Næst efter vodka er en Lada Niva det mest cool, der er kommet ud af Rusland. Ja ja, Beluga Kaviar er dyrt, men vi vil altså hellere have en Lada Niva.
Af: Ebbe Sommerlund / d. 14. december 2018
Lada Niva er noget så sjældent som en russer, der slog i gennem i vesten. Vi er tilbage i 1970’ernes Sovjet, og USSSR manglede en bil til folket i de landlige distrikter – og dem er der mange af i den del af verden.
Til det job udviklede AvtoVAZ en ny bil og nærmest en ny biltype – en kompakt firehjulstrækker, der rent faktisk kunne begå sig i terræn.
Læs også: Danmarks vildeste VW Transporter
Lada Niva var banebrydende, fordi den kom med et selvbærende karrosseri og ikke havde en chassis-ramme, som var kotyme for firehjulstrækkere på det tidspunkt.
Den havde dog en række offroad-tricks i ærmet, hvor navnlig differentialespærre, lav vægt og korte udhæng gjorde stor nytte.

Sjælden sag til salg
Lige nu er der en til salg i Danmark, og det er ikke hvilken som helst Niva. Det er den originale fra 1970’erne, med 1,6 liters rækkemotor på fire cylindre. 76 hk og 126 Nm. Firehjulstræk, centerdifferentiale der kunne spærres og naturligvis høj og lav udveksling. Og så havde den tilmed hydraulisk kobling.
LÆS OGSÅ: Video: Derfor skal BMW 3-serie være din næste bil
De første årgange af Niva fra 1970’erne er så sjældne, at du lige nu ikke engang kan købe en i Tyskland. Godt nok er denne i Danmark ikke på plader, men afgiften er ikke noget særligt på sådan en sag – sælger vurderer mellem 5.000 og 8.000 kroner. Bilen står til 29.800 kroner i sig selv.
Hvis den skal være helt original, så må du lede efter et nyt rat, og en lakering, men ingen er som bekendt perfekt.

Russerne måtte vente
Lada Niva havde reelt set ingen konkurrenter. Begrebet kompakt SUV var ikke opfundet på det tidspunkt. Suzuki havde godt nok Jimny, en den var mindre og på færre markeder. Japanerne lancerede først Vitara i 1988, og når amerikanerne kaldte noget for en kompakt SUV, så var det en Jeep Cherokee der var 420 cm lang. En Niva var blot 372 cm.

Dermed fik du som Lada selv sagde meget frihed for pengene – en Niva kostede 16.800 DM hvilket underbød den regerende firehjulstrækker, Land Rover Defender, gevaldigt. Lada Niva tog dermed 40 pct. af markedet for firehjulstrækkere i Europa. Ret godt af en bil fra Sovjetunionen
Selvom den naturligvis ikke kunne leve op til en Land Rover, så blev den praktiske Lada Niva en slags succes. Den produceres stadigvæk, men de nyere versioner har tabt lidt af charmen uden at det er blevet en bedre bil. Lada Niva er larmende, men charmerende.
