sommerdæk
marts 26, 2019

Regler og gode råd: Derfor skal du skifte til sommerdæk

Du er næppe i tvivl om, at sommerdæk om vinteren som udgangspunkt er en elendig løsning. Men hvorfor er det nu lige, du skal sørge for at få sommerdækkene tilbage på bilen, når foråret melder sin ankomst? Det er der flere gode grunde til.

Af: Esben Skrumsager / d. 26. marts 2019

Der er tre fundamentale forskelle på sommer- og vinterdæk. Gummiblanding, struktur og slidbane. Vinterdæk har et højere indhold af naturgummi, hvilket holder dem smidige i kulden. Jo blødere dækkene er, desto bedre vejgreb og kontrol. Men når temperaturen stiger, daler vinterdækkenes kvaliteter, og når termometret runder syv plusgrader, er de på flere parametre dårligere end sommerdækkene.

Sommerdæk er nemlig fremstillet til at klare højere temperaturer uden at blive bløde. Det hårdere gummi i sommerdæk har mindre friktion, hvilket både gavner køreegenskaberne og brændstoføkonomien. Sommerdæk har ofte et enklere slidbanemønster, der giver en større kontaktflade på vejen. Det sikrer god kontrol og har enorm betydning for bremselængden.  

Bremselængde: Sommerdæk vs. vinterdæk

Det tyske bilmagasin Auto Motor und Sport testede i 2016 forskellen på sommer- og vinterdæks bremselængde i sommervejr. Testen viste, at;

– vinterdæk på våd vej har cirka 15 procent længere bremselængde,
– på tør vej har vinterdækkene cirka 10 procent dårligere vejgreb i kurver, og…
– at vinterdækkene har cirka 15% højere rullemodstand end sommerdæk, hvilket betyder højere brændstofforbrug og større dækslid.

Hvornår skal jeg skifte sommerdæk?

Det er ikke kalenderen, der afgør, om du skal have sommerdæk eller vinterdæk på bilen. Det er vejret. Generelt kan man sige, at:

– Vinterdæk fungerer bedst i temperaturer under +7 grader.

– Sommerdæk fungerer bedst i temperaturer over +7 grader.

Regler for sommerdæk

I Danmark er der endnu ingen krav om, at bilerne skal køre på dæk, der passer til årstiden. Men sommerdæk skal som alle andre dæk overholde nogle grundlæggende regler:

– Dækstørrelsen og -bredden skal passe til hjulomkredsen. Du kan altid finde informationer om dimensioner og fælge på bilens registreringsattest.

– Du skal køre med fire ens dæk. Det betyder, at din bil skal monteres med enten fire sommerdæk, fire vinterdæk eller fire helårsdæk.

– Dækmønsteret skal være minimum 1,6 mm i dybden. FDM og Dækbranchen Danmark anbefaler at skifte tidligere, men hos eksempelvis Michelin anbefaler man at køre dækkene helt ned til grænsen (det kan du læse mere om her).

Regler er én ting. Noget andet er fornuftige tiltag, som enten kan spare dig penge eller øge sikkerheden. Dækimportørforeningen og Rådet for Større Dæksikkerhed har herunder samlet nogle gode råd.

Fakta: Værd at vide om dæk

Hvordan renser jeg fælgene?

Det er en god idé at få renset fælgene for snavs ved dækskifte. Så holder fælgene længere. Der findes særlige fælgbørster, som gør det nemmere at komme i ind i hjørnerne, og som har børster, der ikke ridser fælgen.

Der findes desuden specielle fælgrensemidler, som blot sprøjtes på fælgen. Kort efter kan du skylle fælgen i koldt vand, og den er atter ren og pæn.

Er bilens dæk for gamle?

Du kan let se, hvor gamle bilens dæk er ved at finde en firecifret kode på dækkets side. Der kunne eksempelvis stå “3610”, hvilket betyder, dækket er produceret i uge 36 i 2010. I så fald ville det altså være mere end otte år gammelt.

Når dækkene er mere end fem år, anbefaler Rådet for Større Dæksikkerhed, at man jævnligt får dem tjekket af en dækspecialist. Dæk til Tempo 100-godkendte campingvogne må efter loven maksimalt være seks år gamle.

LÆS OGSÅ | Test dig selv: Passer dit behov til en elbil?

Er der nok mønster på dækkene?

Loven kræver minimum 1,6 mm mønsterdybde på dækkene. FDM og flere andre organisationer i bilbranchen anbefaler minimum 3,0 mm, fordi det særligt i regnvejr har stor betydning. Et nyere sommerdæk kan i regn bremse fra 80 km/t til stilstand på blot 30 meter. Med et hårdt slidt sommerdæk skal du bruge op mod den dobbelte distance.

I videoen her kan du se, hvordan du nemt tjekker mønsterdybden:

Kan jeg selv skifte dæk på min bil?

Mange bilister bytter selv rundt på deres vinter- og sommerhjul. Det kan du også roligt gøre, da det ikke er en øvelse, som er uoverkommelig. Der er dog nogle detaljer, du skal være opmærksom på.

De fleste vinterdæk og mange sommerdæk er i dag retningsbestemte, hvilket betyder, at det sikkerhedsmæssigt ikke er ligegyldigt, på hvilken position det enkelte hjul bliver monteret. En pil på siden af dækket viser, hvilket vej hjulet skal rulle.

SE OGSÅ | Guide: Sådan vasker du vinter-skidtet af din bil

Når du har skiftet, skal du trille en tur i bilen, hvor du er særligt opmærksom på eventuelle mislyde, vibrationer og lignende. Ved hjulskift bør hjulbolte efterspændes med momentnøgle efter 200 kilometers kørsel.

Mange hjul er i dag også udstyret med tryksensorer, de såkaldte TPMS-sensorer, der kommunikerer med bilens sikkerhedsudstyr og skal kalibreres ved hjulskift. Hvis du er i tvivl, er det en god ide at få hjælp af en fagmand.

Hvad er et RFT-dæk?

RTF står for “run flat tire”, og du skal være opmærksom på, om de dæk, der skal skiftes, er punkterfri af run flat-typen. De nye dæk skal i så fald være af samme type. Punkterfri dæk vil typisk være mærket RFT.

Hvad er OEM-dæk?

Nogle dæk med kendt fabriksnavn, modelnavn og størrelse findes også i særlige udgaver til førstegangsmontering på nye biler; såkaldte “Original Equipment Manufacturer-dæk, forkortet OEM.

Det vil være indikeret med en særlig bogstavkode. Sådanne dæk kan have andre køreegenskaber og bør kun benyttes til de biler, de er specialfremstillet til.

Hvordan finder jeg det rigtige dæktryk?

Du bør tjekke dæktrykket mindst en gang om måneden. Et mærkat med oplysninger om korrekt dæktryk findes typisk i døråbningen ved fordør i ratsiden eller ved benzindæksel. Ellers kan du se det i instruktionsbogen. Dækkene skal være kolde, når trykket måles.

Kører du med for lavt dæktryk, betyder det stærkt forøget slid og stærkt forringede køregenskaber samt højere brændstofforbrug på typisk 5-7 procent.

SE OGSÅ | Video: Dæktrykket er vigtigere end du tror

Køb dæk online?

Du kan sagtens købe dæk online, hvis du kender størrelsen og har tillid til forhandleren og producenten. Du bør altid anskaffe dig sommerdæk fremstillet af en anerkendt dækproducent. De meget billige dæk er som regel også ringere kvalitet.

Der er desuden stor forskel på dæk til personbiler, varebiler og SUV-biler, så hvis du er i tvivl, er det bedre at lade fagmanden skaffe de rette dæk hjem.

Helårsdæk i stedet for sommerdæk?

Hvis dit kørselsbehov er begrænset, kan du sagtens overveje at købe helårsdæk. Så slipper du for at skifte fra sæson til sæson.

Du skal dog være opmærksom på, helårsdækket er et kompromis, og præstationerne varierer meget fra dækmærke til dækmærke. Det skyldes, at præstationerne er helt afhængigt af, hvilke egenskaber fabrikanten har valgt at fokusere på.

Et helårsdæk er typisk en kombination af mønstret fra sommerdæk og vinterdæk – altså både en eller to markante langsgående riller og nogle dele med de fleksible lameller.

Du kan vælge et helårsdæk, hvis…

– du kører få kilometer om året og kan lade bilen stå, når vejforholdene om vinteren kræver rigtige vinterdæk, og…
– du ikke forventer at skulle køre med høj fart på varme sommerveje, hvor høj stabilitet er påkrævet.

LÆS OGSÅ | Drømmebilen: Komfortabel California er frihed på fire hjul

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS