Langtidstest: Renault Scenic E-Tech – Introduktion
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
Tekst & foto: Simon Hallenslev
Det er et spørgsmål om temperament, hvis du er på markedet efter en bøffet hot hatch. Og penge. For der er forskellige måder at gøre det på.
Der er den klassiske måde, Polo GTI, der på papiret kommer tæt på den originale GTI-opskrift, som VW selv kom på med Golf I i 1976.
Der er også den atypiske måde, Puma ST, der er Fords måde at ‘hot hatchificere’ en model fra den evigt populære crossover-kategori.
Sagt med andre ord består denne duel af to forskellige måder at tilføre lidt sjov til hverdagen på – men er der én, der er sjovest? Det forsøger jeg at finde ud af, når jeg sætter VW Polo GTI op mod Ford Puma ST.
Ford fjoller ikke, når de skriver ‘ST’ på deres biler. Her mener de sjov for alvor – også med Puma. For selvom dynamikken som hovedregel går fløjten, når man smider biler på crossover-stylter, står Puma ST som undtagelsen, der bekræfter reglen.
Under de eftertragtede crossover-former gemmer sig en bund af Ford Fiesta ST. Motor, undervogn og gearkasse er de samme, og så er det svært at gå galt i byen. Puma ST glemmer, at den er højbenet og fremtvinger følelser, som Fiesta ST gør det.
LÆS OGSÅ | Test: Brian-bil på den fede måde med Ford Focus ST
Ford Puma ST er både utæmmet og skarp som en kokkekniv. De utæmmede elementer er hjulspin, momentstyring og knald fra udstødningen, der kan lokke selv klassens duks til at køre som en bølle. De skarpe elementer er dem, man pakker ud på en øde landevej.
ST-Sportsundervognen er benhård og sammen med det præcise styretøj fortæller den, hvad hvert enkelt hjul laver – også når den løfter det inderste baghjul i en skarp indstyring.
Uanset hvor skarpt, man drejer ind, følger snuden med i sporet, og den dejligt mekaniske manuelle gearkasse indbyder altid til at mase alle 200 hk ud af den rappe, 3-cylindrede EcoBoost-motor.
Anderledes udramatisk opleves VW Polo GTI, og det er ikke en negativ ting. For hvor Puma ST er hård, kontant og præcis i alt, hvad den laver, står Polo GTI som det hverdagsvenlige valg med et strejf af sport.
LÆS OGSÅ | Test: Det er mere end okay at være en voksen GTI
Til og fra supermarkedet kører Polo GTI først og fremmest som en Polo. Det er kun, når man vil have det, at man mærker GTI-tilføjelserne som sportsundervogn og elektronisk spærredifferentiale på forhjulene.
Takket være netop differentialet laver Polo GTI sjældent hjulspin og momentstyrer under halvt så meget, som Puma ST gør. På ægte VW-facon er det sjove element begrænset til det funktionelle og køreegenskaberne.
Styretøjet er ikke konstant på dupperne, men er i stedet velafvejet, og undervognen er mere plantet, end den er hård og hoppende. Hos VW er sportsundervognen adaptiv med Sport-select, hvorfor det først er i Sport-modus, den strammer op.
LÆS OGSÅ | Test: Uret tikker for Toyota GR86, så køb den nu
VW Polo GTI afholder sig forresten også fra udstødningsknald og nøjes med en fint sprød lyd fra den fede 4-cylindrede TSI-motor, der desværre forstærkes i højttalerne. Jeg skriver desværre, fordi en af højtalerne i testbilen er gået, hvilket forvrænger den forstærkede motorlyd.
Jeg er også nødt til at kritisere DSG-gearkassen. For selvom en DSG er lettere at leve med end den hårdkogte manuelle pind i Puma, så er DSG-gearkassen ringe parret med den ellers fabelagtige TSI-motor. Enhver igangsætning sker med et ryk, og nedgearinger gøres ofte på klodset facon.
I kabinen er de to kompakte racere tættere på hinanden rent temperamentsmæssigt. I Ford Puma ST løber de to Recaro-forsæder med al opmærksomheden, og det er okay. Både fordi de er virkelig fede, men også fordi mængden af ST-trim ellers er begrænset.
Her fås kunstlæderrat og ‘kunstkulfiber’, og det er dét. Tilsvarende begrænset er det i VW Polo GTI, hvor et GTI-læderrat og ternede sportsstole er det, der står mest ud – begge med røde kontrastsyninger.
For Ford Puma ST er de sublime Recaro-stole et trækplaster, da kvaliteten i kabinen ellers er noget slap. Her er rigeligt med billige plastmaterialer uden tyngde. Det føles desværre ret billigt.
Infotainmentskærmen på 8” står på instrumentbordet, som var den eftermonteret, og er desuden udstyret med et gammeldags system. Helhedsoplevelsen er uddateret og Puma ST fortjener kort sagt en digital opdatering til 13,2” skærmen og det nye system fra Focus.
LÆS OGSÅ | Test: Der er stadig noget, Ford Focus er bedst til
Som konstruktion er Puma nyere end Polo (2019 vs. 2017), men i kabinen trækker Polo fra grundet et 2021-facelift. Infotainmentskærmen i VW Polo GTI er også 8”, men opløsningen er klarere, trykfølsomheden i top og systemet såvel intuitivt som moderne.
På kvalitetsfronten er den opdaterede VW Polo ingen BMW 5-Serie, men den er bedre end Puma og god nok til, at den kryber tæt på storebror Golf 8. Billig plastik har fundet vej til blandt andet dørsidene, men generelt er der fint med bløde materialer.
Som et led i faceliftet er klimapanelet i VW Polo GTI blevet til et irriterende touchpanel. Her skal Ford Puma ST trods alt have ros for traditionelle tryk- og drejeknapper i fysisk form.
Apropos ros til Puma ST, så gavner den af sin crossover-form på pladsfronten. For mens Polo i sin form blot er en gængs minibil med 305 liter i bagagerummet, pakker Puma 453 liter.
LÆS OGSÅ | Duel: Sport på to måder med ID.5 GTX og Mustang Mach-E GT
Også bagsædet i Puma føles mere luftigt, selvom Recaro-stolene æder noget af udsynet. Begge banditter pakker fint fire voksne mennesker, men de får mest plads at brede sig på i Puma.
Det er, som beskrevet i begyndelsen, et spørgsmål om temperament, når man sammenligner duellanterne – og penge!
Sammenligningen har indtil nu været ligeværdig, fordi de to duellanter i størrelse, kræfter og hot hatch-status er ligeværdige. Det er de bare ikke, når man sammenligner dem i pris.
LÆS OGSÅ | Duel: Det bliver næppe bedre end BMW 330e Touring og Volvo V60 T6
VW Polo GTI starter i 336.995 kr., hvor testbilen er udstyret med adaptiv sportsundervogn til 8.095 kr. ekstra. Alligevel koster Polo GTI, med sit differentiale og sine 200 hk, stadig ‘kun’ 48.095 kr. mere end en Polo R-Line med 110 hk.
Crossovers er per definition dyrere end de minibiler, de bygger på, og en veludstyret Ford Puma ST-Line med 155 hk og automatgear sætter dig 339.510 kr. tilbage. Altså, allerede mere end en VW Polo GTI gør.
Filmen knækker først fuldstændigt, fordi Ford oven i hatten tager en heftig sum for deres ST-opsætning. Nærmere bestemt tager de 110.150 kr. for baduljen, sammenlignet med ST-Line.
LÆS OGSÅ | Test: Ford Puma ST med 200 hk koster så meget, at luften fiser af ballonen på forhånd
Ford Puma ST koster fra 449.660 kr., og vil man have et elektronisk spærredifferentiale som i Polo GTI, skal der findes yderligere 21.000 kr. Med differentialet tilvalgt er Puma ST således 125.570 kr. dyrere end Polo GTI.
Hvad får man for de 125.570 kr. i Puma ST? Man får en dynamisk og underholdende bil, som i denne duel tilmed er mest praktisk. Man får en bil, der kører i cirkler om Polo GTI på både lukkede baneanlæg og kringlede landeveje.
Ford Puma ST er så hårdkogt, at den nærmest føles baneklar, og det er mig imponerende, at man kan få en højbenet bil til at køre så godt.
At leve med Ford Puma ST er en helt anden historie, og det er her, at den grundlæggende forskel på de to duellanter viser sig. VW Polo GTI er en praktisk minibil først og fremmest med et strejf af legesyg hot hatch. Ford Puma ST er en legesyg hot hatch med et strejf af praktisk minibil.
Så ja, der er én, der er sjovest, og det er Ford Puma ST. Den er til gengæld også betragteligt dyrere, mere ukomfortabel og billigere bygget.
VW Polo GTI er en mere fornuftig måde at have det sjovt på med færre kompromisser og en mindre pris. På den måde ender Polo GTI med at stå som en mere komplet hot hatch, og det var stadig den, jeg var løbet med som hverdagsbil, hvis ikke pris var en faktor.
Motor: R3 benzin, 1.496 cm3
Ydelse: 200 hk / 320 Nm
0-100 km/t: 6,7 sek.
Tophastighed: 220 km/t
Forbrug: 15,2 km/l
CO2: 148 gram/km
Mål (L/B/H): 426/180/152 cm
Køreklar vægt: 1.358 kilo
Bagagerumsvolumen: 456-1.216 liter
Startpris: 449.660 kr.
Motor: R4 benzin, 1.984 cm3
Ydelse: 207 hk / 320 Nm
0-100 km/t: 6,5 sek.
Tophastighed: 240 km/t
Forbrug: 14,7 km/l
CO2: 155 gram/km
Mål (L/B/H): 407/175/143 cm
Køreklar vægt: 1.331 kilo
Bagagerumsvolumen: 305-1.079 liter
Startpris: 336.995 kr.
Find brugte VW Polo GTI på Bilbasen.
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
Hyundai Ioniq 9 er både stor i størrelsen og stor på rækkevidde. Den nye syvsæders elbil fra Hyundai er over fem meter lang og har en rækkevidde op til 620 kilometer.
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
BMW har brug for en ny iX3 her og nu, men produktionen af den nye elektriske SUV starter først i slutningen af 2025 på fabrikken i Ungarn – og den eksisterende iX3 udgår nu af produktion i Kina.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.