Den første plug-in hybrid fra Mazda er samtidig den første bil på en helt ny platform, hvor baghjulstræk dominerer. CX-60 har som plug-in hybrid firehjulstræk, 327 hk og elektrisk rækkevidde på 63 kilometer
TEKST Morten Bek FOTO PR
Mazda er en af de få bilproducenter, som endnu ikke tilbyder de plug-in hybrid-hungrende danskere en bil, der kan køre på både strøm og benzin. Det vil i praksis sige, at mange kunder vælger et helt andet mærke.
Til sommer melder Mazda sig endelig ind i plug-in-kampen. Det sker, når den helt nye CX-60 kommer til Danmark i løbet af de varme måneder.
LÆS OGSÅ | Fornyet Mazda CX-5. Et prisbilligt bud på en lækker SUV
CX-60 er en på alle måder væsentlig model for Mazda. SUV’en er mere end bare mærkets første SUV. Den introducerer os for en helt ny platform, hvor udgangspunktet er langsliggende motor foran – med seks cylindre! – og baghjulstræk.
Hvis det lyder som en BMW, så er det fordi det er samme princip, tyskerne bruger til de fleste af sine modeller. Et dyrt princip som giver god balance og ofte fremragende køreegenskaber.

Først som plug-in hybrid, senere på ren benzin
I første omgang får vi dog ikke den “rene” udgave af platformen – CX-60 er nemlig i første omgang kun tilgængelig som plug-in hybrid. Den har firehjulstræk som standard. Det er kun et spørgsmål om tid, for CX-60 vil indenfor kort tid også komme i andre udgaver, hvor baghjulstræk er standard.
Plug-in hybriden har en 2,5-liters benzinmotor og en stærk el-motor. El-motoren yder i sig selv 136 hk, og den samlede ydelse er 327 hk og 500 Nm. Batteripakken er på 17,8 kWh, og det giver en el-rækkevidde på 63 kilometer ved blandet kørsel.
LÆS OGSÅ | Mazda 2 Hybrid er landet i Danmark
Mazda er tilbageholdende med information omkring kommende CX-60-varianter. Vi kan forvente sekscylindrede rækkemotorer – både benzin og diesel. Helt nyudviklede motorer.

458.000 kr. med omfattende udstyr
CX-60 er en SUV i klasse med Audi Q5, BMW X3 og Volvo XC60. Med en længde på 475 cm er den 20 cm længere end Mazdas egen CX-5. Bagagerummet er på op til 1.726 liter, og plug-in hybriden må trække helt op til 2.500 kilo på krogen.
Selv om Mazda med CX-60 går mere efter de dyre tyske konkurrenter end mainstream-modeller som Toyota RAV4 og Ford Kuga, så er de danske priser ikke tæt på tyskernes.
Hvor Audi Q5 55 TFSI e med 299 hk fås fra 565.000 kr. med fornuftigt standardudstyr, så lander Mazda CX-60 2,5 Plug-in Hybrid hos forhandlerne til priser fra 458.000 kr. med prangende standardudstyr.







Tre varianter – Exclusive Line, Homura og Takumi
CX-60 kan allerede nu forudbestilles hos Mazda-forhandlerne, og basismodellen til 458.000 kr. kommer med udstyrsniveauet Exclusive Line. Over den variant ligger Homura og Takumi.
Exclusive Line til 458.000 kr. har som standard 20″ alufælge, LED-lygter, nøglefri betjening, 12,3″ touchscreen, navigation, bakkamera, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, varme i rattet og head-up-display.
LÆS OGSÅ | Ny Mazda CX-50 er lækker, men forbuden frugt
Homura til 476.250 kr. kommer med yderligere udstyr i form af sort- og mørktonede udvendige detaljer, læderindtræk og stemningsbelysning.
I Takuma-udgaven til 487.800 kr. er sort læder erstattet af finere nappa-læder i hvid, og der er paneler i ægte træ og særlige japanske tekstiler på tværs af instrumentbordet og i dørsiderne.
Priser og information om andre udgaver af CX-60, altså udgaver med “ren” benzin- eller dieseldrift, findes endnu ikke.