juni 2, 2024

Første tur: Løssluppen legesyge i Cupra Born VZ

Endelig er bilproducenterne kommet til den erkendelse, at sportslige elbiler skal være mere end bare hurtige. De skal være sjove – og det er Cupra Born VZ!

TEKST Simon Hallenslev FOTO Cupra PR

Bilbasen var inviteret til Barcelona af Cupra Danmark

Til præsentationen af Cupra Tavascan i Barcelona, starter spanierne med en aperitivo. En lille appetitvækker før hovedretten, som i dette tilfælde kan forveksles med et Tabasco-shot til tunge techno-toner. Det er Cupra Born VZ, der serveres.

Inden hovedretten, der består af en lang tur i Tavascan, giver Cupra mulighed for at køre en mindre smuttur i den nye VZ-variant af Cupra Born. VZ står får ‘veloz’, som betyder hurtig på spansk, hvorfor man får 326 hk og lidt teknisk trylleri til den i forvejen flamboyante Born.

Appetitvækkeren modtages selvfølgelig med kyshånd, og jeg beretter med glæde, hvordan det går, når jeg tager den spicy spanier med en tur i de catalanske bjerge.

Testkøreren fortæller

Det er, som fortalt, Tavascan, der er den store historie. Fra Cupras nybyggede hovedkontor lidt uden for Barcelona forbliver fortællingen om Cupra Born VZ lidt af en fodnote. Alligevel spidser jeg ører.

De få bevingede ord, der handler om Born VZ på det spanske pressemøde, leveres af Jordi Gené, som er test- og udviklingskører for Cupra. Han vil bare gerne fortælle om arbejdet med Born VZ og sparer derfor salen for salgsgas og marketingfloskler.

Cupra Born VZ udstyres med samme elmotor på bagakslen, som den nye Tavascan har fået. Det giver 326 hk, 545 Nm og en acceleration på kvikke 5,6 sekunder. Batteriet tilmed fået et par ekstra kilowatttimer i batteripakken, så rækkevidden er op til 570 km. Og Jordi bruger ikke ét ord på det. Arbejdet med Born VZ er i stedet fokuseret undervogn, stabilitetssystem, styretøj og bremsepedal.

Først er undervognen opdateret, hvilket giver helt ny og adaptiv affjedring på bagakslen samt opdateret affjedring på forakslen. Dertil er krængningsstabilisatoren opdateret, mens stabilitetssystemerne er er kalibreret til at være mindre rigidt. Til at matche dette er styretøjet opdateret med både hardware og software, så det er skarpere og mere præcist.

Særligt stolt er Jordi dog af bremserne, som der er lagt et stort arbejde i. Udfordringen med sportslige elbiler er at ramme balancen mellem rekuperation og almindelige bremser så sømløst, at man ikke mærker forskellen. Mange fejler i denne opgave, men før testkørslen går i gang, opfordres jeg til at mærke grundigt efter på bremsepedalen.

De nye 20” alufælge, som Born VZ leveres med, er kronen på det dynamiske værk. De er lettere og monteres med bredere, sportsorienterede dæk med målene 235/40.

Taler Jordi sandt?

Det er ikke oceaner af tid, jeg har bag rattet af Cupra Born VZ. Heldigvis ligger hovedkontoret uden for Barcelona og tæt på de kringlede bjergveje, som spanierne skilter til ambitiøse 90 km/t.

Cupra Born har altid været det mere dynamiske valg sammenlignet med VW ID.3, men med VZ-trylleriet får det en ekstra dimension. Nu er det som om, at Born trygler om at blive kastet rundt med. Der skal med andre ord ikke mange svingkombinationer til, at jeg sidder med et smørret smil.

Der er kommet flere kræfter til på bagakslen, og det mærkes, når Born VZ ivrigt skubber sig selv ud af svingene. Styretøjet er en my skarpere, men det er i stedet undervognen og stabilitetskontrollen, jeg rigtigt bider mærke i. Det giver rent faktisk lov til leg, så dumdristige chauffører som jeg selv kan få et venligt men bestemt rap over nallerne i form af en kontrolleret udskridning.

Efter et lille svirp med halen finder undervognen hurtigt tilbage til den stabilitet og balance, som man gerne vil have med sig, når man når næste sving. Når farten skal ned inden det næste sving, går jeg hårdt på bremsen og konkluderer, at Jordi taler sandt.

Der er intet elbil-agtigt over den bremsepedal, som Cupra Born VZ nu er udstyret med. Pedalen er vægtet tungere og føles strammere, så man ikke er betænkelig ved at træde godt til den, når der er behov for det. Følelsen i pedalen er desuden lineær hele vejen gennem nedbremsningen, og her er kalibreringen betydeligt bedre end den, som Tavascan viser sig at have senere på dagen.

Er der andet?

Det er der, men det er ikke overvældende. Arbejdet med Born VZ har handlet om dynamikken, og derfor inkluderer de resterende nyheder ting som nye lakfarver, som der er to af, en ny infotainmentskærm, der er vokset 0,9″, samt nye sæder.

De nye sæder er dog værd at bruge et par linjer på, da de er monteret tættere på jorden end i de andre Born-varianter. Det bidrager til den sportslige fornemmelse, når man kommer bag rattet.

Fra det nye genbrugssæde kan man nå to paler bag rattet, der bruges til at justere niveauet af rekuperation, som Born nu har fået, mens et velspillende lysanlæg fra Sennheiser som noget nyt kan krydses af på ekstraudstyrslisten.

Udviklingen går den rigtige vej – og Cupra er med

Vi er endelig begyndt at se elbiler, der bygges med regulær dynamik for øje. Elbiler, der ikke blot skal være lynhurtige fra 0 til 100 km/t, men som rent faktisk også skal kunne tackle et sving. Gerne på tilfredsstillende facon for de bilister, der gerne vil køre bil bare for at køre bil.

MG4 XPower har lidt af det, mens nytilkomne spillere som Mini Cooper SE og Hyundai Ioniq 5 N nærmest har dynamikken som grundsten. Cupra Born tilslutter sig selskabet med fornyet legesyge, agilitet og balance takket være en VZ-overhaling, der har fokuseret på alt andet end acceleration.

Cupra Born VZ kommer til Danmark i løbet af sommeren. De danske priser er ikke klar endnu men offentliggøres inden for de næste par uger.


Cupra Born VZ

Motor: Elmotor (bagtil)
Ydelse: 326 hk / 545 Nm
0-100 km/t: 5,6 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Batteristørrelse: 77 kWh (anvendelig)
Ladekapacitet: 185 kW
Rækkevidde: 
599 kilometer
Forbrug: 14,7 kWh/100 kilometer
Mål (L/B/H): 432/181/154 cm
Køreklar vægt: 1.999 kilo
Trækvægt: 0 kilo
Bagagerumsvolumen: 385-1.267 liter
Pris: –

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Find brugte Cupra Born til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS