august 8, 2023

Kan det betale sig at købe en brugt bil?

Skal du købe en brugt bil eller en ny bil? Og kan det overhovedet betale sig at købe en brugt bil? Få svaret her.

AF: Bilbasen Blog

I dette blogindlæg kan du læse om:

  • Hvornår du skal overveje at købe brugt bil
  • Fordelene ved at købe en brugt
  • Potentielle ulemper ved at købe en brugt bil

At købe en bil kan i sig selv være en stor opgave. 

Du skal beslutte dig for, hvilken bil du vil have, hvilken farve, hvilken størrelse, hvilket mærke, og det hele skal passe ind i dit budget. 

Men en af de største beslutninger er at bestemme, om du vil købe en helt ny bil eller en brugt. 

I denne artikel vil vi se nærmere på fordelene og ulemperne ved at købe en brugt bil og besvarer spørgsmålet: Kan det betale sig at købe en brugt bil?

Hvornår skal du overveje at købe en brugt bil?

Ofte er det din økonomi, der dikterer, om du vælger at købe en ny eller en brugt bil. 

Nye biler har normalt større afskrivninger, men færre omkostninger til vedligeholdelse. Brugte biler har lavere afskrivninger, men højere vedligeholdelsesomkostninger. 

På kort sigt er det derfor som udgangspunkt billigere at købe en brugt bil frem for en ny bil. På længere sigt kan det dog se anderledes ud.

Man vil typisk sige, at hvis dit budget rækker til det, vil man anbefale dig at købe en ny bil, da du med en ny bil både får to års reklamationsret og garanti. 

Men er der ikke luft i budgettet til det, eller kan du ikke finde præcis den bil, der dækker dine behov, fra ny, så kan en brugt bil være en rigtig god løsning. Og så skal man huske, at man får mere bil for pengene med en brugt bil frem for en ny.

I nogle tilfælde kan udbuddet af brugte biler være så stort, at prisen på den model, du er interesseret i, bliver presset ned, og du kan derfor gøre en god handel ved at vælge en lidt ældre model.

At købe brugte biler kræver dog, at du har styr på dit budget, så der er luft til eventuelle reparationer. Hvis du overvejer at købe brugt bil, er det også vigtigt at vurdere, om sikkerheden lever op til dine krav.

Tre fordele ved at købe en brugt bil

Vælger du at købe en brugt bil, enten hos en forhandler eller af en privatperson, er der både fordele og ulemper frem for at købe bilen fra ny. Her gennemgår vi først tre fordele ved at købe en brugt bil.

1. Spar penge ved at købe en brugt bil

En af de største fordele ved at købe brugt bil er selvfølgelig prisen. Brugte biler er ofte betydeligt billigere end nye biler, og du kan ofte få mere bil for pengene, hvis du køber brugt. Hvis bilen købes brugt, kan du typisk finde en bil, der er større, har mere ekstraudstyr eller mere komfort end en ny bil inden for samme budgetramme.

2. Få lavere forsikringspræmier 

En anden fordel ved at købe en brugt bil er, at forsikringspræmierne også generelt vil være lavere. Det skyldes, at forsikringsselskaber oft betragter brugte biler som mindre risikable end nye biler, da de allerede har mistet en del af deres værdi.

3. Undgå større værditab

En tredje fordel er, at værditabet er mindre på brugte biler end på nye. Nye biler mister en stor del af deres værdi i de første par år efter købet, hvilket betyder, at du kan miste mange penge, hvis du vælger at sælge bilen igen efter kort tid. Ved at købe en brugt bil er det meste af værditabet allerede sket, og du vil derfor sandsynligvis ikke miste lige så meget, hvis du vælger at sælge bilen igen senere.

Tre potentielle ulemper ved at købe brugt bil

Selvom der altså er en række fordele, som peger i retning af, at det kan betale sig at købe en brugt bil, er det vigtigt at understrege, at der også er en række ulemper ved at købe brugt bil, som du bør skrive dig bag øret. De kan nemlig ramme dig økonomisk lige i nakken.

1. Potentielle skjulte skader

Når du køber en brugt bil, er der altid risiko for, at der er skjulte skader, som du ikke er klar over. Selvom sælgeren kan forsikre dig om, at bilen er i god stand, kan der stadig være nogle problemer, som du opdager senere. Og det kan betyde, at du får en uforudset ekstraregning til reparationer.

LÆS OGSÅ | Hvad er en servicebog?

2. Højere vedligeholdelsesomkostninger

Brugte biler kræver ofte mere vedligeholdelse end nye biler. Du kan opleve, at du skal skifte dæk, bremser, olie eller andre vigtige dele, kort tid efter du har købt bilen. Disse omkostninger kan samle sig sammen og reducere det, du sparer ved at købe en brugt bil.

3. Usikker historik

Når du køber en brugt bil, er der ingen garanti for, at bilen har været vedligeholdt ordentligt eller ikke har været involveret i ulykker. Du kan muligvis ikke vide, hvad tidligere ejere har gjort med bilen, eller om bilen har været udsat for oversvømmelser, brande eller andre skader. Det kan resultere i bekostelige udgifter for dig.

LÆS OGSÅ | Hvordan jeg se bilens ulykkeshistorie?

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS