komforten på de meget små 15” hjul, som minder mig om noget fra den hedengangne Chevrolet Spark, er imponerende for så lille en bil. Ikke på niveau med den franske affjedring, men til gengæld er styretøjet bedre og undervognen mindre blød.

Hvad koster de?

Basismodellerne ligger med fem kroners afstand. Citroën tager 179.990 kr. for den ekstremt minimalistiske Ë-C3 You!, som ikke har mere udstyr, end loven kræver. Forlygter, vejstribealarm, p-sensorer bagtil. I Ë-C3 You Rock! til 189.990 kr. begynder det at ligne noget med alufælge og LED-forlygter – for ikke at glemme infotainmentsystemet.

Først i Attraction til 192.990 kr., som er den testede variant, og den, man bør vælge, er bakkamera, navigation og fire elruder med, mens den dyre VTR Sport til 226.990 kr. er den eneste med varme i rattet og forsæderne. Den franske elbil virker generelt for dyr, men med VTR Sport går det helt galt.

Privatleasing af de små elbiler kan på ingen måde betale sig. Mindst 2.795 kr. om måneden for Ë-C3 med 10.000 kilometer om året – og det er for den helt skrabede. Inster er mere veludstyret, den den er endnu dyrere med mindst 2.995 kr. om måneden.

Inster koster som sagt 179.995 kr. for en veludstyret basisudgave. Den har 42 kWh og rækkevidden på op til 327 kilometer, og merprisen for 49 kWh og 370 kilometer er helt rimelig med 12.000 kr. Den testede udgave med stort batteri og Advanced-udstyrsniveau giver, til 206.995 kr., god mening. Men husk Vinterpakken til 6.995 kr.


DEN ENDELIGE DOM

Der er virkelig stor forskel på de to små elbiler fra Citroën og Hyundai. Ë-C3 er en moden, forholdsvis rummelig og meget komfortabel elbil. Modenheden forsvinder, når man kradser lidt i overfladen. Forbrug og rækkevidde er på et utilgiveligt niveau, og kun hvis man holder sig indenfor bygrænsen, kan den være et okay køb.

Inster er ikke helt så rummelig, men i Advanced-udgaven har man det justerbare bagsæde til at “strække” pladsen. Affjedringskomforten er ikke helt på Citroën-niveau, men i forhold til bilens størrelse er den rigtig god. På udstyr, rækkevidde, forbrug og funktionalitet scorer Inster mange point. Jeg vil ikke kalde priserne lave, men man får en lille elbil, der kan mere, end størrelsen lægger op til.


SPECIFIKATIONER

Citroën Ë-C3 Attraction 

Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 113 hk/120 Nm
0-100 km/t: 11 sekunder
Tophastighed: 135 km/t
Forbrug: 16,8 kWh/100 km
Rækkevidde: 320 kilometer
Batteristørrelse: 44 kWh
Ladekapacitet: 100 kW
Mål (L/B/H): 402/176/158 cm
Køreklar vægt: 1.416 kilo
Trækvægt: 550 kilo
Bagagerumsvolumen: 310 til 1.180 liter

Pris: 192.990 kr. (Ë-C3 fås fra 179.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.995/3.395 kr. (Ë-C3 fås fra 9.995/3.195 kr.)*
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

* Privatleasingkontrakten gælder for varianten You Rock! i 36 måneder med 15.000 kilometer om året og standardfarven Blå Monte Carlo inkluderet. Ë-C3 fås også med 10.000 kilometer årligt til en lavere pris.


Hyundai Inster Long Range Advanced 

Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 115 hk/147 Nm
0-100 km/t: 10,6 sekunder
Tophastighed: 150 km/t
Forbrug: 14,9 kWh/100 km
Rækkevidde: 370 kilometer
Batteristørrelse: 49 kWh
Ladekapacitet: 120 kW
Mål (L/B/H): 383/161/161 cm
Køreklar vægt: 1.410 kilo
Trækvægt: 0 kilo
Bagagerumsvolumen: 280 til 1.059 liter

Pris: 206.995 kr. (Inster fås fra 179.995 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.995/3.795 kr. (Inster fås fra 9.995/3.295 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

* Privatleasingkontrakten løber over 36 måneder med 15.000 kilometer om året og valgfri farve inkluderet. Inster fås også med 10.000 kilometer årligt til en lavere pris.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Den lille Kia EV2 er på vej

EV3 får kun lov at være den mindste elbil fra Kia i en kort periode. En mindre model, EV2, er godt på vej, og sidst i februar vises konceptudgaven sammen med den færdige udgave af EV4.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS