juni 24, 2022

Lidt nyt er godt nyt i Toyota RAV4

Du kan ikke se det, men Toyota RAV4 har fået en opgradering. Det meste sker nemlig i kabinen, hvor nyhederne bl.a. er 10,5″ touchscreen og digital instrumentering.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Et facelift, der næsten ikke er til at se. Er det så et facelift? Måske mere en opdatering, som er det Toyota har udsat RAV4 for. Mere moderne teknologi i kabinen, udvidede sikkerhedssystemer og andre mindre justeringer.

Hvorfor så ikke mere, når man er i gang med at rykke rundt i en bil, der har kørt uændret som model siden 2018?

LÆS OGSÅ | Video: Skarp pris på Toyota BZ4X

For det første er det her faktisk anden opdatering af den nuværende generation RAV4 (der blev lavet bl.a. mindre designændringer i 2021). For det andet er RAV4 den mest solgte SUV i verden – langt foran biler som Ford Kuga og VW Tiguan. Så det er meget godt ikke lave for meget om.

Det er ikke et billede af RAV4 fra 2018, men den nyeste. De fleste ændringer gælder da også interiør og sikkerhedssystemer – designet har været med til at gøre RAV4 til verdens bedst sælgende SUV

Toyota er med på skærmene

Noget af det absolut mindst overbevisende ved RAV4, som vi kender den, er infotainmentsystemet. Lille skærm, grynet grafik og menuer fra en anden tid – og det er fortiden, ikke fremtiden, desværre.

Det er lige præcis på det område, Toyota har lavet ændringer. Når RAV4 kommer på markedet med sine seneste opdateringer omkring årsskiftet, er det med nyt infotainmentsystem med større touchscreen. Det er også med fulddigital instrumentering med forskellige visningsmuligheder.

LÆS OGSÅ | Snart kan du få Toyota Corolla som crossover

Infotainmentsystemet, som slægter det i nyere modeller som Yaris Cross på, har en skærm opgraderet fra maksimalt 8″ til 10,5″. Systemet har internetopkobling med opdateringsmuligheder, og menustrukturen er langt mere klar og betjeningsvenlig. Opkoblingen gør også, at man på sin smartphone kan tjekke bilens tilstand – og om vinduerne er lukket helt.

Instrumenteringen i RAV4 har hidtil været delvist digital – og dermed delvist endnu et lavpunkt i den robuste kabine. I alle udstyrsvarianter med undtagelse af den laveste (den får delvist digital med 7″ skærm), er fulddigital instrumentering med 12,3″ skærm kommet til. Den har fire visningsmuligheder: Casual, Smart, Sport og Tough. Det lyder som tøj til enhver lejlighed, men RAV4 er jo også til de fleste lejligheder.

Fortsætter som hybrid og plug-in hybrid

Toyota har en omfattende sikkerhedspakke som standard i stort set alle sine biler. Adaptiv fartpilot, fjernlysassistent, skiltegenkendelse og aktiv vognbaneassistent er standard. I RAV4-opgraderingen kommer nye elementer til, som allerede kendes fra bl.a. biler fra Volvo.

Den automatiske nødbremse kan nu spotte, om man i et vejkryds er ved at køre ud foran en modkørende – og det kigger også efter fodgængere. Bilen bremser, hvis man er på vej over krydset uden at se sig for. En såkaldt nødstyreassistent vil på samme måde forsøge at undvige fodgængere, som pludselig træder ud på vejen.

LÆS OGSÅ | Toyota GR Corolla: 3-cylindret, tæt på 300 hk og firehjulstræk

Mens de nye sikkerhedselementer gælder både RAV4 Hybrid (forhjulstræk med 218 hk, firehjulstræk med 222 hk) og Plug-in Hybrid (306 hk), får kun plug-in hybriden endnu en udvidelse: Sikkerhedssystemets automatiske nødbremse reagerer også på, og vil forsøge at forhindre sammenstød med, cyklister, parkerede biler og modkørende i bilens egen vognbane.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS