Den nye Jeep Compass bliver en søster til Peugeot E-3008 og Opel Grandland Electric, og hvis Jeep kan finde et rigtig fornuftigt prisleje, kan Compass blive interessant.
TEKST Morten Bek FOTO PR
92 biler. Det skal være en rigtig sløv uge hos Tesla eller Volkswagen, hvis der ikke kommer nummerplader på flere biler end det. Men hos Jeep er det ikke indregistreringstallet for en uge – det er indregistreringstallet for hele 2024.
At det overhovedet er så højt, skyldes at den alt for dyre mini-elbil Avenger E i slutningen af året kunne købes med en besparelse på op til 110.000 kr. Godt nok ikke i mere end et halvt hundrede eksemplarer, men det løftede trods alt Jeep-salget i 2024 fra ingenting til lidt mere.
Avenger E er den eneste elbil Jeep har lige nu, men den næste er lige om hjørnet. Det kan blive bilen, der giver Jeep lidt mere at glæde sig over i Danmark: den nye, tredje generation Compass. Det er første gang, Compass laves som elbil.




Europæisk premiere på et europæisk produkt
Jeep er ærkeamerikansk, men efterhånden er Jeep også ved at være ærke-europæisk. Renegade og den gamle Compass er i høj grad italienske produkter, og også Avenger er lavet til Europa i Europa.
Som en del af den uoverskueligt store Stellantis-koncern vil den nye Compass også være et europæisk rettet produkt. Verdenspremieren finder sted senere i foråret i Europa, og produktionen starter senere i år på fabrikken i italienske Melfi.
Compass rykker fra en gammel platform, hvor der står Fiat på mange af delene, over på Stellantis’ STLA Medium-platform. Den kender vi fra Peugeot E-3008, E-5008 og Opel Grandland Electric.
Den nye Compass, der bliver større end den gamle, går i produktion som hybrid (e-Hybrid), PHEV (e-Hybrid plug-in) og i flere fuldelektriske udgaver. I Danmark vil det fornuftige være, at Jeep holder sig til den 100 procent elektriske.
Compass i den elektriske udgave vil komme med to-tre batteristørrelser fra 73 til 97 kWh, og topmodellen vil, komme med firehjulstræk og – hvis ydelsen i Peugeot E-3008 kan overføres – med 320 hestekræfter. Rækkevidden vil formentlig være mellem 600 og 700 kilometer med det store batteri og træk på to hjul.
Vi finder ud af meget mere om den nye Compass, når Jeep viser den frem i løbet af kort tid. Dens fremtid i Danmark afhænger i meget høj grad af prisen, som vi næppe får noget at vide om før senere på året.