juni 12, 2024

EU i åben toldkrig med Kina: op til 38,1 procent told på kinesiske elbiler

EU-kommisionen foreslår en ny told på kinesiske elbiler, som går helt op til 38,1 procent, som lægges til de eksisterende 10 procent. Det vil gøre mange nye biler langt dyrere.

TEKST OG FOTO Morten Bek

I EU-kommissionen har man ikke meget til overs for kinesiske bilproducenter. EU-kommisionen mener, at mange kinesiske bilproducenter, en række af dem statsejede, er så kraftigt understøttede af det kinesiske statsapparat, at det skævvrider konkurrencen for elbiler på det europæiske markeder. De kinesiske bilmærker, er EU-kommisionens holdning, sælges simpelthen for billigt.

Siden den 4. oktober 2023 har EU-kommisionen undersøgt forholdene omkring subsidier og anden støtte til kinesiske bilmærker. Målet har været at finde frem til, om der skal ekstra told på elbiler produceret i Kina.

I dag ligger konklusionen klar, og den lægger op til åben toldkrig med Kina: op til 38,1 procent ekstra told på elbiler produceret i Kina. Den nye procentsats, som sandsynligvis træder i kraft med tre måneders tilbagevirkende kraft den 4. juli, kommer oven i de 10 procent told, EU allerede har på de kinesiske biler.

Flere store bilproducerende lande, som Frankrig og Tyskland, har fra starten protesteret mod ekstra told og direkte frarådet en højere told. En høj told vil føre til, at Kina svarer igen med en højere told end de 15 procent, der lægges på biler fra EU. Det kan koste mange milliarder for bilmærker som BMW og Volkswagen.

Hvad kommer de nye toldsatser til at betyde?

EU-kommisionens forslag er og bliver et forslag, og det skal vedtages af medlemslandene efter eventuelle diskussioner med Kina om mere gennemsigtighed. Hvis ikke, vil den ekstra told altså blive pålagt med tilbagevirkende kraft fra 4. juli.

Men der er ikke tale om en, fast toldsats på kinesiske elbiler. EU-kommisionen har udfærdiget og udfærdiger stadig specifikke toldsatser for biler produceret i Kina. Et bilmærke kan blive ramt af en langt lavere sats end et andet. Også biler fra Tesla, Polestar, Honda og andre mærker vil blive ramt, da de producerer biler i Kina.

Kommisionen lægger vægt på, om bilproducenterne har samarbejdet i processen, og toldsatsen afhænger af, hvor meget kommisionen mener, en bilproducent er støttet af den kinesiske stat. Hvis producenten har samarbejdet, men ikke er blevet undersøgt i dybden, pålægges en gennemsnitlig told på 21 procent.

BYD vil blive pålagt en told på 17,4 procent, mens det ser langt værre ud for SAIC, som blandt andet har det populære bilmærke MG. Her ligger toldsatsen på de maksimale 38,1 procent. Hos Nellemann Group, som importerer og sælger MG i Danmark, er man afventende.

“Det er for tidligt at sige noget om den fremtidige prissætning af vores MG-modelprogram. Vi har endnu til gode at få bekræftet, hvordan de øgede importtoldsatser vil ramme markedssituationen. Når der er afklaring på alle markedsforhold, vil vi i tæt samarbejde med MG-koncernen agere på den aktuelle situation,” siger Lene Mejdal Iversen, som er pressechef hos MG.

XPeng: bestilte biler kommer ikke til at stige i pris

Hos XPeng, som for tiden har succes med at sælge den store G9 i Danmark, kan man endnu ikke sige, hvad de nye toldsatser betyder for priserne på mærkets biler.

“XPeng har selvfølgelig samarbejdet med EU-kommisionen. Vi ved, ærligt talt, endnu ikke, hvad de nye toldsatser får af betydning for priserne i Danmark. Intet er mejslet i sten, så det er stadig åbent, hvad der kommer til at ske, men det er et faktum, at det er forbrugerne og den grønne omstilling, der vil tabe i det her spil,” forklarer Mathias Brandt, pressechef hos XPeng.

“En ting er sikker i forhold til vores priser: man kan ikke bare lægge en procentsats til en bils nuværende pris, eksempelvis 20 procent, for der er mange ting at tage i betragtning. Det er også meget vigtigt for XPeng at slå fast, at allerede bestilte biler får kunderne til den pris, der er aftalt. Ingen skal sidde og føle, at de har bestilt en bil og ikke kender prisen.”

Tesla, som producerer modellen Model 3 i Kina til det europæiske marked, er et af de bilmærker, som har bedt EU-kommisionen om en individuel kalkulation i forhold til toldsatserne. Alle bilproducenter, som producerer i Kina, men som ikke er undersøgt i dybden af EU-kommisionen, kan bede om en såkaldt accellereret gennemgang for hurtigst muligt at komme til at kende toldsatsen.

Hvis den nye toldsats eksempelvis – og dette er et tænkt eksempel, som Bilbasen har lavt – rammer MG4 Long Range Luxury med de forventede 38,1 procent, kan bilen i teorien stige fra 244.999 kr. til cirka 339.000 kr. BYD Seal, som koster 349.995 kr. i basisudgaven, vil med 17,1 procent yderligere told koste cirka 410.000 kr. Det er, som allerede nævnt, teoretiske priser, hvor vi ikke har taget højde for andet end den nuværende pris og de nye toldsatser.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS