Langtidstest: Renault Scenic E-Tech – Introduktion
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
TEKST Simon Hallenslev FOTO Nissan PR
Bilbasen var inviteret til Portugal af Nissan Danmark.
Nissan påstår hårdnakket, at det var dem, der skabte C-SUV segmentet med den første Qashqai i 2007. Set med europæiske briller har den i hvert fald domineret segmentet med både første og anden generation, hvor Qashqai også i Danmark har været den mest solgte model i perioder.
Selvom konkurrentbilledet har ændret sig gevaldigt for tredje generation, der så dagens lys i 2021, sælger Qashqai fortsat godt i Europa. Tager man de elektriske konkurrenter ud af ligningen, så dominerer Nissan Qashqai faktisk stadig med over 350.000 solgte eksemplarer siden introduktionen af netop tredje generation.
Spørgsmålet er, hvor længe elbilerne så kan holdes ude af ligningen. Med et friskt 2024-facelift gør Nissan hvad de kan for at opretholde populariteten og give Qashqai et par år mere i manegen. Jeg ser, om det er lykkes, når jeg kører første tur.
Når elbilerne opdateres, er det typisk med opdateret software, nye elmotorer eller større kapacitet i batteriet uden de store optiske overhalinger. Med Nissan Qashqai er det omvendt. Den højbenede darling har fået et nyt look indvendigt såvel som udvendigt, mens motorprogrammet består.
Fronten på Nissan Qashqai er helt ny med en større kølergrill, der stadigvæk samles i en V-form, men med et betydeligt bredere gab. Den nye grill smelter bedre sammen med de nye LED-forlygter, der, foruden at være smallere og mere kantede, også er skarpere og mere effektive. Baglygterne står i samme design men nu med klart lygteglas med mere effektiv LED-teknologi.
Derudover er det småting med nye kofangere, indfarvede skærme i udstyrsvarianten N-Design, tre nye fælg-designs og tre nye lakfarver.
Motormæssigt får Danmark glæde af den samme 1,3-liters benzinmotor som før. Den yder 140 hk med manuelt gear eller 158 hk med den trinløse automatgearkasse, X-Tronic. Hybridvarianten E-Power med 190 hk er stadig for dyr til Danmark, hvilket er en skam, fordi systemet både er velfungerende og økonomisk.
Kabinen er også opdateret med en let revurdering af opsætningen samt nye og mere bløde materialer, der blandt andet tæller alcantara i højere udstyrsvarianter. Instrumentbord, midterkonsol og dørsider er gået et trin eller to op på kvalitetsstigen, så de står med en anden tyngde og generelt giver en oplevelse af en nydelig kabine.
Den kvalitetsmæssige opdatering er foretaget ganske uden at forpurre den helt no bullshit-agtige brugervenlighed, der utvivlsomt er med til at gøre Qashqai til en darling. Der er overskuelige dreje- og trykknapper til alle de funktioner, man bruger til hverdag, hvorfor Qashqai er en let fryd at betjene.
Foruden lidt ambientebelysning, som Qashqai nu også fås med, er kabineopdateringen intet kvantespring. Det er dog kun indtil man går på opdagelse i infotainmentsystemet.
Qashqai overhaler sin elektriske søster Ariya indenom og får Google indbygget i infotainmentsystemet som den første model fra Nissan. Det giver adgang til Google Play, hvor alle ens yndlings-apps kan hentes, hvis man skulle få lyst til at bruge Waze eller Soundcloud i stedet for Google Maps og Spotify, der ligger i systemet fra start.
Med Google i hjernen på Qashqai får man også Google Assistant som stemmestyring, der løbende bliver klogere og bedre med opdateringer. Skal sædevarmen tændes eller den nærmeste McDonalds findes, siger man blot ‘Hey Google’ efterfulgt af sit ønske. Så klarer systemet resten.
Selvom trådløs Apple CarPlay og Android Auto følger med Qashqai, så er det svært at forestille sig, hvorfor man skulle bruge strøm og data på dét. I sin Qashqai kan man logge direkte på sin Google Account og derfor forblive ajour med kontakter og kalender. Google tilføjelsen får mig totalt til at glemme, at selve Nissans eget system er lidt bedaget, fordi man blot forbliver i sine apps.
Af andre tekniske ændringer kan nævnes et nyt 12,3” display til digital instrumentering, der har, hvad man skal bruge, mens et nyt 360 graders kamera giver parkeringshjælp fra otte punkter i stedet for fire. Det betyder, at man kan se gennem kølerhjelmen og ned på sine fordæk, hvilket er særligt behjælpeligt ved stride kantsten eller indkørsel i vaskehal.
Der er, som nævnt, ikke super meget at berette om motor, gearkasse og undervogn, der står uændret. Til testkørslen har Nissan planlagt en smuk, kringlet og krævende landevejsrute, der, i enhver anden anmeldelse, ville give anledning til et langt afsnit om køredynamik.
Nissan Qashqai er imidlertid en højbenet bandit til Hr. og Fru Danmark, der er sat op til rolig komfort. Intet ved Qashqai giver anledning til at køre friskt på den ellers glorværdige rute. I stedet nyder jeg omgivelserne i Algarve og noterer, at Qashqai stadig er fint komfortabel, selvom de 20″ alufælge er for store. Styretøjet er forholdsvist let og stadig rimeligt sjasket, når det kommer til føling med forhjulene.
Ét komfortelement er i forbindelse med faceliftet blevet opdateret, og det mærkes på det stykke motorvej, der dukker op efter landevejsruten. Med tykkere ruder og et bedre isoleret instrumentbord er Qashqai mere tyst i kabinen ved motorvejshastighed. Vindstøjen kvæles næsten totalt, mens de 20” store alufælge dog kaster noget vejstøj fra sig. Her bør man altså gå efter en mindre fælg.
Kan man nøjes med manuelt gear og 140 hk fra 1,3-liters motoren, så starter Nissan Qashqai Acenta fra 299.900 kr. Med X-Tronic automatgear og 158 hk løber samme Acenta-udstyrsvariant op i 334.900 kr.
Selv forudser Nissan, at udstyrsvarianten N-Connecta kommer til at stå for størstedelen af salget med en pris fra 349.900 kr. Denne efterfølges forventeligt af Tekna-varianten, der er endnu bedre udstyret, og som starter i 379.900 kr. Det samlede overblik over standard- og ekstraudstyr lader vente på sig, og vil blive opdateret, når det offentliggøres af Nissan Danmark.
Selvom vi i Danmark er bidt af en elektrisk ål med elbilkøb som eneste bivirkning, så er det ikke alle i Europa, der helt er med på den galej endnu. Det er dem, der skal give Nissan Qashqai et par år mere i rampelyset, og med denne opdatering kan jeg ikke se, hvorfor den ikke skal få det.
Nissan Qashqai er blevet skarpere at se på, har fået blødere materialer i kabinen og er blevet tilført et ordentligt skud modernitet med hjælp fra Google. Med elektriske klassekonkurrenter som Tesla Model Y, Skoda Enyaq og VW ID.4, der i Danmark kan tilbyde mere plads og udstyr til samme penge, er den danske storhedstid nok forbi. Men det betyder ikke, at det er slut for Qashqai, der er klar til en tur mere.
Motor: R4 benzin, 1.332 cm3
Ydelse: 158 hk / 270 Nm
0-100 km/t: 9,2 sekunder
Tophastighed: 199 km/t
Forbrug: 15,9 km/l
CO2-udledning: 141-145 gram/km
Mål (L/B/H): 442/183/162 cm
Køreklar vægt: 1.468 kilo
Trækvægt: 1.800 kg
Bagagerumsvolumen: 504-1.447 liter
Pris: 379.900 kr. (Qashqai fås fra 299.900 kr)
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
Hyundai Ioniq 9 er både stor i størrelsen og stor på rækkevidde. Den nye syvsæders elbil fra Hyundai er over fem meter lang og har en rækkevidde op til 620 kilometer.
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
BMW har brug for en ny iX3 her og nu, men produktionen af den nye elektriske SUV starter først i slutningen af 2025 på fabrikken i Ungarn – og den eksisterende iX3 udgår nu af produktion i Kina.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.