juni 12, 2024

Første tur: XPeng G6 er den kinesiske Tesla Model Y

Den nye XPeng G6 ikke bare ligner Tesla Model Y – den har også mange af de samme dyder. Vi tager den første tur i den elektriske nyhed.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Bilbasen var inviteret til Holland af XPeng

Man kan ikke sige elbil uden at sige Tesla. Om man kan lide det amerikanske mærke, eller mærkets kontroversielle hovedperson, eller ej, så har Tesla haft en uvurderlig betydning for udviklingen af elbiler. Hvis Tesla aldrig var blevet til noget, ville elbiler generelt have været mindre effektive og mere uinteressante i dag.

Afsmitningen fra Tesla er stor, og den nye XPeng G6 er på mange måder en klon af den allestedsværende Model Y. Aerodynamisk, slikket design. Et interiør blottet for knapper (der er lidt flere i G6 end i Model Y). Effektiv og prisbillig teknologi. Lynhurtig opladning. Alt i udstyr inkluderet i en lav pris. Det lyder som Tesla, det er Tesla – og det er nu også XPeng.

G6 starter på 339.990 kr., som i skrivende stund gør den lidt dyrere end Model Y, og G6 er også 20 kilometer bagud på rækkevidde. Basismodellens 435 kilometer er bare til et træk på skulderen, så for sindsroen og gensalgsværdiens skyld er det baghjulstrækkeren med 570 kilometer rækkevidde, der koster 369.990 kroner, man skal vælge.

Orange eksplosion

Ved pressepræsentationen i Holland, et af de mindst interessante lande i Europa at køre bil i, står en række G6’ere i den vildeste orange lakering. Går man tæt på, er der glinsende blå metalstykker i lakken. Farven ser helt forkert ud, men testbilerne er farveglade, fordi man hverken kan vælge rød eller blå. G6 kommer i vulgær orange eller bedrøvelig hvid, grå eller sort.

Hvis man synes, Model Y-designets runde og buttede form er fed, vil man elske G6. Den er også buttet og rund. Rund er også lig med anonym, og G6 kunne være en faceliftet Model Y. Eller en hvilken som helst kinesisk bil. Fronten er meget lav, bagenden meget høj, og jeg ser intet af det elegante fra den større XPeng-model G9 i G6.

Fra Model Y har G6 også sin karrosserilængde. 475 cm er i toppen af klassen, og de forventede gode pladsforhold er så gode, som de bør være for så stor en bil. Ikke at G6 har et kæmpe bagagerum, men fire voksne kan køre langt uden at gå hinanden på nerverne.

Infotainmentsystemet med en touchscreen på cirka 15” bruges til at justere sidespejlene. Som i Model Y. Men ikke rattet, som i G6 justeres manuelt, hvor det hos Tesla sker med elektrisk hjælp. Infotainmentsystemet er hurtigt og fyldigt, og det er nemt at finde rundt i, som det er i Model Y. XPeng har ikke ødelagt køresikkerheden ved at spare instrumenteringen foran førerpladsen væk.

G6 er mærkbart billigere udført i kabinen end storebror G9. Det stilrene interiør har den materialekvalitet, der skal til i klassen, men egentlig ikke bedre end det. Og det er ikke noget at være træt af, for G6 er lavet til en langt lavere pris end G9, så det ville være underligt, hvis ikke der var stor forskel.

Hvad interiøret ikke har i wow-effekt, har det i udstyr. Massage i sæderne har G6 ikke, men el-justerbare forsæder med ventilation og varme, varme i rattet, varme i bagsædet, 360 graders kamera, panoramaglastag og fuld sikkerhedspakke er standard. Et stort lydsystem med 18 højttalere er også inkluderet, men det har ikke nær samme slagkraft som anlægget i Model Y. Udvendigt får man 20” alufælge som en del af pakken, jeg godt kunne undvære.

Uinspirerende køreoplevelse

Det er 20” eller ingen G6. Den større G9 kommer i to ud af tre varianter med 19” hjul, og G6 burde også have mindre fælge – mindre fælge med mere gummi. Der er ingen luftaffjedring eller andet i den adaptive genre til at hjælpe G6 til en affjedring, der ikke helt er komfortabel nok. Men så stiv som en Model Y med 20” hjul er kineseren ikke, så noget positivt er der at sige om affjedringen.

Hollands vejsystem er dræbende kedeligt, hvis man elsker at køre bil. Det er ikke dårligt vedligeholdt, så jeg kan en sjælden gang på turen finde et enkelt sving, hvor G6 kan vise, om den kan arbejde med kurverne. 

Det vil bilen helst ikke. Topmodellen Performance vil bare mose ind i svingene med sine 476 hk som en elefant på rulleskøjter. Styretøjet er let, og hjulene kan være på vej i en anden retning, uden at jeg ville opdage det. Jeg hylder ikke det rigeligt aktive styretøj i Model Y, men G6-styretøjet er ganske enkelt kørt så langt i modsatte retning, at det irriterer mig på hele turen.

De fuldstændig uinspirerende køreegenskaber passer bedre sammen med færre hestekræfter. Jeg når at tiltuske mig en halv time i mellemversionen med baghjulstræk, G6 RWV Long Range, som har 286 hk og et mere end rigeligt drejningsmoment på 440 Nm. Det er “kun” 30.000 kr., man kan spare i forhold til Performance-versionen. Det er 30.000 kr., der er bedre brugt på en ferie eller en ladeboks.

Den hurtigste til at lade op

XPeng har i stedet brugt sin nye platform, SEPA 2.0, til at gøre G6 til en effektiv. Effektiv i omgang med strømmen og effektiv under opladning. Det ville være en tilsnigelse at sige, at Model Y lader langsomt, men der er grænser i forhold til Teslas platform med 400V-teknologi. I G6 er systemet baseret på hurtigere 800V-teknologi, som sparer vægt og giver opladningen et spark.

Med batterikapacitet på 87,5 kWh kan G6 RWD Long Range og G6 Performance lade med op til 280 kW ved en DC-lader, der kan levere så meget strøm. 10-80 procent på 20 minutter er det, XPeng lover, og i uafhængige ladetest imponerer bilerne fra XPeng altid. Det er en stor bonus, hvis man bruger meget tid på motorvejen og helst ikke vil bruge tid på at lade op.

Selv om den europæiske WLTP-målecyklus er notorisk kendt for at være optimistisk og ikke virkelighedsnær nok for os i Norden, så skulle den effektive drivlinje i G6 sørge for, at elbilen kommer mere end almindeligt tæt på de lovede tal.

Den effektive drivlinje kan ikke sørge for, at G6 har et harmonisk design eller rigtig gode køreegenskaber. Den føles som en brugsgenstand og ikke en bil, der umiddelbart lægger op til fornøjelse eller en ekstra søndagskøretur. Men med Model Y har Tesla allerede bevist, at det er noget, der kan sælge rigtig mange biler, når priserne er lave og udstyrsniveauet er højt.


SPECIFIKATIONER

XPeng G6 Performance 

Motor: Elmotorer (for og bag)
Ydelse: 476 hk/660 Nm
0-100 km/t: 4,1 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 17,9 kWh/100 km
Rækkevidde: 550 kilometer
Batteristørrelse: 87,5 kWh
Ladekapacitet: 280 kW
Mål: 475/192/165 cm
Køreklar vægt: 2.120 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 571-1.374 liter

Pris: 399.990 kr. (G6 fås fra 339.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995/4.645 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte elbiler til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS