Det er ingen overraskelse at høre, at en kinesisk bilproducent bliver anklaget for at kopiere en europæisk bilproducent. Men denne gang handler det ikke om lidt for tydelig kopiering af designet, selv om det ellers har sin berettigelse, men om at stjæle viden og teknologier.
Jaguar-Land Rover (JLR) beskylder BYD for brud på ophavsrettigheder omkring teknologier og viden. Det indisk ejede JLR trækker BYD i retten i Holland for at have lavet reverse engineering på Land Rover Defender til brug i den nye SUV-model Ti 7.
Reverse engineering-begrebet, direkte oversat til dansk omvendt konstruktion, går i bilindustrien ud på at skille en bilmodel helt ad, ned til den mindste møtrik, for at lære alt om konstruktionen og teknologierne - for så at skabe noget tilsvarende uden at have rettighederne til det.
Top Gear, det engelske bilmagasin, har kaldt BYD Ti 7 for "en kinesisk Defender-klon", som i høj grad handler om bilmodellens lighed med Defender, men det er de såkaldt intellektuelle/immaterielle rettigheder (patenter, teknologier), JLR trækker BYD i retten for at have stjålet.


Det kommer for tæt på
The Sunday Times, en velrenommeret engelsk avis, skriver, at fogeden på vegne af retten og JLR i august har beslaglagt digitale optegnelser fra BYD-kontorer i de hollandske byer Schiedam og Hoofddorp.
På den måde håber JLR at kunne bevise, at BYD ligger inde med information om at have overtrådt loven. I første omgang er parterne indkaldt til en høring i retten i Holland, hvor der skal tages stilling til, om JLR har en sag mod BYD.
Det er muligt, at JLR aldrig ville have bragt sagen op, hvis BYD udelukkende solgte Ti 7, der er en plug-in hybrid, i Kina. Men Ti 7 skal fra januar også sælges i England, hvor den kommer til at koste cirka 100.000 kr. mindre end Defender 90, selv om den er lige så stor som Defender 130.
Med introduktion af Ti 7 i England kommer BYD ind på JLR's hjemmebane. Muligheden for at gå gennem retssystemet i Kina i forhold til plagiering og rettigheder er langt mindre for en europæisk virksomhed end i Europa.
At BYD vælger at sælge Ti 7 i England er et afsæt for en europæisk retssag, men det er tvivlsomt, om de lokale hollandske BYD-kontorer ville ligge inde med digitale beviser, som kan bevise lovbruddet - hvis der altså skulle være tale om, at BYD har haft fingrene for langt nede i JLR-kagedåsen.
