januar 21, 2022

Fornyet Mazda CX-5: Et prisbilligt bud på en lækker SUV

Mazda serverer sin opfriskede CX-5 til priser fra 310.000 kr. med masser af udstyr og 165 hk. Det er en skarp pris i et marked, hvor nogle konkurrenter har taget et stort prishop

Mazda har – endnu – ingen plug-in-hybrid på hylderne. Mens det kan få kunder til at se sig om hos andre mærker (Hyundai, Ford, Peugeot, VW), så skyder japanerne tilbage med attraktive priser på sine benzinmodeller.

Hvor Peugeot 3008 1,2 med 130 hk nu starter på 407.990 kr., og Volkswagen Tiguan 1,5 med 150 hk er skudt op i 434.995 kr., kan Mazda introducere sin faceliftede CX-5 2,0 med 165 hk til priser fra 310.000 kr.

Det er en pris, som underbyder mange af de afgiftsmæssigt begunstigede konkurrenter med PHEV-drivlinje (Peugeot 3008 Hybrid fra 329.990 kr.). Mazda har på ingen måde sparet på udstyret i den fornyede CX-5, så der er ingen skjult dagsorden.

Alufælge, varme i rattet, navigation…

Det skulle da lige være det faktum, at man i basisversionen af CX-5 selv må rode med at skifte gear. Mens plug-in-hybriderne har automatgear, har CX-5 med 165 hk 6-trins manuel gearkasse som standard (automatgear koster 40.000 kr.). Men Mazda laver gode manuelle gearkasser, så måske det slet ikke er dumt?

Faceliftet CX-5 kommer i en udvidet række af udstyrsvarianter. Der er nu fem at vælge mellem. Basismodellen Sense – og derover kommer Sky, Newground, Cosmo og Homura.

LÆS OGSÅ | Priser klar på ny Kia Sportage – også på den vigtige PHEV

Sense, fra 310.000 kr., har så meget udstyr, at vi vil kalde den 95 procent komplet. Infotainment med 10,25″ skærm, navigation, bakkamera og Apple CarPlay, aut. klimaanlæg med to zoner, 17″ alufælge, LED-forlygter, varme i forsæderne og læderrattet, regnsensor og meget mere.

Sky-udstyrsniveauet koster 15.000 kr. mere, og her stiller CX-5 så med 19″ alufælge, stort head-up-display i forruden, el-betjent bagklap, 360 graders kamera, nøglefri betjening, trådløs mobilopladning mv.

Newground er en limegrøn fantasi

Det nye udstyrsniveau Newground (fra 335.000 kr.) handler om kulør. Farven limegrøn pryder grillen, rammerne om luftdyserne og syningerne i sæderne, som har kunstlæder og noget der ligner ruskind på sig. Dertil kommer el-betjent førersæde, vendbar bagagerumsbund og sorte sidespejle.

Cosmo (fra 345.000 kr.) skærer det limegrønne væk, men har i stedet adaptiv fartpilot og adaptive LED-forlygter, og den fås med læderpakke til 20.000 kr. for sort læder og 21.000 kr. for lyst læder. Luxury-pakke med Bose-lydanlæg, nappalæder, interiørlister i ægte træ og meget mere koster 30.000 kr.

LÆS OGSÅ | Den er god nok – den nye Mazda 2 Hybrid ER en Toyota Yaris

Homura er ny CX-5-topmodel (fra 360.000 kr.). Sådan da, for Cosmo med Luxury-pakke er både dyrere og mere veludstyret. Homura-versionen har kunstlæder og ruskindslignende stof på sæderne, el-betjent førersæde og en masse pynt i form af røde og sorte elementer.

Benzinmotorer med 165 og 194 hk – og en diesel med 184 hk

Benzinmotoren på 2 liter med 165 hk er ikke den eneste motor, den faceliftede CX-5 fås med. En benzinmotor på 2,5 liter med 194 hk og automatgear som standard er også en mulighed (fra 405.000 kr.), og Mazda holder dieselfanen højt med en 2,2-liters motor med 184 hk (manuel eller automatisk gearkasse), som fås fra 405.000 kr. Disse to motorer har som minimum Newground-udstyrsniveau.

Prislisten er usædvanligt fyldig for en japansk bil. Fem udstyrsniveauer, tre motorer, to gearkasser, firehjulstræk og pakkeløsninger gør, at der er 29 versioner af CX-5 i Danmark – plus læderpakker og forskellige lakeringer.

29 versioner er der ingen grund til at remse op. Vi nøjes i stedet med et udpluk fra prislisten – resten findes på den officielle prisliste på Mazdas hjemmeside.

Fra 310.000 kr. til 515.000 kr.

Benzin

CX-5 2,0 Skyactiv-G 165 hk Sense – 310.000 kr.
CX-5 2,0 Skyactiv-G 165 hk aut. Sky – 365.000 kr.
CX-5 2,0 Skyactiv-G 165 hk aut. AWD Newground – 405.000 kr.

CX-5 2,5 Skyactiv-G 194 hk aut. Newground – 405.000 kr.
CX-5 2,5 Skyactiv-G 194 hk aut. Homura – 430.000 kr.
CX-5 2,5 Skyactiv-G 194 hk aut. Cosmo med Luxury – 445.000 kr.

Diesel

CX-5 2,2 Skyactiv-D 184 hk aut. Newground – 445.000 kr.
CX-5 2,2 Skyactiv-D 184 hk Cosmo – 415.000 kr.
CX-5 2,2 Skyactiv-D 184 hk aut. AWD Cosmo – 485.000 kr.
CX-5 2,2 Skyactiv-D 184 hk aut. AWD Cosmo med Luxury – 515.000 kr.

https%3A%2F%2Fwww.bilbasen.dk%2Fbrugt%2Fbil%3FIncludeEngrosCVR%3Dtrue%26PriceFrom%3D0%26includeLeasing%3Dtrue%26free%3Dmazda
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS