A, M og G. Det er tre enkle bogstaver, der gør en stor forskel på en Mercedes. Hvis du så tilføjer “World Champion Edition”, har du en sprængfarlig og meget sjælden kombination, og det bedste af det hele er, at du nu kan få fingrene i sådan én…
Af: Esben Skrumsager / d. 15. januar 2019
Drømmer du om en kompakt tysker med masser af power? Så er det oplagt at tjekke de solbadende turister på en vestjysk strand i sommerferien… Men hvis du er på udkig efter en bil med nogenlunde samme beskrivelse, så finder du næppe en model, der kan overstråle naboens indkørsel mere end en Mercedes-AMG A45 i en WC-edition.
Og nej, WC skal få dig til at tænke på det hvide porcelæn, du straffer efter den første kop morgenkaffe. WC står for World Champion. Og det er lige netop, hvad Mercedes er blevet i Formel 1 de seneste fem sæsoner.
SE OGSÅ: AMG-Geländewagen: Brugt og grotesk Monster-Mercedes
Historien om Mercedes A45 AMG World Champion Edition
Efter at have vundet både kørernes og konstruktørernes mesterskab i 2014 og 2015 skabte Mercedes denne ”A45 AMG Petronas World Champion Edition”. Bilen blev præsenteret ved sæsonafslutningen i Abu Dhabi 2015 som en hyldest til Formel 1-teamets flotte præstationer.
Mesterskabsudgaven var en tidsbegrænset option til A45 AMG-købere. Den blev således kun solgt fra januar 2016 til maj samme år.
Uanset om du er Formel 1-fan eller ej, kan det være svært ikke at blive fristet af denne vanvittige hatchback. Med direkte reference til den vindende racerbil er bilen stylet indvendig og udvendig med detaljer i den karakteristiske “petrol green”.




















Der findes ikke nogen officiel udmelding fra Mercedes om antallet af solgte World Champion Editions, men ifølge GranTurismo Cars, som lige nu har et eksemplar af modellen i garagen, tyder meget på, at der kun er leveret i omegnen af 30-50 styk på verdensplan.
Du kan altså være helt sikker på, at naboen ikke pludselig kommer rullende i en bil magen til din.
Under hjelmen gemmer sig en 2,0-liters firecylindret motor, som yder intet mindre end 381 hestekræfter. Når du trykker speederen i bund flytter den dig fra 0 til 100 km/t på bare 4,2 sekunder – og det går ikke stille for sig. Lyden skulle efter sigende være lige så brutal som køreegenskaberne.
SE OGSÅ: Video: Berner tester brølende psykopat-Mercedes
Mekanisk har Mercedes ikke ændret noget i WC-udgaven, men udvendigt er der skruet op for aerodynamikken med frontspoilere, hækspoiler og finner, mens Petronas-folieringen og de neongrønne hjulkapsler er prikken over i’et.
I kabinen går de grønne detaljer igen i både rat, sæder, sidepaneler og seler. Bilen er udstyret med både AMG Exclusive- og Dynamic-pakker, så der er ikke sparet på udstyret. I midterkonsollen sidder beviset på, at det er en specialudgave, da Mercedes har monteret et lille emblem med skriften “Petronas World Champion 2015”.
Hvad koster en Mercedes A45 AMG World Champion Edition?
Hvis du har forelsket dig i den hidsige perle, kan du få fingrene i den her, hvor den står med en pris på 340.000 kroner. Plus moms og afgift vel at mærke. Du kan også flexlease bilen. Engangsydelsen lyder på 85.000 kroner, og efterfølgende koster den dig 5.400,- pr. måned inkl. moms.
Bilen har kun 30.000 km på tælleren, fuld servicehistorik og blot én tidligere ejer. Se mere om bilen og leasing-tilbudet her.
Hvis du ikke vil betale prisen for en sjælden A-Klasse AMG, kan du overveje at se nærmere på den lidt mere afdæmpede Mercedes-AMG A35, som Ebbe Sommerlund netop har testet. Den kan du læse mere om her: Test af ny über-GTI: AMG A35 er et bæst – et blidt bæst