10 biler der kun kom en enkelt af på gaden i april
Blandt 11.015 nye personbiler på plader i april måned stikker nogle modeller ud ved at være solgt i kun et eksemplar. Nogle helt forventeligt – andre er rene fiaskoer.
Nogle bilmodeller er så sjældne eller dyre, at kun få danskere køber dem. Andre er udgået, men dukker stadig med mellemrum op som nye biler – og så er der almindelige bilmodeller, som bare er upopulære.
Bilbasen har kigget registreringstallene for nye biler i april 2022 efter i sømmene, og vi har fundet 10 bilmodeller, som er indregistreret som i kun et enkelt eksemplar. Der er biler i alle prislag og størrelser – lige fra en mikrobil til en af de stærkeste SUV’er i verden.
I april 2022 fik i alt 11.015 nye personbiler nummerplader på for første gang. Det er et meget lavere tal end i april 2021, men som du kan læse om ved at klikke på linket lige herover, er det ikke købelysten, der mangler.
Lexus LS
Lexus er tilbage i Danmark, og det betyder også, at den originale Lexus-model er tilbage. LS er luksussedanen, hvor det hele startede for mere end tre årtier siden. I dag er LS ikke udstyret med en stor V8 med silkeblød gangkultur, men i stedet med en 3,5-liters V6, firehjulstræk og en elmotor – LS fås kun som hybrid.
Det koster at få en ny LS 500h AWD på plader, og den enkelte nye LS indregistreret i april koster mindst 1.762.500 kr. Men den er sikkert dyrere, for der er tre udstyrsversioner ud over basismodellen Comfort. F Sport, Executive, og med det hele, Luxury til 2.415.500 kr.
Alfa Romeo Giulia
Giulia var bilen, der skulle sætte redningsplanen for det hensygnende Alfa Romeo i søen. Tilbage til baghjulstræk, lækkert design og de mest direkte køreegenskaber i klassen. Den kompakte sedan giver en køreoplevelse, der er mindeværdig, men på mange andre områder har Giulia ikke en chance mod BMW 3-serie og Mercedes-Benz C-Klasse.
Danskerne køber ikke altid bil for at få god plads, men Giulia kan ikke engang overgå en Ford Fiesta på det punkt. Priserne er høje, infotainmentsystemet frustrerende – og mens der engang blev stillet en stationcar eller en coupé udsigt, er det aldrig sket.
Alfa Romeo har, sammen med Fiat og Jeep, fået ny importør, som er ved at beregne nye priser. Måske det kan give et comeback for den fine sedan? Mere sandsynligt er det, at den nye kompakt-SUV Tonale, der kommer som plug-in hybrid, kan give liv til mærket.
Kia Stinger
En koreansk muskelbil? Så kan der kun være tale om Kia Stinger. Den ser ud som om, den kan køre fra en BMW M440i xDrive Gran Coupé (det kan den nok ikke), og Stinger er et tegn på det (mentale og økonomiske) overskud, der hersker hos Kia.
Kia laver fornuftige små biler, elbiler og gode SUV’er, men de har også plads til en benzinslugende stor hatchback med 3,3-liters V6 med 366 hk.
Hvorfor ser man så næsten aldrig en Stinger med danske plader? Fordi der er en pris at betale – i kroner og ører. Og det er, for de fleste, forkert, at en Kia kan koste 900.000 kr. De billigere udgaver med baghjulstræk og firecylindrede motorer fås ikke mere. Skal det være Stinger, så skal det da også være den brummende V6’er.
Maxus Euniq5
Den kinesiske MPV med navnet, som kun producenten ved, hvordan man udtaler, var en af de første elbiler med syv sæder – og det er den stadig. Men danskerne har på ingen måde taget Euniq5 til sig. En ting er prisen. 380.000 kr. for en elbil fra et helt ukendt kinesisk bilmærke er skudt over målet.
En anden ting, som rigtig kan modarbejde salget af en ny elbil, er rækkevidden. Batteriet er bedrøveligt lille til en så stor og høj bil, og den officielle WLTP-rækkevidde ved blandet kørsel er så lavt som 260 kilometer.
Det er samme problemstilling, man møder i den elektriske Citroën Berlingo. Det er åbenbart sådan, at har man brug for syv sæder, skal man ikke køre langt.
Mercedes-AMG GT
AMG-sportsvognen GT er en af de 10 udvalgte biler indregistreret i et eksemplar i april, som er udgået. Tyskerne producerer stadig GT 4 Door, som ikke deler ret meget andet end navn med coupé og roadster, som er taget af programmet efter syv års produktion.
Det er overvejende sandsynligt, at aprils AMG GT er den sidste helt nye, der kommer på danske plader. Om det er en “almindelig” GT eller den kradse GT Black Series, kan vi ikke se i statistikken.
Mercedes-AMG GT har ingen direkte afløser, for nu i hvert fald, men tyskerne har lagt op til, at den nye SL skal tage sig af kunder, som ikke nåede at købe en GT. SL er for første gang udviklet hos AMG og ikke sammen med de øvrige personbiler.
Peugeot 108
Mikrobilerne forsvinder – også selv om den mindst solgte bil i april var Hyundai i10. Der bliver færre modeller på markedet, og for længst forsvundne modeller tæller Suzuki Celerio, Opel Karl og Ford Ka.
Forsvundet er også to af de tre trillinger fra Citroën, Peugeot og Toyota – C1, 108 og Aygo. Toyota har lavet en helt ny Aygo, den med X’et, men Citroën og Peugeot er stoppet helt og fuldstændigt med mikrobiler.
Enkelte rester er der åbenbart tilbage hos forhandlerne, for i april fik en ny Peugeot 108 nummerplader på. Ejeren har fået sig en spinkel og gammeldags mikrobil – trods alt med 72 hk, som er nok til at være med også på landevejen.
Lamborghini Urus
Det er ikke hver måned, en ny Lamborghini kommer på gaden i Danmark, men det har helt bestemt sat skub i sagerne, at italienerne siden 2018 har solgt en SUV. I april blev der skruet plader på sådan en – Urus. At det er lidt af en begivenhed skyldes især prisen.
I 2018, da den blev lanceret, var prisen 4 mio. kr. med dansk registreringsafgift, og mens Lamborghini ikke bare har prislister til at ligge på hjemmesiden, kan man godt regne med, at prisen i 2022 er højere.
Urus er bygget på samme platform som bl.a. Audi Q7 og Bentley Bentayga, men Lamborghini-stilen gør den til noget af en sportsvogn ved siden af sine fætre. Med 4-liters V8’eren og 650 hk er Urus stadig blandt de stærkeste SUV’er i verden, men med den 707 hk stærke Aston Martin DBX 707 og den nye Ferrari Purosangue på vej med V12-motor arbejdes der helt sikkert i Sant’Agata Bolognese på at give Urus flere kræfter.
Volvo S60
Volvo laver en af de mest elegante sedaner i den mellemstore klasse: Den amerikansk byggede S60. Direkte konkurrent til Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes-Benz C-Klasse.
Men det går bare ikke med S60 i Danmark. Den fås i to forskellige plug-in hybrid-versioner, plus en Polestar Engineered, men alligevel er den mere sjælden end elgen her i landet.
Det er overraskende, at vi finder Volvo S60 så langt nede på listen over nye biler, at der i april kun er indregistreret en enkelt ny. Men Volvo har det ikke hårdt i Danmark, slet ikke i mellemklassen, for danskerne tager hellere end gerne en V60 som firmabil over en af konkurrenterne. Den er, efter XC40, den næstmest solgte/indregistrerede Volvo i Danmark i april med 96 eksemplarer.
Jaguar E-Pace
Mens Volvo klarer sig fremragende i Danmark med modeller som V60 og XC40, selv om S60 så er gået helt i stå, så er det en helt anden historie for konkurrenten Jaguar. Der sælges forsvindende få af de britiske biler.
I april blev der indregistreret et nyt eksemplar af sportsvognen F-Type, og det er fint for en sportsvogn, men der blev også kun indregistreret et eksemplar af sedanen XF. Og endnu værre, så blev det også kun til en enkelt E-Pace. Det er et pinligt ringe salg for en kompakt SUV, der fås som plug-in hybrid.
Men priserne holder danskerne fra Jaguars biler. Prislisterne er ved at blive opdateret (læs: Højere priser), men E-Pace PHEV kostede i 2021 cirka 600.000 kr.
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Mere end 600 kilometer i slud og blæst med fuld oppakning er en prøvelse for enhver elbil. Hvordan klarer vores langtidstester det? Vi sender Renault Scenic E-Tech på en hård vinterprøvelse.
Firefly skal gøre det, Nio ikke selv er i stand til: konkurrere på de europæiske markeder med lave priser. Den første Firefly-model er en hatchback med friskt design og 92 liter frunk.
Med MG Cyberster får man en knaldrød sportsvogn på strøm med saksedøre og over 500 hestekræfter for menneskepenge. Desværre mangler skarpheden, og det forpurrer potentialet.
Den første nye minibil med forbrændingsmotor i mands minde er kinesisk og en stærk hybrid. Med 194 hestekræfter er MG3 Hybrid+ kraftig, men ikke alt er, som det burde være.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.
Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.
Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.
Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.