februar 4, 2023

Test: Uret tikker for Toyota GR86, så køb den nu

Den lille sportsvogn GR86 er federe og bedre end sin forgænger, og den byder på 100 procent klassisk køreglæde. Men man skal skynde sig at slå til.

TEKST OG FOTO Morten Bek

De hører til de få udvalgte bilmærker. En lille eksklusiv gruppe af producenter, som nok er med på elektrificeringen, men som samtidig nægter at satse på elbiler som den eneste vej. Gruppen består af mærker med superbiler og store SUV’er, som ikke betyder noget for ret mange af os. Og så er der en producent som Mazda, der holder benzinfanen højt med nye sekscylindrede motorer og en kommende ny MX-5.

LÆS OGSÅ: Test: Toyota GR Yaris er ufortyndet lykke på fire hjul

Toyota står også fast. Elektrificering er en af vejene, men ikke den eneste. Brint, benzin og batterier – der bliver plads til det hele. I EU går det ikke til evig tid efter den devise, men frem til 2035 og bandlysningen af bilerne med forbrændingsmotor bliver Toyota og flere andre japanske bilmærker steder, man kan få sin benzinlyst stillet.

Det bedste er, at Toyota omsætter benzinen til noget, der giver uforfalsket køreglæde. GR Supra og GR Yaris bør alle glæde sig over eksistensen af, og i mindst lige så høj grad gælder det den nye GR86.

Den lille sportsvogn er arvtager til GT86, og den er stærkere, hurtigere, federe – uden at den er blevet tungere. Som så meget andet af det bedste i livet, varer det desværre ikke ved med GR86.

2024 er alt for tæt på

GR86 er kommet til verden på præcis samme måde som GT86 gjorde det i 2012. Den er udviklet i samarbejde med Subaru, som står for noget så vigtigt som motoren. Subaru har også denne gang sin egen udgave af den lille sportsvogn, og også denne gang hedder den BRZ.

Den nye BRZ bliver holdt ud af de europæiske markeder, så den findes i vores land kun som brugt. Udvalget er stærkt begrænset (lige nu er der bare to BRZ til salg på Bilbasen), fordi den blev solgt fra ny i få eksemplarer.

LÆS OGSÅ: Toyota overgiver sig: Supra får manuel gearkasse

Måske er det meget godt, at BRZ ikke er her til at gøre livet hårdere for køreglade danskere. For Toyota har introduceret GR86 med en udløbsdato, der gør den til et flygtigt bekendtskab. Den sælges i Europa i to år. Derefter slutter salget. Det er en tidslomme, der startede i 2022 og som slutter på et tidspunkt i 2024.

Det kan nok ikke være anderledes, når GR86 “spyr” 200 gram CO2 ud for hver eneste kilometer, den kører. Hvert eneste gram CO2 er til gengæld det hele værd.

GR86 vejer under 1.300 kilo, og den 2,4 liter store boxermotor har på den måde rigtig gode vilkår

Flere muskler ved lavere omdrejninger

GR86 har et andet væsen end sin forgænger, og jeg vil skynde mig at sige, at det kun er positivt ment. GT86 havde Subarus 2-liters boxermotor med 200 hk og en karakteristisk, sprød lyd. Det er akavet at klage over en sugemotor med 200 hk i en lille sportsvogn på 1.200-1.300 kilo, men 2-liters motoren var så rig på drejningsmoment som en Aygo.

LÆS OGSÅ: Første tur: Opdateret Toyota RAV4 fortjener opmærksomheden

Selvfølgelig var det maksimale drejningsmoment højere end i en mikrobil. 205 Nm. De skulle næsten piskes ud af motoren, som var villig til omdrejninger, men skulle bruge 6.600 af dem hvert eneste minut på at producere 205 Nm til de trækkende baghjul. Det er fedt, når man er 100 procent på jagt efter køreglæden og farten. Ikke så fedt, når man er mellem de tidspunkter, hvor jagten er sat ind.

Boxermotoren i GR86 er den samme blok som i GT86. Bag rattet føles den som en ny motor. Den er dimensioneret op til 2,4 liter, og drejningsmomentet er ændret så monumentalt i styrke og udfoldelse, at det giver en helt anden slags køreoplevelse.

Proportionerne er fantastiske. Og GR86 kører lige som stramt, som designet lægger op til

2,4-liters motoren er stadig befriet for en turbolader, og den er kun kommet fra 2-liters motorens 200 hk op på 234 hk. Det er nok til mere fest og ballade ved 7.000 o/min. Det er drejningsmomentet, der fylder noget: 250 Nm ved 3.700 o/min.

GR86 lægger forgængerens motormæssige spinkelhed fra sig. Der bygges op til omdrejninger med en helt anden glæde, fordi der er styrke også ved lavere omdrejninger. Jeg kan køre dovent af sted med 80 km/t op ad bakke i 6. gear og lægge mere fart på uden at skifte ned. Jeg kan ellers kun bifalde at skifte gear i GR86. Små korte vrik med højre hånd, og jeg rammer hvert trin med mekanisk godhed.

LÆS OGSÅ: Toyota åbner op for mere rækkevidde i BZ4X

GR86-motoren fungerer som helhed meget bedre end GT86-motoren. Den kræver ikke samme omdrejningsjagt, men den lyder snerrende og karakteristisk ved 6.-7.000 o/min. Det er værd at rejse derop, for bilen føles vitterligt stærk og hurtig deroppe.

Sådan skal en sportsvogn føles

Jeg ville egentlig sammenligne GR86 med Mazda MX-5. De er karakteristiske og begge med baghjulstræk, sugemotor og manuel gearkasse. MX-5 er meget billigere – 125.000 kr. billigere med 2-liters motor – og har kaleche, som er et sikkert hit om sommeren.

Det ville ikke være en rimelig sammenligning. GR86 er noget, MX-5 ikke er. En sportsvogn, du kan køre langt i uden høreværn og uden at føle dig kvæstet. GR86 overrasker mig så positivt med god plads til to voksne (bagsædet er et åbent bagagerum, uegnet til mennesker), stort bagagerum, forholdsvis lavt støjniveau og en affjedring i særklasse.

LÆS OGSÅ: Toyota Corolla årgang 2023: Fra 309.990 kr.

MX-5 er som en mand, der er aldrig er blevet voksen. Ulidelig og irriterende, når der ikke er fest og sorgløse tider. Jeg elsker den lille roadster, så jeg ville alligevel elske at eje den. GR86 er som en voksen mand, der aldrig har glemt, hvor sjovt man kan have det, når man af og til giver slip.

Det er ingeniørkunst, at GR86 har en større motor, mere udstyr, mere sikkerhed og et par centimeter mere i længden end den 10 år ældre GT86, og de stort set vejer det samme. Det er under 1.300 kilo i køreklar stand, og GR86 siver gennem sving naturligt som en frisk brise. En 131 cm lav bil med fast undervogn krænger ikke, og det stramme styretøj er med blandt de bedste, jeg har prøvet i de senere år.

Den her eller en Ford Focus ST

Jeg kan holde ud at køre to-tre timer i streg i GR86, fordi kørestillingen og pladsen passer. Der er luft til at strække ben og arme, og sportssæderne er perfekt polstrede og støtter i bund og sider uden at trænge sig for meget på. Rattet er perfekt i tykkelsen, instrumenteringen uhyre simpel og digital på en retro-agtig måde.

Infotainmentsystemet er ikke noget, Toyota selv har lavet, og det har samme flair som instrumenteringen. En grad af noget gammelt, men egentlig velfungerende og meget lige til. Der er ikke trådløs opkobling til Apple CarPlay og Android Auto, og der er – heldigvis meget få indstillinger. At der ikke er 10 forskellige kørestillinger er uvurderligt positivt.

LÆS OGSÅ: Toyota holder hånden under dit billån

GR86 fås som Sport og Premium, og 50.000 kr. er der mellem de to. Sport har 17” hjul og sæder i stof, men mangler sædevarme og alu-pedaler med ekstra greb, som Premium har. Premium betyder også Alcantara-betræk på sæder, døre og over instrumenthuset – og bakkamera, 18” hjul og LED-forlygter med kurvelys, men jeg savner virkelig en regnsensor. Nødbremsesystem fås, meget besynderligt, kun med automatgear til 35.000 kr. ekstra. Nej, det skal man ikke overveje.

LÆS OGSÅ: Ny Toyota C-HR kommer som plug-in hybrid

GR86 Sport koster 509.990 kr. og den testede GR86 Premium 559.990 kr. Et beløb der vil være med til at gøre sportsvognen sjælden, men slet ikke et urimeligt beløb. GR86 er nok dyrere end MX-5, men den er billigere end Ford Focus ST og VW Golf GTI.

GR86 er ægte sport, men også anvendelig hverdagssport, og hvis man går og sparer op, skal man sætte turbo på opsparingen. Uret tikker, og GR86 kører på lånt tid, så optag lån i huset, sælg nogle aktier og hold op med at spise bøffer – GR86 gør livet sjovere.


SPECIFIKATIONER

Toyota GR86 2,4 Premium 

Motor: B4, 2.387 cm3
Ydelse: 234 hk/250 Nm
0-100 km/t: 6,3 sekunder
Tophastighed: 226 km/t
Forbrug: 11,4 km/l
CO2-udledning: 200 gram/km
Mål (L/B/H): 427/178/131 cm
Køreklar vægt: 1.295 kilo
Trækvægt: 0 kilo
Bagagerumsvolumen: 276 liter

Pris: 559.990 kr. (GR86 fås fra 509.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke muligt
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Brugte biler fra Toyota og Subaru til salg på Bilbasen

Se flere brugte biler fra Toyota på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS