maj 23, 2022

Første tur: Kia Niro er stadig en folkets elbil, men nu ser den også fed ud

Kia Niro har været det pragmatiske valg. En rummelig, lige-ud-ad-landevejen elbil til en meget rimelig pris. Den nye er et endnu bedre valg – og så er designet også spændende denne gang.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Der er ingen grund til at lade som om, det det er legende let at skifte til el. Hvis man i 10, 20 eller 40 år har været vant til benzin- eller dieselbiler, og mest af alt hvor let det er at fylde brændstof på og komme videre, så skal der planlægning og overvejelser til, når bilen for første gang skal køre 100 procent på strøm.

Opladning. Opladningstider, standere og bokse, rækkevidde, batteriopvarmning. Det kan være, man nemt får styr på det hele. Men den nye elbil behøver så ikke samtidig være som at få besøg af en bil, som ser ud til at være kommet på besøg fra fremtiden. Den må gerne se almindelig ud, ligne en bil, som biler plejer at se ud. Uden gøgl, uden en underlig indretning uden knapper. Behøver jeg nævne navne her (det starter med V og ender på W)?

LÆS OGSÅ | Test: Gode ting kommer til den, der venter

Kia har forstået europæiske kunder meget bedre end mange europæiske bilmærker, når det kommer til elbilerne. Længe før de fleste mærker kunne sælge os danskere en prisbillig elbil, som egnede sig til hele familien, begyndte Kia at sælge E-Niro.

En elbil der er til at forstå

Den kompakte crossover har været lige præcis den elbil, mange kunne se sig selv i. Regulært design, rummelig kabine, rigtig meget standardudstyr, fine køreegenskaber – og lang rækkevidde. Op til omkring 455 kilometer på en opladning med det store batteri på 64 kWh.

Ved siden af den nye EV6, en elbil som det virker til samtlige danskere prøver at få fingrene i, begyndte E-Niro at se kluntet og kedelig ud. Kia hviler aldrig længere på laurbærene end nødvendigt, så efter fire år med E-Niro er der en ny elektrisk Niro: Niro EV. Nu ser den elektriske Niro alt andet end kedelig og kluntet ud.

Men er den koreanske elbil stadig det pragmatiske, praktiske valg, selv om designet har fået så stor fokus? Oslo er stedet, jeg får lejlighed til at finde ud af netop det.

Samme ydelse, men helt nyt batteri

E-Niro er blevet til Niro EV, men bag navnet gemmer sig en elbil med samme platform som før. Kia har valgt at udvikle videre på den eksisterende platform, som også bruges til hybrid og plug-in hybrid, og ikke bruge E-GMP-platformen fra EV6.

Det udløser forhjulstræk og en enkelt elmotor, og den elmotor yder også denne gang 204 hk. Udgaven med lille batteri og 136 hk udgår, i hvert fald på det danske marked, for den købte kun få danskere. Batteriet er en smule større end før, så det har kapacitet til 64,8 kWh i stedet for 64 kWh. Helt nyt og mere effektivt batteri, lover Kia, men rækkevidden stiger med beskedne 5 kilometer til cirka 460 kilometer.

Det er en stærk rækkevidde i forhold til elbiler som Citroën Ë-C4 (maksimalt 348 kilometer), Renault Megane Electric 40 kWh (300 kilometer) og VW ID.3 58 kWh (413 kilometer). På pris er Niro EV også denne gang en helt i gennem attraktiv bil. Både veludstyret og til en god pris, som du kan læse meget mere om via linket lige herunder.

LÆS OGSÅ | Ny Kia Niro: Elbil fra 310.000 kr., PHEV fra 290.000 kr.

Et sted på teknikarket for Niro EV stopper jeg op og tænker, jeg har set forkert. Men det er rigtigt, hvad er står. Niro EV må lade med maksimalt 72 kW. Den gamle kunne lade med op til 80 kW, og Kias egen EV6 klarer motorvejsfart, hvor Niro EV kravler af sted i byen: På EV6-dataarket kan den billigste EV6 klare op til 180 kW, varianter med det store batteri op til 240 kW.

Hvis man ikke holder af C-stolperne i kontrastfarve, er det godt at vide, at de som standard har samme farve som resten af bilen

EV6-kunder kan udnytte nye hurtigladere til hurtigt at komme videre, men Niro EV-kunder må hænge ud og finde på noget at lave i meget længere tid. 10-80 procent på batteriet tager mindst 43 minutter, mens EV6 med et meget større batteri fiser af sted efter bare 18 minutter.

Hvis opladning primært og næsten altid foregår hjemme, som kan ske med op til 11 kW, vil det være rimeligt at kigge på, at Niro EV har et lidt lavere forbrug end EV6 – og at man får 204 hk, masser af saft og kraft, i en rummelig og lækker bil for kun 309.900 kr. Den billigste EV6, med 170 hk og rækkevidde på 394 kilometer, koster mindst 329.900 kr. Niro EV er relevant, selv om EV6 nemt kommer til at overskygge den med sit design og opladningshastighed.

Den er stadig praktisk, men nu også spændende

Der er ikke noget galt med den måde, den første Niro så ud. Helt objektivt, så umuligt som det nu er, er den venlig, formet ud fra at give fire-fem personer god plads. Subjektivt set er den en af de mest kedelige biler, Kia har lavet siden Cerato. En elbil behøver ikke stikke ud, men den behøver altså heller ikke være kedelig med et twist af særhed.

LÆS OGSÅ | Test: Mercedes EQB står stærkt – selv på prisen

Føl dig fri til at kalde den nye Niro for sær. I det mindste er den ikke kedelig. Kørelyset i forlygterne skal ligne hjerterytmen, som den ser ud på en graf, og så er der de store paneler, som udgør C-stolperne. På Audi R8 hedder de blades, på Niro hedder de Aero-stolper. Et kig fra tæt på ruden i bagdøren afslører, at der er hul i gennem: Bag panelet er der luft, så vinden kan smyge sig den vej forbi til bagenden. Alt for aerodynamikken – og designet, selvfølgelig. Aero-stolperne kommer som standard i samme farve som resten af bilen, fra omkring årskiftet også som på billederne i kontrastfarve.

Hele praktisk-og-rummelig-aspektet er uændret. Forbedret, hvis jeg skal vurdere det uden lige at have den gamle Niro ved siden af til sammenligning. Bagsædet er til velvoksne mennesker og store teenagere. Der er seriøs plads deromme, og meget mindre end i den større EV6 er det ikke. Bagagerummet? Fornuftigt med 475 liter.

Kabine som i EV6. Bare i en budgetudgave

Der var heller ikke noget galt med interiørdesignet og -materialerne. Det hele var okay. Masser af standardudstyr har Niro altid haft, og det var en redning i et kedeligt landskab. Uden på nogen måde at nå EV6-interiøret til knæene, så går Niro fra okay til rigtig vellykket.

Første indtryk. Design direkte fra EV6. Andet indtryk. Mere budgetvenlige materialer og ikke helt så fedt design. De to sammenhængende skærme (10,25”) er mindre her end i EV6, og basismodellen har en 8” touchscreen, som sidder for sig selv. Hvordan det ser ud, ved jeg simpelthen ikke, for der er ingen billeder af basiskabinen.

Meget af det lækre og overbevisende fra EV6 er nået over i Niro. Det fede rat, drejevælgeren til gearkassen og panelet under infotainmentsystemet, der skiftevis styrer navigation/radio med videre, skiftevis klimaanlæg. El-betjent bagklap er kommet til som kærkomment udstyr, og et fint head-up-display direkte i forruden fås til to ud af tre udstyrsvarianter. Slet ikke så stort og fedt som i EV6, men fint og nemt at overskue.

De spøjse mønstre på kofangeren følger ikke med. De sidder kun på prototyper af Niro EV

Kører, som den altid har gjort

Delen af Niro, der virker til at have ændret sig mindst, er køreegenskaberne. Prædikatet Godt Nok passede fint til den gamle E-Niro, og Godt Nok kan også bruges denne gang. Jeg kommer konstant til at sammenligne med EV6, som har entydige køreegenskaber og en klippefast, god undervogn, men som noget uhyre sjældent ved en præsentation har Kia taget den gamle E-Niro med på turen, jeg kan prøve en tur i.

Derfor kan jeg sige ret præcist, at Godt Nok stadig er Godt Nok. Styretøjet kæmper med det høje drejningsmoment, når jeg planter foden tungt på speederen. Det er et funktionelt, ligegyldigt styretøj, som er til at leve med, når affjedringskomforten er helt fin. Det er den. Både i den gamle som den nye bil. Hvor EV6 kan kaldes køreaktiv, så er Niro EV mere til den inaktive, forglemmelige side.

LÆS OGSÅ | Første tur: MG5 Electric – første folkelige elektriske stationcar

Der er tydelig støj fra vinden og dækkene, og hvorfor der ikke er sket forbedringer på det punkt, ved kun Kia. Det er et problem især i modeller med nogle år på bagen, som Ceed og Rio. Desværre har Kia ikke arbejdet nok med det i den nye Niro EV.

Det lyder mere alvorligt, end du måske vil opleve det i virkeligheden. Det er en niveauforskel i forhold til EV6, som der er en del af – lige fra køreegenskaber over ladehastighed til materialekvalitet. Men den nye Niro EV kommer med så mange gode nyheder, og de samme gode dyder som den gamle: Oceaner af plads, lang rækkevidde, masser af udstyr og fornuftige priser.


SPECIFIKATIONER

Kia Niro EV Upgrade

Motor: Elmotor
Ydelse: 204 hk/255 Nm
0-100 km/t: 7,8 sekunder
Tophastighed: 167 km/t
Forbrug: 16,2 kWh/100 km
Batteristørrelse: 64,8 kWh
Rækkevidde: 460 kilometer
Mål (L/B/H):
442/183/157 cm
Køreklar vægt: 1.757 kilo
Bagagerumsvolumen:
475-1.392 liter

Pris:
349.900 kr. (Niro EV fås fra 309.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse):
Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS