juli 21, 2022

Kapow! Honda Civic Type R er tilbage

Honda Civic Type R. Hardcore hot hatch med forhjulstræk og 6-trins manuel gearkasse. Nu endelig tilbage – og stadig med vild 2-liters turbomotor.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Alle nye bilmodeller fra Honda til det europæiske marked vil fremover være elektrificeret – enten som hybrid eller elbil. Meeeeeen, det er ikke sjovt, hvis man ikke laver en enkelt undtagelse til den skrappe regel.

Den er helt ny, og den kommer på markedet allerede i starten af 2023, men den er udvalgt som en meget værdig undtagelse: Civic Type R.

LÆS OGSÅ | Første tur: Den nye Honda Civic håndterer hybrid på sin egen måde

Hondas efterhånden legendariske hot hatch, der er rå, lidt vulgær og en bølle i forhold til Volkswagens polerede Golf GTI, er i den nye generation udstyret med en revideret udgave af forgængerens 2-liters turbomotor. Ingen store el-eventyr, bare turbo, omdrejninger og vilde kræfter.

Men hvor mange kræfter?

Hvis der bliver en ny Civic-model igen om 6-8 år, så bliver en eventuel Type R-version helt sikkert elektrificeret. Så tag den nye som den sidste “gammeldags” Type R uden elmotorer og ekstra batterier.

Til denne generation Civic Type R har Honda altså valgt den højtydende VTEC-motor fra forgængeren – og givet den nyt liv. Opgraderet turbolader med bedre luftgennemstrømning og højere effektivitet, nyt udstødningssystem. Flere kræfter, højere drejningsmoment.

LÆS OGSÅ | Nyt liv til Honda CR-V

Civic Type R forbliver tro mod konceptet med forhjulstræk og en opgraderet udgave af den fantastisk præcise 6-trins manuelle gearkasse fra forgængeren. Rev-match-systemet, som matcher omdrejninger mellem geartrin og gearskift for at undgå afbrydelser i kræfterne, er optimeret og med i den nye.

Hvor mange hestekræfter? Hvor hurtig fra 0-100 km/t? Topfart? Tre gange vi ved det ikke. Verdenspremieren er desværre af den bløde slags, hvor vigtige tal mangler. Civic Type R er stærkere end forgængerens 320 hk, har højere topfart og kan mere af det hele. Vi må så bare vente på at finde ud af, præcis hvor meget mere den kan.

Tilbageholdende design. Indtil man når til vingen

De seneste to generationer Civic Type R har i den grad blæret sig med kræfterne. Store luftindtag og vilde skørter. Vulgært – som nok har tiltrukket fans, men fået andre til at vende øjne.

På basis af den nye og i forvejen mere elegante Civic står den nye Type R mere tilbageholdende. Mere i stil med Type R for tre generationer siden. Vi ved, bilen kan slå fra sig, så Honda behøver ikke overreklamere med det.

LÆS OGSÅ | ZR-V er det nye hybridskud fra Honda

Der er 19″ letvægtshjul i matsort, sorte sidespejle og antydningen af udluftning i motorhjelmen. Den er bredere, lavere end forgængeren, og på trods af at motoren skal have en masse luft gennem indtaget nederst i kofangeren, er Civic Type R endt med at være ret civil at se på. Selv udluftningen bag forhjulene er nu noget, man næsten ikke lægger mærke til.

Men så når man til afslutningen. Honda har givet Type R en massiv vinge-spoiler, som utvivlsomt giver masser af aerodynamiske fordele og holder bilen trykket mod vejen, når man kører med høj fart. Vingen er det element på den nye hot hatch, man enten elsker eller hader.

Flere detaljer om den nye Civic Type R følger i de kommende måneder

LogR-systemet optager det hele for dig

En stor opgradering har fundet sted i kabinen. Den nye Civics interiør er et stort løft, og det får Type R selvfølgelig også fuld glæde af. Digital instrumentering med vidt forskellige visninger – i rød, naturligvis – står overfor letvægtsskålsæder med rødt betræk i mikrofiber-stof, som skal ligne ruskind.

Man kan let skifte mellem køreindstillinger, der inkluderer Comfort, Sport og +R, men også en ny individuel indstilling, Individual Mode, hvor man kan justere de forskellige elementer – motor, motorlyd, styretøj, undervogn og ESC.

Forgængerens LogR-system, som gemmer data fra diverse sensorer, så man kan se rundetider på banen og meget andet, er nu udvidet med en app, så man kan få det hele direkte på sin telefon.

Når Honda lukker op for flere hårde facts, ting som motorydelsen, vender vi stærkt tilbage.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS