marts 25, 2024

Fornyet VW Golf fra 324.995 kr.

VW Golf nummer otte introduceres med mere udstyr, forbedret interiør med nemmere betjening og ny basismotor til priser fra 324.995 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Volkswagens Golf er endt i skyggen af mange nyere modeller. Crossover-modellerne Taigo, T-Cross og T-Roc har sammen med elbilerne ID.3, ID.4 og ID.5 gnavet i salget i Danmark af den engang så populære Golf.

For danskere, som foretrækker den klassiske Golf, er den opdaterede udgave af Golf generation otte klar til bestilling. I første omgang som hatchback med benzinmotor, mens plug-in hybrider og stationcarudgaven Variant først prissættes lidt senere – så de priser vender vi tilbage med.

Du kan læse om de forbedringer, Volkswagen har givet Golf, ved at trykke på linket herunder. Der er mindre designændringer, men først og fremmest nyt infotainmentsystem, mere standardudstyr og nemmere betjening af blandt andet klimaanlægget.

Den nye basismotor har 116 hk

I basisudgaven af den faceliftede Golf, som går under radaren ved ikke at have et tilnavn for udstyrsniveauet, sidder en neddroslet version af den kendte 1,5-liters benzinmotor. Den kommer med 115 hk, et maksimalt drejningsmoment på 220 Nm og cylinderfrakobling. Manuel gearkasse med seks trin er eneste mulighed – og som billigste Golf har den en basispris på 324.995 kr.

Standardudstyret er bedre end før, men forventninger om stor luksus kan man godt pakke væk. LED-lygter, 15″ stålfælge, adaptiv fartpilot, automatisk klimaanlæg, sædevarme foran, læderrat med varme infotainmentsystem med 12,9″ touchscreen, digital instrumentering, p-sensorer og midterarmlæn foran er standard. Mulighederne for ekstraudstyr er begrænset til simple ting som måtter (2.395 kr.), bakkamera (5.995 kr.), automatisk klimaanlæg med tre zoner (8.995 kr.) og anhængertræk (15.695 kr.).

Skift til højere udstyrsniveauer udløser automatisk en udgave af benzinmotor med højere ydelse: 150 hk og 250 Nm. Udstyrsniveauerne over basismodellen hedder Life, Life Edition og Style.

Life Edition – en specialudgave med mere udstyr

Udstyrsvarianterne Life og Life Edition koster det samme, og Life Edition-modellen er en specialudgave, der sandsynligvis vil være på markedet resten af 2024. Den tilbyder langt mere standardudstyr end Life-versionen, hvorfor Life-versionen nærmest ikke er værd at nævne.

Golf Life og Golf Life Edition med 1,5’eren med 150 hk koster med manuel gearkasse 364.995 kr. og med automatisk dobbeltkoblingsgearkasse (DSG) fra 379.995 kr. Det giver en meget rimelig merpris på 15.000 kr. for automatgearkassen.

Life, som altså ikke er interessant, har i forhold til basismodellen 16″ alufælge, aut. klimaanlæg med tre zoner, trådløs opladning af smartphones, stemningsbelysning med valg mellem 10 farver, forsæder med justerbar lændestøtte, regnsensor, bakspejl med automatisk nedblændning, el-klapbare sidespejle med områdelys og lys i de udvendige dørhåndtag.

Til samme pris kommer Life Edition med 17″ alufælge, nøglefri betjening, bakkamera, adaptive LED-forlygter, tyverialarm og ekstra tonede ruder bagtil.

Den dyreste Golf, Golf Style, kommer udelukkende med DSG-gearkasse. Prisen er 434.995 kr., og den høje merpris i forhold til Life Edition giver blandt andet stemningsbelysning med valg mellem 30 farver, el-justerbare førersæde med massage, ArtVelour-indtræk, blind vinkel-system, stærkere LED-forlygter og Travel Assist med udvidet aktiv sikkerhed.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte VW Golf til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS