juli 9, 2024

Elbil med syv sæder – Peugeot E-5008 fra kun 359.990 kr.

Peugeot indtager en unik position blandt elbiler med den nye E-5008. Den store SUV har syv sæder, god plads og kører 500 kilometer på en opladning – til priser fra 359.990 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Peugeots forhandlere har en unik mulighed med den nye E-5008. Den store elektriske SUV er nemlig enestående: kun hos Peugeot får man en stor elektrisk SUV med 500 kilometer rækkevidde (senere op til 700 kilometer), syv sæder som standard og en pris langt under 400.000 kr.

Vi har allerede kørt den nye E-5008, og som du kan læse i denne artikel, får man en elbil, der virker rigtig godt skruet sammen på stort set alle parametre. Nu kender vi også priserne, og de er stort set, som forventet. Med priser fra 359.990 kr. er E-5008 en prisbillig elbil for danskere, som ønsker sig en bil med syv sæder.

Det er ikke svært at vælge, hvor mange hestekræfter eller hvor stort et batteri man vil have i E-5008. Lige nu fås den nemlig i en enkelt motorversion med 210 hk og et batteri på 73 kWh. Rækkevidden svinger en smule mellem udstyrsversionerne, så officielt leverer den elektriske franskmand mellem 497 og 500 kilometer på en opladning.

40.000 kr. mellem den billigste E-5008 og den dyreste

Man kan først vælge mellem større batteri (og længere rækkevidde) og flere hestekræfter (320 hk) i starten af 2025, men man skal stadig beslutte sig for, hvilke af fire udstyrsniveauer, E-5008 skal udleveres med. Det er usædvanligt mange niveauer, men det skyldes egentlig bare, at der er to udstyrsniveauer og to udstyrspakker.

Nederst på rangstigen og med den laveste pris står E-5008 Allure til 359.990 kr. 15.000 kr. over finder man E-5008 Allure Pack til 374.990 kr., og de to næste og dyrere trin koster henholdsvis 15.000 og 10.000 kr. mere – det er E-5008 GT til 389.990 kr. og E-5008 GT Pack til 399.990 kr.

En hurtig omgang hovedregning viser, at der på den måde er 40.000 kr. mellem basismodellen og den dyreste variant. Hvad hovedregningen ikke viser er, at det er en god idé at gå et trin eller tre op fra basismodellen for at få en E-5008, der har meget udstyr.

Basismodellen Allure er lidt for basal

Selv om det er en rigtig god idé at vælge en anden E-5008 end basismodellen, er og bliver E-5008 stadig et godt tilbud til folk med behov for plads og behov for af og til at fylde bilen med syv personer. Hvorfor er basismodellen Allure så ikke den, man skal vælge? Den mangler tagræling, adaptiv fartpilot, p-sensorer foran, nøglefri betjening og varme i rattet. Den ryger ud, hvis man har råd til mere.

For 15.000 kr. mere er E-5008 Allure Pack udstyret med de ting, basismodellen mangler. Og den har samtidig alarm, blind vinkel-system, 360 graders kamera, sidespejle som automatisk justeres ned ved bakning og førersæde med el-justerbar lændestøtte.

E-5008 GT mangler, sjovt nok, enkelte detaljer fra Allure Pack – blandt andet 360 graders kamera og de automatisk justerende sidespejle. Til gengæld har det el-betjent bagklap, adaptive pixel-LED-forlygter, 20″ alufælge (mod 19″ til Allure-udgaverne), midterarmlæn bagtil, stemningsbelysning og 21″ panoramadisplay i stedet for to skærme på 10″.

E-5008 GT Pack har alarmsystem, 360 graders kamera, udvidet adaptiv fartpilot Pro med semi-automatisk vognbaneskifte og de automatisk justerende sidespejle.

Priserne på den nye Peugeot E-5008

E-5008 Allure – 359.990 kr.
E-5008 Allure Pack – 374.990 kr.
E-5008 GT – 389.990 kr.
E-5008 GT Pack – 399.990 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS