november 18, 2021

Hyundai klar til at udvide Ioniq-familien

Hyundai Ioniq 5 er det første medlem af den nye Ioniq-familie, som i de kommende år udvides med flere medlemmer. Konceptbilen Seven er første håndgribelige tegn på udvidelsen.

Af: Morten Bek / d. 18. november 2021

Elbilerne er med til at indlede en helt ny æra hos de fleste bilproducenter. Det markeres i den grad med nye modelfamilier, hvor nye navne lægger afstand til de “gammeldags” biler med forbrændingsmotor.

Hos Audi er navnet E-Tron, hos BMW bare bogstavet i – indtil videre til bla.. i4, iX og iX3. Kia bruger EV, Volkswagen ID, og Mercedes-Benz har besluttet sig for EQ som navnet til den nye familie af elbiler. Hos Hyundai er valget faldet på Ioniq, som stammer fra hybriden/elbilen Ioniq.

Det første medlem af den nye Ioniq-familie er Ioniq 5. Den har vakt stor opsigt med sit vilde design og avancerede elektriske arkitektur.

LÆS OGSÅ | Concept EV9 viser potentiel stor elektrisk SUV fra Kia

Hyundai har allerede lovet en snarlig familieforøgelse. En elektrisk sedan, kaldet Ioniq 6, er ved at tage form. Det samme er en stor elektrisk SUV, Ioniq 7.

At dømme efter den nye konceptbil fra Hyundai, er det oplagt at tro, at SUV’en den første af de to nye modeller på markedet. – I forhold til salg og interesse er SUV’en da også mere interessant end en sedan. Men det ventes at blive omvendt, da sedanen kommer i 2023 og SUV’en i 2024.

Konceptbilen Seven kommer lige i kølvandet på et lignende koncept fra søstermærket Kia, som du kan læse om ved at følge linket herover. Seven er strømlinet og futuristisk. Som på Ioniq 5 udgør de skarpt separerede LED-elementer en vigtig del af designet – både for og bag.

Hurtigere ladehastighed end de fleste elbiler

Arkitekturen er den samme som i både Ioniq 5, Kia EV6 og konceptbilen Kia Concept EV9. E-GMP-platformen tillader opladning med op til 350 kW, hvor de fleste elbiler i dag tillader mellem 100-150 kW. Det giver opladning fra 10-80 procent kapacitet på cirka 20 minutter. Hvis ladestanderen ellers formår at levere så meget strøm.

Da Seven tydeligvis er en konceptbil, hvor der er langt til en færdig udgave, er de øvrige detaljer omkring drivlinjen sparsomme. Modeller med bag- eller firehjulstræk vil været givet. Rækkevidden skulle for varianter med det største batteri ligge på mindst 480 kilometer.

LÆS OGSÅ | TEST: 5 grunde til, at Hyundai Ioniq 5 er den bedste elbil til folket

Seven er en stor bil i 5 meters klassen, og konceptbilen er indrettet som en rummelig lounge. Med en akselafstand på 3,2 meter vil der være plads til syv sæder, hvis Hyundai tænker at gå i den retning. 

De modsatrettede bagdøre og de manglende B-stolper har en meget lille chance for at klare det med over i en produktionsklar model. Det er en besværlig og dyr konstruktion.

Indretningen i konceptbilen får vi heller næppe lov at se i den færdige model, Ioniq 7. To multijusterbare kaptajnstole i stil med lænestole og en lang sofabænk ser fede ud i en konceptbil, hvor designerne kan gøre, hvad de har lyst til. Det går ikke i den virkelige verden, men mon ikke de lækre lounge-sæder fra Ioniq 5 med hvilebeslag også dukker op i Ioniq 7?

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS