december 2, 2022

Mercedes EQA får 106 km mere på rækkevidden

Basisudgaven EQA 250 kører 68 kilometer længere på en opladning, mens den nye EQA 250+ med større batteri klarer op til 530 kilometer.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Mere rækkevidde i elbilen er måske ikke det, man lige står og mangler i hverdagen. 100 kilometer på den samlede rækkevidde på en opladning spiller ingen stor rolle, når man i forvejen har strøm nok til at køre til arbejde, ud til byggemarkedet og til kaffevisit på den anden side af horisonten.

Men når det kommer til turene på flere hundrede kilometer – familiebesøget, ferien og forretningsrejsen – kan 100 kilometer længere rækkevidde gøre hele forskellen.

LÆS OGSÅ | Test: Fem plusser, fem minusser ved Mercedes-EQ EQA 350 4Matic

Mercedes har gjort det helt udemærket med salget af deres mindste elbil i Danmark. EQA, baseret på GLA, er i 2021-22 kommet på gaden i omkring 1.200 eksemplarer (den nært beslægtede EQB i over 400 eksemplarer), og basismodellen EQA 250 med en rækkevidde på 424 kilometer er mest populær.

Nye EQA-kunder kan glæde sig over, at der nu er flere kilometer at hente i EQA 250. Der er også en ny EQA 250+ med et større batteri, som giver rækkevidden et ekstra stort skub opad.

Mercedes har fået mere rækkevidde ud af batteriet i basismodellen EQA 250, men det er den nye EQA 250+, der er mest interessant med op til 530 kilometer på en opladning

Større batteri i EQA 250+ giver i alt 530 kilometer

Før Mercedes fandt ud af at hive mere rækkevidde ud af EQA, var det de to firehjulstrukne varianter – EQA 300 4Matic med 228 hk og EQA 350 4Matic med 292 hk – som kom længst på en opladning af batteriet på 66,5 kWh. Begge 4Matic-modeller stod, og står stadig, til 436 kilometer på en opladning, mens EQA 250 med forhjulstræk og 190 hk stod til 424 kilometer.

Batteristørrelsen i EQA 250 er ikke ændret. Den er stadig 66,5 kWh. Men ved hjælp af hvad der sikkert er både energi- og varmestyring, software og talrige andre justeringer, kan basismodellen nu klare 493 kilometer på en opladning. En bonus på meget anvendelige 69 kilometer.

LÆS OGSÅ | Test: Mercedes EQB står stærkt – selv på prisen

Det er dog den nye EQA med et +, der er mest interessant. For kun 12.000 kr. mere end EQA 250 kommer EQA 250+ med et større batteri og en endnu længere rækkevidde. Motorydelsen er grundlæggende den samme, 190 hk, men der er 10 Nm ekstra til i alt 385 Nm.

Det nye batteri har en kapacitet på 70,5 kWh, og da drivlinjen samtidig er en smule mere effektiv i 250+, kører den 37 kilometer længere end 250: På en opladning bliver det til 530 kilometer – 106 kilometer mere end i den gamle basisudgave.

Priser fra 424.000 kr.

Mercedes går ikke ind for udstyrsniveauer. Alle versioner, med undtagelser typisk for modeller med kraftigere motorer, har samme grundniveau. Sådan er det også for EQA. Det gør det nemt og overskueligt, og EQA er heldigvis godt udstyret.

18″ alufælge, lysstærke LED-forlygter, el-betjent bagklap, el-klapbare og nedblændelige sidespejle, 10,25″ digital instrumentering, stemningsbelysning med valg mellem 64 farver, automatisk klimaanlæg med to zoner, navigation, bakkamera, tyverialarm og indtræk i kunstlæder er inkluderet.

LÆS OGSÅ | Test: Mercedes EQE er den perfekte elbil til folk med briller

Priserne på EQA er steget med 14.-24.000 kr. siden lanceringen i 2021, og det er en lav prisstigning i forhold til, hvor meget dyrere nogle elbiler er blevet.

Basismodellen EQA 250 med 190 hk koster nu 424.000 kr., mens EQA 250+ med 190 hk og den ekstra lange rækkevidde koster 436.000 kr. Med firehjulstræk og 228 hk, men betydeligt kortere rækkevidde, koster EQA 300 4Matic 449.000 kr., og den 292 hk stærke EQA 350 4Matic koster 464.000 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS