januar 19, 2024

Første billede af elektrisk Jeep Wagoneer S med 600 hk

Den store Wagoneer S bliver den anden elbil fra Jeep. Vi ser den i sin fulde form senere i 2024, men allerede nu lover amerikanerne masser af hestekræfter og gode terrænevner.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Avenger var den første elektriske Jeep, og den lille elbil er skabt i Europa til europæiske kunder. Den næste elektriske Jeep bliver til en langt større del af verden, og den bliver en langt større bil.

Det er ingen hemmelighed, at Jeep har flere nye elbiler på vej. Med Avenger som første skridt går turen videre her i 2024 med den store Wagoneer S, som vi nu har første billede af. Det tredje skridt på den elektriske rejse for Jeep er Recon, som bliver som en Wrangler – bare på el.

Jeep løfter først senere i år sløret for mere end frontdesignet og nogle få detaljer omkring Wagoneer S. Der er ingen tvivl om, at hvor Avenger hører til i den prisbillige ende som mini-crossover, bliver Wagoneer S en stor elbil, der skal konkurrere med topmodeller fra Audi, BMW og Mercedes.

600 hestekræfter og gode muligheder, når asfalten slutter

Kun det øverste billede af Wagoneer S (det mørke billede af fronten) er nyt og viser den amerikanske elbil i et produktionsklart format. De andre billeder er skabt på computer for flere år siden og viser visionen for bilen. At dømme efter det nye billede, bliver den endelige Wagoneer S en tro kopi af det, Jeep viste for flere år siden.

Jeep har, som medlem af det enorme Stellantis, adgang til nye elbilsplatforme, og Wagoneer S vil derfor køre med en af de nye STLA-platforme. For at holde Jeeps DNA intakt, vil firehjulstræk være standard, og Jeep lover, at Wagoneer S kommer med flere systemer, der gør terrænkørsel nem.

Amerikanerne lover også en høj ydelse. 600 hestekræfter og 0-100 km/t på cirka 3,5 sekunder. Det er meget sandsynligt, at der bliver plads til udgaver med færre hestekræfter.

Først til amerikanerne, så til andre folkeslag

Wagoneer S er klar til at gå i produktion, så den kan komme på markedet i efteråret, men på det tidspunkt er bilen kun for amerikanske kunder. I andre dele af verden kommer den “senere”, og det betyder, at den nok ikke får udrejse fra USA før i 2025.

Den anden og meget kantede bil på billederne er den tredje elbil hos Jeep, den terrænfokuserede Recon. Her er der også tale om gamle billeder af en bil, der viser visionen. Her viser Jeep klare træk fra Wrangler, men alligevel et design, som har sin egen identitet.

Recon, der vil blive en af de første elbiler i verden dedikeret til terrænkørsel, får formentlig først premiere i 2025.

Del artikel:

Brugte biler fra Jeep til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS