januar 30, 2022

TEST: Strømført Jeep Wrangler 4xe er svær at forsvare

Den terrændygtige Jeep Wrangler hopper med på elektrificeringsbølgen og udbydes nu som plug-in hybridmodel – men giver det mening?

Tekst: Simon Hallenslev / Foto: Jeppe Dalby / Dato: 30. januar 2022

Jeep Wrangler udspringer af den spartanske og hårdføre krigshelt Willys-Jeep, der hjalp de allierede styrker under 2. Verdenskrig. I dag er geværbeslag og kamouflage dog skiftet ud med elektrificering og en skriggul Rubicon-lakering.

Selvom Jeep Wrangler 4xe er tro mod sit ophav med sin kantede statur, fritliggende skærmkanter, reduktionsgear og differentialespær, gemmer sig en på papiret højteknologisk hybridpakke under retro-looket.

Spørgsmålet er bare, om det nytter? Jeg tester den elektrificerede Jeep Wrangler 4xe.

Højteknologi og gamle grundværdier

Jeep Wrangler 4xe er en finurlig blanding af højteknologi og gamle grundværdier. For at sikre den helt utvetydige terrændygtighed, er den bygget på et old-school stigeramme-chassis, hvor karosseriet altså er monteret ovenpå.

LÆS OGSÅ : DUEL: Jeep Renegade 4xe og Mini Countryman er vidt forskellige men ens

På den anden side er Jeep Wrangler 4xe højteknologisk, fordi den, foruden en 4-cylindret benzinmotor, gemmer på et kompliceret hybridsystem med to elektriske motorer. Den ene er koblet direkte på benzinmotoren og arbejder direkte sammen med den som en generator. Den anden er koblet på gearkassen og yder 145 hk.

De to elmotorer fødes af et 17 kWh stort batteri under bagsæderne, der giver op til 42 km i ren elektrisk rækkevidde. Batteriet er desuden et 400V-batteri, som kan oplades med op til 7,3 kW, hvilket er pænt for en plug-in hybrid.

Kræfterne fra både den turbodrevne benzinmotor og de to elmotorer formøbles af en 8-trins ZF gearkasse, der ender med at fordele i alt 380 hk og 637 Nm. Det er mere en rigeligt til den kantede bandit, som flytter sig fra 0 til 100 km/t på 6,5 sekunder trods en kampvægt på 2,3 ton.

Klodsmajor

Det kan godt være, at Jeep Wrangler 4xe er hurtig, men betyder ikke, at man har lyst til at køre hurtigt i den. Faktisk nærmere tværtimod. Det kan nemlig gå hen og blive en ganske skræmmende affære at trykke den lidt på maven.

LÆS OGSÅ : TEST: Land Rover Discovery Sport som PHEV er ren komfort

Selv når man kører ligeud, skal man være på arbejde med ratkorrektioner, fordi styretøjet er så sløvt og langsomt, som det er. Det sløve styretøj kombineret med grove terrændæk og en småstiv undervogn, der er sat op til tæsk i terrænet, får Wrangler til at opføre sig skrumlet og ukontrolleret på asfalt.

Det er ikke fordi, den er decideret ukomfortabel i undervognen. Det er bare tydeligt, at den er sat op til en anden type underlag end asfalt. De små vejhuller får den terrændygtige undervogn til at bumle og danse sig over ujævnheder.

LÆS OGSÅ : TEST: En stor diesel er perfekt i Mercedes-Benz G-Klasse

Ukomfortabelt er til gengæld støjniveauet. Selv når man kører på ren elektricitet i de 30-35 km, rækkevidden holder, sender de grove terrændæk lyd og vibrationer gennem kabinen. Øges hastigheden får dækstøjen selskab af vindstøj fra de store sidespejle og den lodrette forrude.

Den kantede charme

Kabinen føles også klodset men dog på en langt mere charmerende måde. Plastmaterialerne er generelt ret hårde, og mens det er noget, jeg normalt kritiserer, virker det helt på sin plads i Wrangler.

Kabinen matcher det rå ydre og alt, man rør ved, føles som noget, der kan tåle mudder og tæsk. Alle knapper og betjeninger er inden for armslængde, uanset om der er tale om lavgearet eller sædevarmen. Totalt no-bullshit.

LÆS OGSÅ : TEST: Suzuki Jimny mangler bagsæderne – ikke charmen

I kabinen finder man igen en sjov kobling af nyt og gammelt. For mens alt virker hårdført på klassisk Jeep-manér, findes både krystalklar digital instrumentering på 7 tommer samt en infotainmentskærm på 8,4 tommer.

Her er moderne glæder som Apple Carplay og Android Auto samt skarpe kameraer for maksimalt udsyn både foran og bagved. Der er også adaptiv fartpilot og stort Alpine lydanlæg, præcist som i den snusfornuftige minibil.

Svær at forsvare

Egentlig synes jeg, at Jeep Wrangler 4xe er drøncharmerende, fordi den pakker moderne glæder og teknik ind i en hårdfør og gammeldags indpakning. Alligevel er den kun relevant for et usandsynligt snævert publikum.

SE OGSÅ : VIDEO: Den korte Land Rover Defender er en perfekt bybil til mudder

Først og fremmest skal man virkelig gå op i charmen. For selv hvis man brænder for terrænkørsel, vil jeg vove den påstand, at man stadigvæk kører mere på asfalt, end man kører offroad. Og her er den klodsede statur en streg i regningen på anvendeligheden i hverdagen. 

I den forlængelse bliver mit spørgsmål desuden, om man er som offroad-entusiast er interesseret i at slæbe rundt på et hybridbatteri?

Derudover skal man være ganske godt ved muffen. For selvom Jeep Wrangler 4xe er en plug-in hybridbil, kommer den slet ikke under de 50 gram CO2 pr. km, som kræves for at opnå afgiftsrabat.

Derfor starter Jeep Wrangler 4xe i 1.100.750 kr. og det er en pris, der putter Wrangler i selskab med Land Rover Defender. En konkurrent, der er mere luksuriøs og lettere at leve med – uden at kompromittere terrændueligheden.

LÆS OGSÅ : TEST: Land Rover Defender – mere Discovery end Defender

Ultimativt mener jeg derfor ikke, at Jeep Wrangler 4xe giver mening. Hybridteknologien hjælper hverken på prisen eller terrænkundskaberne. Samtidig findes en konkurrent, som kan mere i samme prisleje, hvilket gør Wrangler 4xe svær at forsvare.

Jeep Wrangler 4xe Rubicon

Motor: R4 benzin, 1.995 ccm + el

Ydelse: 380 hk / 645 Nm 

0-100 km/t: 6,5 sekunder

Tophastighed: 156 km/t

Forbrug: 24,4 km/l

Rækkevidde på el: 42 kilometer

Pris: 1.150.750 kr.

(Wrangler 4xe fås fra 1.100.750 kr.)

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS