januar 13, 2023

Jeep Avenger er Årets Bil i Europa 2023

For første gang vinder Jeep prisen Car of the Year i Europa med den kompakte el-crossover Avenger. Elbilen kommer til Danmark i foråret til priser fra cirka 300.000 kr.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Car of the Year i Europa er en prestigefuld kåring, som bilproducenterne bruger mange penge og masser af tid på at være med i. At få trofæet med titlen som bedste nye bil i Europa er noget, mange mærker går intenst efter.

Car of the Year 2023, Årets Bil i Europa 2023, er netop kåret af 57 motorjournalister fra 22 europæiske lande – fra Danmark er det Søren W. Rasmussen fra FDM, der er ny formand for juryen, der varetager opgaven – og for første gang er det den amerikanske producent Jeep, der tager trofæet.

LÆS OGSÅ | Jeep Avenger – et (lille) elektrisk eventyr til Europa

Det er ingen stor Grand Cherokee med mange hestekræfter og kompliceret firehjulstræk, der får titlen som Car of the Year 2023, men den langt mere interessante Avenger. Avenger er den første elbil fra Jeep, og den er både kompakt og skal sælges til attraktive priser i Danmark.

Jeep Avenger kommer til Danmark i løbet af foråret til priser fra cirka 300.000 kr.

Rækkevidde på 400 km og priser fra cirka 300.000 kr.

Avenger, som i øvrigt ikke hverken er udviklet eller bygget i USA, men i stedet i Europa, er en kompakt crossover, som ser større ud på billeder, end den i virkeligheden er. Avenger er perfekt til det europæiske kontinent: Ikke længere end en VW Polo (408 cm lang), men 10 cm højere og med noget mere frihøjde.

Den lille Jeep er udviklet på samme teknik, som danskerne allerede kender fra Opel Mokka-e, Peugeot e-208/e-2008 og Citroën ë-C4. Avenger er en af de første af bilerne på den tekniske platform, som kommer med større batteri, opdateret elmotor og længere rækkevidde.

LÆS OGSÅ | Peugeot e-208 rammer 400 kilometer

Elmotoren, som driver forhjulene, har en effekt på 156 hk, og batteriet på 54 kWh leverer en rækkevidde på 400 kilometer.

For Jeep kan Avenger blive et vendepunkt i Europa og dermed også Danmark. Med titlen som Årets Bil i Europa er den blåstemplet, allerede før den kommer til salg, og da priserne skal starte på cirka 300.000 kr. vil mange danskere have råd til den “amerikanske” Jeep. Designet vil helt sikkert også gøre en positiv forskel.

Vinder titlen foran VW ID. Buzz og Nissan Ariya

Den nye Jeep Avenger snupper den prestigefulde titel foran flere stærke konkurrenter. Med 328 point og 21 førstepladser blandt de 57 jurymedlemmer ligger Avenger komfortabelt foran nummer to. Andenpladsen går til Årets Bil i Danmark 2023, VW ID. Buzz, som får 241 point og 16 førstepladser.

LÆS OGSÅ | VW ID. Buzz er Årets Bil i Danmark 2023

På plads nummer tre får Nissan Ariya 211 point, mens plads nummer fire går til Kia Niro med 200 point. Renault Austral får 163 point, mens Peugeot 408 løber af sted med 149 point.

På sidstepladsen i finalen ligger den skuffende nyhed fra Toyota, elbilen BZ4X, som sammen med sin søstermodel Subaru Solterra får 133 point.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS