Det amerikanske mærke øger fokus på Europa med en ny SUV i miniformat – en 100 procent elektrisk Jeep. Den første af mange Jeep på el
TEKST Morten Bek FOTO PR
Den enorme Stellantis-koncern, som tæller alt fra Citroën over Fiat til Chrysler og RAM, har netop offentliggjort en ny langsigtet strategi på et pressemøde. Den betyder først og fremmest 100 procent elbiler fra alle mærker i Europa i 2030. En plan med hele 75 nye elbiler fordelt på alle mærker.
Jeep er en del af Stellantis-koncernen – og en af de strategisk vigtige brikker i puslespillet. Jeep er en slags kronjuvel med glorværdig historie og gode salgstal, men i Europa er Jeep mere et image og et godt navn end et mærke stærkt på salg.
Jeep er lige nu til stede i Europa med plug-in hybrid-versioner af Renegade, Compass og Wrangler – og senere i år den helt nye Grand Cherokee (Jeep sælger ikke sin pickup, Gladiator i Danmark). Men det er 100 procent elektriske biler fra mærket med off-road-bilerne, der for alvor skal bane vejen på det europæiske kontinent.

Elektriske SUV’er i alle klasser fra Jeep
Stellantis-direktøren Carlos Tavares, præsenterede ikke bare den langsigtede strategi på pressemødet, men også billeder af den første elbil fra Jeep.
Den endnu ikke navngivne elektriske Jeep lanceres i starten af 2023, og med undtagelse af det vi kan se – designet – er der ingen informationer om bilen. Men at dømme efter information, der tidligere er kommet fra Jeep, er der tale om en lille SUV i mini- eller kompaktklassen. Tæt på Renegade i størrelse.
Den nye model bliver den første af en række elbiler fra Jeep. Med udsigten til fuld elektrificering også for Jeep, vil det betyde nye elbiler i kategorierne, hvor Compass, Grand Cherokee og Wrangler konkurrerer. Vejen mod 100 procent elektrificering går altså også omkring den ikoniske firehjulstrækker, Wrangler.
Meget mere information om den nye elbil fra Jeep lander i de kommende måneder.