april 5, 2022

Større styrke: Ny Kia Niro PHEV har 183 hk

Plug-in hybriden har igen en 1,6-liters benzinmotor, og elmotorens ydelse stiger. Den elektriske rækkevidde stiger fra 49 til 65 kilometer.
TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Kia Niro PHEV var den første bil, som gjorde plug-in hybriden tilgængelig for rigtig mange danskere. Den rummelige, komfortable og økonomiske crossover gav også noget mindst lige så vigtigt: Masser af værdi for ikke så mange penge.

I dag fås Niro PHEV med 141 hk og en elektrisk rækkevidde på 49 kilometer stadig til rigtig fornuftige priser. Den starter på 264.900 kr. Man skal hverken undvære alufælge, varme i sæderne, adaptiv fartpilot eller 8″ touchscreen til den pris.

LÆS OGSÅ | Stortest: Kan Kia Sportage PHEV og Hyundai Tucson PHEV give favoritten Ford Kuga PHEV problemer?

Men råstyrke har aldrig været en grund til at vælge Niro’en. Med en 1,6-liters benzinmotor med 105 hk, som må klare det meste af slæbet, når strømmen er “gået”, er store bakker ikke for sjov.

Den nye Niro PHEV, som introduceres senere i 2022 (forventes lige før sommerferien), er en komplet nyudvikling, og der bliver denne gang langt større muskler at spille med.

Den 100 procent elektriske Niro (den lyse bil) har samme 204 hk som den gamle, men plug-in hybriden får et solidt boost kræfter: I stedet for 141 hk har den nye 183 hk

Elektrisk rækkevidde går fra 49 til 65 kilometer

Kia holder nogle informationer om den nye Niro PHEV tilbage. Vi ved, at det igen er en 1,6-liters motor – en ny og vægtmæssigt lettere version – uden turbo og en elektrisk motor, som giver kræfter til forhjulene. Vi ved ikke, hvor mange hestekræfter benzinmotoren sætter ind med. Eller hvor stort batteriet er.

Den elektriske motor får en højere ydelse – 84 hk mod 60,5 hk i den gamle Niro – og rækkevidden på strøm stiger fra 49 til mere tidssvarende 65 kilometer. Den samlede systemydelse, når benzin og diesel går op i en højere enhed, er 183 hk. Et markant løft fra den første models 141 hk. – Niro PHEV må også i den nye generation køre med 1.300 kilo på trækkrogen.

Interiør stærkt inspireret af det, der sidder i modellerne EV6 og Sportage

Der er også blevet plads til en nyskabelse i Niro PHEV fra Kias side. Mærkets første højvoltsopvarmer (Positive Temperature Coefficient – PTC) med selvregulerende keramiske varmeelementer opvarmer effektivt kabinen. Rækkevidden i koldt vejr bliver på den måde forlænget.

Kia introducerer også intelligent styring af, hvornår bilen kører på strøm, som bl.a. Audi og BMW allerede har. Green Zone-køreindstilling styrer automatisk brugen af strøm med indspark fra bl.a. navigationssystem og kørselsmønstre. I byen og bebyggede områder slår Niro PHEV over på el-kørsel, når den har strøm til det.

LÆS OGSÅ | Kia EV6 er Årets Bil i Europa 2022

Mens den ikke-opladelige hybridversion af den nye Niro, som stadig yder 141 hk, ikke kommer til Danmark, får vi selvfølgelig den nye fuldelektriske udgave. Niro EV yder 204 hk og har en rækkevidde på op til 463 kilometer. Den forventes til Danmark i september.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS