Toyota Urban SUV Concept 06
Nyheder
4. december 2023

Kompakt elektrisk Toyota klar i 2024

Morten B. Bek

Morten Bek

En kompakt SUV bliver den mindste elbil fra Toyota, og den kommer på markedet i 2024 med valg mellem to batteristørrelser – og med mulighed for firehjulstræk.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Ketchup-effekten: Først kommer der ingenting, så en lille smule – og til sidst, med et stort slag, vælter det ud. Det er et meget godt billede på, hvordan Toyota forholder sig til elbiler. I mange år skete der intet – for kun hybridbiler var relevante, mente Toyota – og endelig i 2022 kom BZ4X på markedet som den første elbil fra Toyota.

I de kommende år sker der endelig mere. Den store klat ketchup kommer endelig ud af Toyota-flasken, om man vil. Mindst fem nye elbiler kommer på markedet i Europa frem mod 2026, og den første skulle være leveringsklar i løbet af 2024.

De første billeder viser en konceptbil, men hvis vi kender Toyota ret, så er konceptbilen Urban SUV Concept ikke langt fra den kompakte elbil, der præsenteres i 2024. Den helt nye model skal konkurrere med blandt andre en kommende elektrisk udgave af Opel Crossland og Peugeot E-2008.

Toyota Urban SUV Concept 08
Toyota Urban SUV Concept 07
Toyota Urban SUV Concept 04
Toyota Urban SUV Concept 02

Skal vi kalde den BZ2X?

Urban SUV Concept får nok ikke lov at beholde meget af sit navn, når den til næste år ændres til sit produktionsklare format, og hvis der skal være logik til i navnene hos Toyota, skal den nye elbil hedde noget, der ligger tæt på BZ4X.

Som BZ4X er Urban SUV Concept en crossover, og man vil også i den nye kunne vælge mellem forhjulstræk og firehjulstræk. Modellens navn skal selvfølgelig indikere, at den nye har mere kompakte mål – den bliver med en længde på 430 cm større end Yaris Cross (418 cm), meget mindre end BZ4X (469 cm) og cirka på størrelse med MG ZE EV og lige præcis så lang som Peugeot E-2008.

I en kompakt elbil får man typisk enten forhjulstræk eller baghjulstræk. Firehjulstræk er en usædvanlig mulighed, og det er et smart træk af Toyota at tilbyde det. Med firehjulstræk vil den kompakte Toyota have en elmotor foran og en elmotor bagtil, og følger Toyota opbygningen i BZ4X, vil firehjulstrækkeren ikke adskille sig markant fra forhjulstrækkeren i forhold til motorydelse. Man får en bil med bedre vejgreb, men ikke nødvendigvis en stærkere bil.

Hvor BZ2X, eller hvad den nu ender med at hedde, ikke er helt som BZ4X, er når det kommer til batteriet. BZ4X fås med en batteristørrelse – den nye model vil Toyota tilbyde med to batteristørrelser. Hvor store og hvor langt på en opladning? Først i 2024 får vi mere at vide.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen