januar 30, 2025

Elon lover billig Tesla i 2025 – og et helt vildt 2026

Tal fra 2024 viser, at Tesla for første gang nogensinde har set en nedgang i antallet af solgte biler sammenlignet med året forinden. Det tager Elon Musk dog med ophøjet ro.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen

Tesla trak tæppet væk under alt og alle i 2023 med drastiske prisnedsættelser. En manøvre, der sikrede dem solide salgstal, som de ikke har formået at følge op på i 2024. Salgsnedgangen er på ikke ildevarslende 1 procent, da totalsalget i 2024 endte på 1,79 millioner biler mod 1,81 millioner biler i 2023.

Alligevel giver nedgangen anledning til spørgsmål fra investorer. Spørgsmål, som Tesla og Elon Musk i går besvarede på et telefonmøde, et såkaldt Earnings Call, med netop investorer og aktionærer i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet.

En øget konkurrencesituation fra særligt kinesiske bilmærker har i 2024 presset Tesla, mens en generelt dalende efterspørgsel på elbiler i Europa såvel som på hjemmemarkedet i USA også har hæmmet salget – og det er, ifølge Musk, helt som forventet. En eller flere billigere modeller og en selvkørende taxa vil dog vende udviklingen drastisk allerede i løbet af 2025. Og det er kun en forsmag på 2026.

Billigere Tesla i 2025

I foråret 2024 skrev vi på Bilbasen om Teslas tilsyneladende skrinlagte planer om en billig elbil. En potentiel Tesla Model 2. Flere kilder berettede til nyhedsbureauet Reuters, at al arbejde på den billige elbil blev droppet til fordel for den selvkørende taxa, Cybercab, som Musk præsenterede blot et par uger efter.

Selv kaldte Elon Musk de svirrende rygter for løgn, og det understreger han nu ved at bekræfte, at der faktisk er billigere Teslaer på vej. De billige modeller omtales i flertal og forventes at gå i produktion allerede i løbet af første halvår 2025. Bilerne vil ifølge Tesla bygge på dele af Model 3 og Model Y såvel som den nye arkitektur, som også Cybercab vil køre på. Altså, en evolution af eksisterende produkter mere end en spritny lancering, som det var rygtet med Model 2.

Og apropos Cybercab, så har den selvkørende taxa også en bærende rolle i at vende udviklingen og øge salget i løbet af 2025. Allerede fra juni i år vil de første førerløse hyrevogne kunne opleves på gaden i Austin, Texas. På telefonmødet med investorerne forsikrer Musk, at Tesla går forsigtigt frem, selvom præsentationen finder sted om under et halvt år.

De billige Tesla’er, der eftersigende lanceres i år, vil øge salget med 20-30 procent, og sammen med Cybercab sikre et profitabelt 2025, siger Musk. Det er dog ingenting i forhold til det ‘episke’ 2026 og 2027, der ligger i vente. Her vil kunstig intelligens og en menneskelignende robot for alvor sende Tesla i kurs mod at blive den mest værdifulde virksomhed i verden. Store planer, som fylder mere på telefonmødet end nærmere specifikationer på de billigere modeller.

Om lanceringsplanerne for de billigere biler fra Tesla holder stik bliver spændende, da det amerikanske mærke før har haft en lemfældig omgang med lanceringstidspunkter. Cybertruck skulle lanceres i 2021, men kom til verden i 2024, mens verden stadig venter tålmodigt på Roadster, der var planlagt til 2020.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Den lille Kia EV2 er på vej

EV3 får kun lov at være den mindste elbil fra Kia i en kort periode. En mindre model, EV2, er godt på vej, og sidst i februar vises konceptudgaven sammen med den færdige udgave af EV4.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS