ElbilerTest og anmeldelser

TEST: 5 grunde til at Hyundai Ioniq 5 er den bedste elbil til folket

Hyundai Ioniq 5
Er du på udkig efter en elbil? Så kan Hyundai Ioniq 5 meget vel være noget for dig. Den er nemlig den bedste elbil lige nu. Her er 5 grunde til, hvorfor Hyundai Ioniq 5 er den bedste elbil.

TEKST & FOTO: Simon Hallenslev / d. 17. oktober 2021

Myldretidstrafikken er løjet af, men det er årets første efterårsstorm imidlertid ikke helt. Derfor er det ikke uden skepsis, at jeg drager afsted i Hyundai Ioniq 5 fra København mod Fyn. Jeg er skeptisk, selvom den planlagte rute på navigationen kun er 210 km lang og der står 428 km i rækkevidde på displayet, og selvom temperaturen er elbiloptimale 17 grader.

LÆS OGSÅ : 2021 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris

Jeg kan ikke skyde skylden for min skepsis på Ioniq 5. Den skyldes i stedet utallige kedelige oplevelser med elektriske testbiler, der støvsuger en ellers pæn opgivet rækkevidde, når man kører ved motorvejshastigheder eller i modvind. Om lidt skal Hyundai Ioniq 5 klare begge dele i 210 km.

Hyundai Ioniq 5

Motor: To elmotorer

Batterikapacitet: 72,6 kWh

Ydelse: 217 hk / 350 Nm

0-100 km/t: 7,4 sek.

Tophastighed: 185 km/t

Rækkevidde: 481 km

Pris: 374.995 kr.

(Ioniq 5 fås fra 319.995 kr.)

En elbil til Assens

Inden turen går til Assens 210 km væk, tager jeg et sidste kig på bilens specifikationer. Ioniq 5 bør kunne klare turen, overbeviser jeg mig selv om. Det er trods alt en Long Range-variant, jeg har fat i! Her er et batteri på 72,6 kWh, en elmotor på bagakslen med 217 hk og en opgivet rækkevidde på 451 km med 20-tommer fælge.

Selv med tallene i Ioniq 5’s favør, finder jeg 1-2-3 ladestandere på min rute, bare til hvis og hvis. Fordi Hyundai Ioniq 5 er udstyret med 800V-opladning, kan den lade med 232 kW på en lynlader og med 11 kW på en almindelig AC wallbox-lader. Så selv hvis det ikke går, går det nok.

LÆS OGSÅ | DUEL: Er Polestar 2 bilen, der kan vippe Tesla Model 3 af pinden?

Det viser sig dog, at min skepsis hurtigt bliver manet til jorden. Hyundai Ioniq 5 barberer 257 km af rækkevidden på de 210 km. Jeg er fremme med 171 km tilbage i rækkevidde, hvilket er mere end godkendt i stiv efterårsmodvind på motorvejen. Og så er det særligt imponerende taget det kasseformede design i betragtning.

Med et klap på instrumentbordet anerkender jeg Hyundai Ioniq 5 ved ankomst – ikke kun for rækkeviddepræstationen men i det hele taget. Hyundai Ioniq 5 er nemlig en af de vigtigste og bedste elbiler, du kan købe lige nu, og det får du 5 gode grunde til herunder.

1. Design

Jeg plejer sjældent at kommentere på design, når jeg anmelder biler. Den slags er smag og behag, og jeg er ikke smagsdommer. Alligevel er jeg nødt til at nævne design som den første grund til, at Hyundai Ioniq 5 er en fed elbil. Designet er for markant til, at jeg kan lade det passere.

Det er stadig op til dig, om du kan lide det, men man kan ikke tage fra Hyundai Ioniq 5, at den skiller sig ud. End ikke da jeg kørte BMW M5 Competition i orange, fik jeg opmærksomhed, som jeg gør i Hyundai Ioniq 5. Folk kigger, og folk henvender sig, fordi den ikke ligner noget, nogen har set før, og det er i min bog et aktiv.

LÆS OGSÅ | TEST: Kinesiske Aiways U5 er et elektrisk slagtilbud

Designet formår også at få Hyundai Ioniq 5 til at se mere kompakt ud, end den er. På billeder og ved forbifart ligner det en kompakt hatchback. Først når den holder parkeret ved siden af en Skoda Superb, forstår man dens volumen. Her ser den tjekkiske familiebil klejn ud.

Hyundai Ioniq 5 er 463 cm i totallængde, hvilket faktisk er 20 cm kortere end Superb. Med 189 cm i bredden og 160 cm i højden er Ioniq 5 godt 3 cm bredere og 10 cm højere end Superb. Men det er ikke dét, der gør den voluminøs at se på. Det er de svimlende 3 meter mellem akslerne, der gør forskellen. Det er det samme som en Audi A8 (!).

Hyundai Ioniq 5

2. Kabine

Selvfølgelig gør akselafstanden på 3 meter mere end blot at få Ioniq 5 til at se voluminøs ud. Akselafstanden gør kabinen til et pladsmæssigt Mekka med god plads til både hoved, skulder, knæ og tå.

Bagsæderne kan rykkes frem og tilbage for enten at skabe mere plads til ben på bagsædet eller bagage i bagagerummet. I bagagerummet kan der pakkes 531 liter, hvilket er 20 liter mere end i Superb Combi. Bagsædets ryglæn kan også justeres, så passagerer frit kan vælge mellem en rank og afslappet position.

SE OGSÅ | VIDEO: Kan Hyundai slå VW? Vi sætter Hyundai Ioniq 5 op mod VW ID.4

Kabinens opsætning er futuristisk såvel gennemtænkt. Førersædet kan køres helt ned til eftermiddagslur-stilling, så man kan fordrive 20 minutter ved ladestanderen med en lille en på øjet. Hele midterkonsollen kan rykkes frem og tilbage, hvorfor man kan skabe gulvplads nok til at hoppe ubesværet fra førersæde til passagersæde, hvis parkeringen er snæver ved førerdøren.

Nysgerrige fingre opdager hurtigt, at materialekvaliteten er i orden med både blød plast og kolde aluminiumsdetaljer (men selvfølgelig uden at være en S-Klasse). Forrest i kabinen er to 12,3-tommer skærme i forlængelse af hinanden, der er klare samt lette at betjene. Head-up displayet i forruden er ligeledes krystalklart og overskueligt.

Kun panelet til klimaanlægget med touch-knapper og manglen på trådløs Apple CarPlay, kan jeg øffe lidt over.

3. Komfortable køreegenskaber

Hyundai gør det rigtige ved at droppe alle sportslige forhåbninger og i stedet satse på komfort. Ioniq 5 er ganske vidst kvik med en acceleration fra 0 til 100 km/t på 7,4 sekunder. Den er også mere agil end højbenede konkurrenter som VW ID.4 med sit lave tyngdepunkt og lette styretøj. Alligevel er det komforten, man hæfter sig mest ved, når man sidder bag rattet.

Hyundai Ioniq 5 har tyngde og retningsstabilitet på motorvejen. Her brillerer den også med en god støjisolering, der holder kabinen tyst. Kun de allerværste vejhuller finder vej til kabinen, hvor en del af skylden må tilskrives de 20-tommer alufælge til 4.995 kr. Vil man ofre fælgenes lækre design, kan standardfælgene på 19-tommer utvivlsomt give både lidt ekstra komfort og lidt mindre støj.

4. Rækkevidde og opladning

Med standardfælgene på 19-tommer får man også lidt mere i rækkevidde, da de flotte 20-tommer fælge æder 30 km. Rækkevidden er 481 km med 19-tommer og 451 km med 20-tommer. Med den lille Assens-fortælling jeg indledte anmeldelsen med, ved du allerede, at jeg godkender rækkevidden uagtet fælgstørrelse.

Opladningen må man absolut ikke dvæle ved. For med 800V-systemet og en ladekapacitet på 232 kW går det altså tjept. På hjemturen fra Assens er jeg nede og kysse 60 km i tilgængelig rækkevidde, før jeg holder ind ved en lynlader. Her får jeg besøgt det lille hus og drukket en kop kaffe, før jeg kører videre igen 20 minutter senere med over 400 km i rækkevidde.

Hyundai Ioniq 5

5. Pris

Det vælter frem med elbiler, der har pæne priser og rækkevidder, hvilket også vil sige, at Hyundai Ioniq 5 absolut ikke er uden konkurrenter. Konkurrenterne kan dog alligevel ikke helt følge med Ioniq 5 på prisen.

Før jeg ævler om, hvordan dét hænger sammen, er herunder et udpluk af de mest relevante konkurrenter, udvalgt med ensartede rækkevidder og/eller batteripakker. Den dyreste er først:

  • Tesla Model 3 Standard Range Plus med 54 kWh-batteri, 325 hk og 448 km i rækkevidde starter i 399.990 kr.
  • Ford Mach-E SR med 76 kWh-batteri, 269 hk og 440 km i rækkevidde starter i 399.900 kr.
  • Audi Q4 40 e-tron med 82 kWh-batteri, 204 hk og 509 km i rækkevidde starter ved 389.990 kr.
  • Skoda Enyaq 80 med 82 kWh-batteri, 204 hk og 534 km i rækkevidde starter ved 379.995 kr.
  • VW ID.4 Performance med 82 kWh-batteri, 204 hk og 517 km i rækkevidde starter ved 379.995 kr.
  • MG Marvel R med 70 kWh-batteri, 179 hk og 402 km i rækkevidde starter ved 349.999 kr.
  • Hyundai Ioniq 5 med 72,6 kWh-batteri, 217 hk og 481 km i rækkevidde starter ved 339.995 kr.
  • Aiways U5 Plus med 63 kWh-batteri, 204 hk og 410 km i rækkevidde starter ved 299.990 kr.

Prisen forklaret

Som tabellen illustrerer, er det med andre ord kun MG Marvel R og Aiways U5, der matcher Hyundai Ioniq 5 på prisen, og de har begge en mærkbart kortere rækkevidde. MG Marvel R har jeg ikke kørt endnu, hvorfor jeg ikke kan kommentere meget på dén. Aiways U5 falder et pænt stykke bagefter Hyundai Ioniq 5 på vigtige parametre som køreegenskaber og rækkeviddehåndtering i virkeligheden.

Faktisk kan Hyundai Ioniq 5 hives ét niveau op til Advanced-udstyr, som testbilen, og stadig være den billigste af de største konkurrenter med en pris fra 374.995 kr. Her får man elektrisk førersæde, elektrisk bagklap, head-up display, LED-forlygter, justérbar midterkonsol og en bedre motorvejsassistent.

SE OGSÅ | VIDEO: Er en elbil miljøvenlig?

Om man betaler 374.995 kr. for Ioniq 5 eller 379.995 kr. for Enyaq 80 er måske ét fedt. Den tjekkiske konkurrent er også den, der kommer tættest på Ioniq 5 i komfort, kabinekvalitet og praktik. Udfordringen for tjekken bliver, at den lader langsommere ved lynladning (125 kW), ligesom bakkamera, elektrisk forsæde og elektrisk bagklap skal tilkøbes udover.

Det efterlader mig ganske enkelt med konklusionen, at Hyundai Ioniq 5 er fordelagtigt prissat med velvalgt udstyr, som man skal betale for hos konkurrenterne. Og hvis det er teknikken i Ioniq 5, der tiltaler dig frem for udseendet, er Kia EV6 lige på trapperne med samme motor- og batteripakke.

Hyundai Ioniq 5

Den bedste elbil til folket lige nu

Det vrimler som sagt frem med gode elbiler, og inden længe skal der nok komme en, der vipper Hyundai Ioniq 5 af pinden. Det kan meget vel blive den nært beslægtede Kia EV6, der netop er landet i Danmark.

Alligevel er det med ro i sindet, at jeg kalder Hyundai Ioniq 5 for den bedste elbil, du kan få fingrene i lige nu. Selv hvis EV6 skulle være bedre, vil det kun være med en my og ingen jordskredssejr, fordi den deler teknik med Ioniq 5. Det må en fremtidig test afsløre.

Der findes elbiler, der er bedre, og som jeg ville vælge over Ioniq 5, hvis prisen ikke var en parameter. Men prisen er en parameter, og med den in mente er det designet, den geniale pladsudnyttelse, den pålidelige rækkeviddehåndtering i virkeligheden og den lynhurtige opladning, der gør Hyundai Ioniq 5 til det, den er. Den bedste elbil til folket. Det tog mig en tur til Assens i modvind at finde ud af.

Simon - billede
Om forfatteren

Simon Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon i det daglige roder med. På Bilbasen kombinerer han sin viden om ting som SEO og klik-rater fra CBS med den brændende passion for biler.