august 10, 2023

Elbilen BYD Dolphin brager ind med en sensationel pris på 234.995 kr.

BYD Dolphin er på størrelse med VW ID.3, men priserne er nogle helt andre end hos tyskerne. 234.995 kr. med 204 hk, 427 km rækkevidde og masser af standardudstyr.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Kinesiske BYD har offentliggjort priserne på Dolphin, den kompakte elbil i samme klasse som Cupra Born, MG4, Renault Megane Electric og VW ID.3. Priserne er, med et ord, sensationelle. Dolphin har premiere hos forhandlerne den 23. september, og den får selv MG4 til at se meget dyr ud.

BYD Dolphin koster i Comfort-udgaven 234.995 kr. og i Design-udgaven 249.995 kr. Den billigste MG4 er kommet ned i 229.999 kr. (ID.3 starter på 319.995 kr.), så på selve prisen er den lidt billigere. Men basisudgaven af Dolphin til 234.995 kr. giver mere for pengene end selv den dyreste MG4 til 274.999 kr.

Dolphin kommer fra et mærke, som for de fleste danskere stadig er ukendt, men den kompakte elbil giver så meget ydelse, rækkevidde, udstyr og garanti for pengene, at den varsler nye tider på elbilsmarkedet. Hvis man har ventet på en elbil, der virkelig er økonomisk tilgængelig, men alligevel ikke mangler plads, motorkraft eller noget helt tredje, så kommer den nu med BYD Dolphin.

Du KAN få det hele til den halve pris

Okay, det er en overdrivelse. Men ikke så stærk en overdrivelse, som man skulle tro. Dolphin produceres med batteripakker på 44,9 kWh og på 60,4 kWh, med motorydelse på 95, 177 og 204 hk og i udstyrsversionerne Active, Boost, Comfort og Design. Men den danske importør har ikke gjort brug af de svage udgaver med lavt udstyrsniveau til at lande den skarpe pris på 234.995 kr.

I Danmark er selv den billigste Dolphin, Comfort-udgaven, udstyret med 204 hk og batteriet på 60,4 kWh, som giver en konkurrencedygtig rækkevidde på 427 kilometer (WLTP). Design-udgaven, den anden variant i Danmark, har samme batteri og samme rækkevidde – den har bare endnu mere udstyr for en meget lav merpris.

Dolphin Comfort – basismodellen til 234.995 kr. – står med en meget lang liste med standardudstyrs. LED-lygter, to-farvede 17″ alufælge, varmepumpe, el-klapbare sidespejle, indtræk i kunstlæder, el-justerbare forsæder, varme i sæderne, aut. klimaanlæg, infotainmentsystem med 12,8″ touchscreen (som kan rotere 90 grader), Apple CarPlay/Android Auto, adaptiv fartpilot, blind vinkel-system, 360 graders kamera, nøglefri betjening (inklusive nøglefri NFC-adgang) og V2L-funktion med 3,3 kW (man kan lade andre elbiler eller tilslutte elektronisk udstyr). Kun metallak til 5.000 kr. (grå, pink eller lilla) og adapter til V2L-funktionen skal tilkøbes.

Den maksimale ladehastighed for Dolphin er kun 88 kW ved en lynlader (den er 11 kW ved standardladere), men til gengæld skulle ladningen holde et højt niveau fra start til slut.

Garantien på alle BYD-modeller har fået et boost

Comfort-udgaven af Dolphin er tæt på at være komplet udstyret, men for 15.000 kr. bliver udstyret endnu mere omfattende i Design-versionen. Til 249.995 kr. er den prismæssigt stadig meget langt fra næsten alle tænkelige konkurrenter.

Det mest interessante udstyr, man får ved at betale 15.000 kr. ekstra for Dolphin er et stort panoramaglastag. En elektrisk styret solskærm sørger for, at lyset kan holdes ud, hvis man bliver bagt i solen. Mørktonede ruder bagtil, tre-farvede 17″ alufælge, trådløs opladning af smartphones, adapter til V2L-funktionen og to-tonet metallak i Skiing White og Urban Grey er også standard i Design-udgaven. Øvrige metallakeringer, som også er sammensat af to farver, koster 5.000 kr.

Med introduktionen af Dolphin forbedrer BYD garantiforholdene for sine biler. De nye forhold gælder ikke kun nye biler, men også biler, som allerede er i hænderne på kunder. Har man allerede købt en BYD og fået den udleveret, har man altså også de nye garantiforhold.

Hidtil har Atto 3 haft en kortere fabriksgaranti end de store modeller Han og Tang – 4 år mod 5 år. Til gengæld med 120.000 kilometers grænse i stedet for 100.000 kr. og med længere garanti på lakken. Alle personbiler fra BYD kommer nu med 6 års fabriksgaranti op til 150.000 kilometer, 8 års garanti på hovedbatteriet (op til 200.000 kilometer), 8 års garanti på el-motoren/-motorerne (op til 150.000 kilometer) og 12 års garanti mod gennemtæring.


Brugt bil fra BYD til salg på Bilbasen

Se flere brugte biler fra BYD til salg på Bilbasen lige her

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS