Volvo EX30 – Eksteriør-21
Nyheder
10. juni 2024

Kritisk fejl kræver opdatering af over 2.000 danske Volvo EX30

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Volvo EX30 er blandt de mest populære modeller ikke kun i Danmark men i hele Europa. En kritisk fejl kræver dog, at de solgte biler opdateres, og officielt er Volvo EX30 tilbagekaldt.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen

Hvis der er noget, som den kække Volvo EX30 har fået hug for, så er det den tech-tunge betjening. Alt foregår gennem den 12,3″ store skærm, fra speedometer og handskerum til navigation og klimaanlæg. Det kræver en vis teknisk kunnen – ikke blot fra kunderne, men også fra Volvo selv.

Software-problemer betyder nemlig, at samtlige 72.000 producerede Volvo EX30 nu officielt tilbagekaldes, der skriver mediet Carup. Det inkluderer i alt 2.136 biler på dansk grund. Heldigvis kan de danske kunder nøjes med at opdatere bilen fra egen carport, hvorfor udrettelsen af den kritiske fejl ikke nødvendigvis kræver et værkstedsbesøg.

Volvo EX30 – Interiør-23

Skærm i testtilstand

Det er skærmen, den er gal med i Volvo EX30, og da speedometeret også er placeret her, må fejlen betegnes som værende kritisk. Hvis fejlen indtræffer, går skærmen i en form for testtilstand, der viser en masse farver á la det prøvebillede, man havde på fjernsyn i gamle dage. Skærmen fryser i denne tilstand, og det er derfor ikke muligt at se, hvor hurtigt man kører, hvilket kan blive både dyrt og farligt.

Heldigvis for Volvo er tilbagekaldelsen ikke en tilbagekaldelse, som vi kender dem fra fossilbiler. Til Bilbasen siger Volvo Car Danmark, at det ikke kræver et værkstedsbesøg at udbedre fejlen. Volvo er i fuld gang med at rulle en software-opdatering ud, der løser problemet. En opdatering fra egen carport fjerner altså sandsynligheden for at møde den farverige og fastfrosne skærm. Ifølge mediet Carup har visse ejere ikke kunne gennemføre opdateringen, hvorfor de alligevel må forbi forhandleren.

Det er ikke første gang, at Volvo kæmper lidt med deres nye og software-tunge biler. Sidste år måtte Volvo udskyde lanceringen af den kommende elektriske flagskibsmodel, Volvo EX90, med mindst et år. Her var det alene software, der agerede benspænd, da fabrik og bil ellers var helt køreklar. Det forventes tidligst at de første leveringer af EX90 ruller i løbet af efteråret.

Sådan genstarter du skærmen

Det er langt fra alle 2.136 biler, der vil opleve fejlen. Selvom opdateringen inkluderer alle leverede biler, optræder fejlen kun sporadisk. Skulle du alligevel være en af de uheldige, hvor fejlen indtræffer, kan du muligvis kæmpe dig ud af kattepinen selv.

Hvis fejlen indtræffer, skal skærmen genstartes. Dette kan kun gøres i stilstand med den elektroniske håndbremse trukket. Her skal man trykke og holde på knappen, der sætter hastigheden ned på fartpiloten, samtidigt med at man trykker og holder på knappen, der skruer volumen ned på lydanlægget. Dette skal gøres i 15 sekunder eller indtil skærmbilledet skifter.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: