Den lille Kia EV2 er på vej
EV3 får kun lov at være den mindste elbil fra Kia i en kort periode. En mindre model, EV2, er godt på vej, og sidst i februar vises konceptudgaven sammen med den færdige udgave af EV4.
TEKST OG FOTO Morten Bek
Bilbasen var inviteret til Kina af Chery International
Kinesiske bilmærker brænder efter at komme ind i Danmark, og danske bilimportører står klar med åbne arme. Men ikke alt hvad der skinner, er guld. Med Aiways og Nio er der allerede to kinesiske mærker i Danmark, som har fået en ordentlig lussing. Aiways har ikke produceret biler i en lang periode, og Nio har efter et katastrofalt ringe salg fyret det meste af den danske stab.
Der er mange kinesiske mærker at tage af, og der kommer hele tiden nye til. Selv mobiltelefonproducenter som Huawei og Xiaomi er begyndt at lave elbiler. Simpelthen fordi, det er nemt, og fordi der er meget teknologi tilgængeligt på markedet, hvilket begrænser egenudvikling.
Kina har dog også bilproducenter, som ikke er kommet til verden i går. Hongqi er den ældste, mens Geely, Dongfeng og Chery er nogle af de mest kendte og erfarne. Chery har eksisteret siden 1997 og har i årevis været det kinesiske mærke, der har sendt flest biler ud på importmarkeder. Ikke i Danmark, men det kommer snart til at ændre sig.
Jeg er rejst til Kina med Chery for at se på nye mærker, modeller og store planer for europæisk udrulning. Inden jeg er kommet til dette punkt, startede det med en besked på LinkedIn fra en kinesisk kvinde, Jasmine Kim, som jeg aldrig tidligere var stødt på. Var det en falsk profil?
Jasmine Kim eksisterer, og hun følger mig og to kolleger rundt i Kina i halvanden uge. Først på den store biludstilling Auto China i Beijing, som jeg har skrevet om i artiklen, som du finder herunder. Dernæst til Chery-hovedkontoret i den mindre millionby Wuhu, som ligger fire en halv time i lyntog fra Beijing.
LÆS OGSÅ | Auto China i Beijing er vild og forvirrende
Chery har store planer. Men hvem har ikke det? Det etablerede mærke kommer dog ikke til Danmark under eget navn. Det skal foregå med to nye, forskelligartede mærker, som ikke findes i Kina. Omoda og Jaecoo.
Chery vil snart afgøre, hvem der skal sælge de to mærkers biler i Danmark, fortæller den markedsansvarlige for Omoda og Jaecoo i Danmark, Paul Peng. Chery er i forhandling med bl.a. Andersen Motor (Aiways og Suzuki) og Nic. Christiansen (BYD, Hyundai med flere). Som journalist kan man spørge, men ikke få svar, når det kommer til, hvordan det går med forhandlingerne.
Chery eksporterede i 2023 mere end 1,8 millioner biler, og på trods af at Omoda og Jaecoo kun har eksisteret i et års tid, har mærkerne til sammen solgt cirka 168.000 biler. Det skal vokse til langt højere tal i det kommende år, og danskerne skal give deres bidrag til forretningen.
Paul Peng fortæller, at de to mærker i løbet af det første år i Danmark skal opnå 1 procent af markedet for personbiler. Det er en andel, som målt i forhold til det samlede salg i 2023, vil svare bil cirka 1.700 biler.
Det er rigtig mange biler, når man kommer med to helt nye bilmærker, som de færreste har den mindste viden om. At Omoda og Jaecoo kan ende med så mange biler i løbet af det første år i Danmark – omtrent fra oktober i år – har jeg svært ved at se.
LÆS OGSÅ | MG Cyberster melder sin ankomst i Danmark
Det er ikke umuligt. Omoda og Jaecoo har hver især nogle styrker, og som en stor og erfaren koncern har modermærket Chery også noget at tilbyde. Der vil være syv års fabriksgaranti op til 150.000 km på bilerne, som hos Kia, og bilerne vil være proppet med udstyr.
Det giver intet, hvis modellerne er de forkerte, og priserne er for høje. Her får jeg intet konkret fra Paul Peng. Omoda, som bliver først af de to mærker i Danmark, ser han som konkurrent til Kia, Hyundai og Peugeot.
Omoda 5 EV bliver den første af de nye kinesiske biler i Danmark, og jeg har chancen for en meget kort tur på en p-plads i Wuhu. Omoda 5 EV er en crossover, der har et pænt design, som gør den mere moderne end MG ZS EV, og den er 100 procent elektrisk. En benzinmodel findes også, men den skal vi ikke regne med at se i Danmark.
I den Qashqai-store Omoda 5 EV er der god plads, og så er der, selvfølgelig, store skærme til instrumentering og infotainment. Bilen her er afstemt til det kinesiske marked, så styretøjet er løst og dækkene nægter at gribe i den tørre asfalt under fuld acceleration. Motoren yder 204 hk, batteriet er på 60,1 kWh men rækkevidden på cirka 430 kilometer – målt efter ”vores” standard i Europa, WLTP – er ikke til andet end et træk på skulderen. Opladning med op til 80 kW er ekstremt skuffende, og her kunne mærket ellers have hævdet sig, hvis lynladning foregik med høj hastighed.
Det er mere positivt, at Chery har overtaget en Nissan-fabrik i Spanien, som mod slutningen af i år skal samle Omoda 5 EV, der ankommer til fabrikken i dele fra Kina. Det er ikke decideret europæisk produktion, men det kan langsomt ændre sig.
Den kinesiske elbil kommer i et udstyrsniveau og i et begrænset antal farver, så den er nem at have på lager. Den skal sælges på design, udstyr og garanti, siger Paul Peng, men hvis ikke prisen bliver markant lavere end for biler som Kia Niro EV og Hyundai Kona EV, har den ikke mange chancer. Den skal også ses i forhold til Honda E:Ny1, som efter en heftig prisnedsættelse fås fra 255.000 kr. med servicekontrakt.
Jaecoo er sværere for mig at blive klog på under besøget i Kina. Mærket har ingen elbiler klar til det europæiske marked og satser først og fremmest på plug-in hybrider. Det til trods for, at interessen for plug-in hybrider bliver mere og mere svag. I første kvartal 2024 tog de del-elektriske modeller kun 4,7 procent af markedet.
At Jaecoo skal starte med en eller to store modeller, J7 og J8, er et selvmål. J7 skal ses som en konkurrent til Ford Kuga og Hyundai Tucson, men den kinesiske repræsentant for Danmark indrømmer, at den kan blive dyr. Hvorfor så ikke skrotte planerne? Fordi Jaecoo tilsyneladende slet ikke har en elbil i udvikling til Europa.
Enhver kan se, at det er en dårlig forretningsplan. Alligevel vil Chery introducere Jaecoo i Danmark, hvis jeg skal tro Paul Peng. Faste planer virker dog mere som måske-planer. Der findes nemlig en virkelig interessant Jaecoo, som jeg tager en kort tur i. Det er dog umuligt at gennemskue, om den vil blive videreudviklet til at klare europæiske krav. Bilen, der er tale om, er Jaecoo J6, som er en elektrisk SUV på 4,4 meter med firkantet karrosseri. Den kan du læse mere om inden længe.
Den omdiskuterede ekstratold på biler fra Kina diskuteres hos Chery. Paul Peng fortæller, at der regnes på ekstra told på 10, 20 og helt op til 30 procent. Mere kan han ikke sige.
Et besøg hos Chery i Kina er et besøg i forvirringens land. Der er håb og muligheder, men også drømmelignende planer for to nye bilmærker. Introduktion af Omoda og Jaecoo i Danmark kræver mere end bare mange og gode forhandlere, for konkurrencen er hård og kunderne krævende.
Det kræver også gode produkter og gode planer for de produkter, og det er to ting, jeg ikke kan gennemskue, om Chery har.
EV3 får kun lov at være den mindste elbil fra Kia i en kort periode. En mindre model, EV2, er godt på vej, og sidst i februar vises konceptudgaven sammen med den færdige udgave af EV4.
Audi Q4 40 E-Tron er tilbage, og denne gang spiller den basismodel med 204 hestekræfter og rækkevidde op til 412 kilometer. Som Sportback klarer den op til 423 kilometer på en opladning.
Udviklingen går fortsat i en positiv retning for danske elbilejere. Ny statistik viser nemlig, at antallet af offentlige ladestandere vokser hurtigere end antallet af elbiler.
Det kører generelt ikke særlig godt for kinesiske bilmærker i Danmark. 2024 var et fint år for nogle få kinesiske mærker, men starten på 2025 ser ikke godt ud.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2025 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.