januar 27, 2023

Elektrisk Peugeot 3008 med 700 km rækkevidde kommer i 2023

I år kommer Peugeot med store elbiler: E-3008 og E-5008 på en helt ny STLA-platform med op til tre elmotorer og rækkevidde op til 700 kilometer.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

2023 bliver et af de vigtigste år for Peugeot – faktisk for hele den store Stellantis-koncern, som Peugeot er et af de førende mærker i. Det er i år, der for alvor sættes turbo på elektrificeringen.

Det er året, hvor en vigtig model som 308 kommer som elbil, og det samme sker med den helt nye 408 (som du i øvrigt kan se nu for første gang – den kører i midten af billedet herover). Og så er det året, hvor en helt ny platform til elbiler, som kommer til et væld af forskellige biltyper, rulles ud.

LÆS OGSÅ | Peugeot lover meget lavt forbrug i elektrisk E-308

STLA-platformen kommer i Small (lille), Medium, Large (stor) og Frame (chassisramme) med rækkevidde for den mindste op til 500 kilometer, for de største op til 800 kilometer.

Hos Peugeot starter de her i 2023 med at benytte sig af STLA Medium, som giver en rækkevidde op til 700 kilometer. Den første helt nye model på STLA Medium præsenteres i andet halvår 2023.

Peugeot barsler med designændringer. Det giver mening, at de nye elbiler får udtryk som det, der ses herover

E-3008 med to elmotorer og 700 km rækkevidde

Den nye E-308, der kommer på gaden i løbet af i år som hatchback og stationcar, er låst på den “gamle” teknik, som deles med blandt andet den nye Jeep Avenger, hvor rækkevidden med det nye batteri ligger på cirka 400 kilometer.

STLA-platformen giver helt andre muligheder. Det kommer vi til at se med en helt ny elektrisk 3008, som selvfølgelig kaldes E-3008. Det er den model, Peugeot lancerer i andet halvår, og ikke nok med det, kommer en større E-5008 kort tid efter.

LÆS OGSÅ | Peugeot 408 er franskmændenes hemmelige våben

E-3008 på STLA Medium kommer i tre versioner, og mens Peugeot ikke afslører meget indtil videre, fortæller de, at den kommer med træk på både to og fire hjul. Med firehjulstræk kommer også typisk høj ydelse, så E-3008, og sandsynligvis den større E-5008, kan konkurrere med biler som Hyundai Ioniq 5 AWD med 325 hk og VW ID.4 GTX med 299 hk. Men det er spekulation – der er indtil videre intet om elmotorernes ydelse.

Der er på samme måde intet om direkte batteristørrelse, men STLA Medium-platformen giver mulighed for batteristørrelser, der rummer op til 700 kilometer på en opladning. Et helt andet scenarie for kunderne, end det der præsenteres med E-308 og de 400 kilometer.

LÆS OGSÅ | Jeep Avenger er Årets Bil i Europa 2023

Det er sandsynligt, at E-3008 ikke direkte afløser den nuværende 3008 med det samme. 3008 er i dag populær, og det giver mening at lade den fortsætte i produktion.

De nye el-modeller vil få et friskt design, som ses på billedet herover. Det er sandsynligt, at billedet viser både E-3008 og E-5008 i computerskabte versioner, men det får vi altså at se allerede senere på året.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS