juli 24, 2022

Test: Mercedes EQE er den perfekte elbil til folk med briller

Mercedes EQE gør storebror EQS kunsten efter. Derfor er den komfortabel, velbygget, luksuriøs og … grim? Vi tester Mercedes EQE.

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Sjældent har jeg anbragt egen bagdel så meget i klaskehøjde, som da jeg på Bilbasens Instagram (og TikTok?!) kaldte Mercedes EQE for grim. Flere var enige – lige så mange var rygende uenige, og det fik jeg at høre for.

Bare rolig. Jeg kan tage de kritiske røster, konstruktive som destruktive, og jeg står ved min mening. Jeg synes, at Mercedes EQE er grim – men jeg synes også, at den er helt genial!

Læs hvorfor, når jeg tester Mercedes EQE i storby og på langfart under den bagende, danske sommersol.


Mercedes-EQ EQE 350+

Motor: Elmotor (bag)
Ydelse: 292 hk / 565 Nm
0-100 km/t: 6,4 sekunder
Tophastighed: 210 km/t
Forbrug: 16,9 kWh/100 km
Batteristørrelse: 90,5 kWh
Maks. ladekapacitet: 170 kW
Elektrisk rækkevidde: 645 kilometer
Mål (L/B/H): 
495/191/150 cm
Køreklar vægt: 2.200 kilo
Bagagerumsvolumen: 
430 liter
Pris: 
674.998 kr. (EQE fås fra 649.998 kr.)


Skabt i modvind

Hvis ikke du har set den føromtalte video, må jeg hellere forklare mig selv ganske kort. Formerne på EQE er blevet til i en vindtunnel, og det er tydeligt, at aerodynamik har båret designet. Derfor har EQE da også en lav Cd-værdi på 0,22, hvorfor den rent aerodynamisk kan bide skeer med Porsche Taycan.

LÆS OGSÅ | Test: M for mange muskler – og mindre morskab

Rent æstetisk er Porsche dog kommet bedre i mål med at kombinere design og aerodynamik. Mercedes EQE mangler linjer, kanter og æstetik. Den ligner mest af alt en stikpille skabt i modvind. Og ja, det er bare min mening, men nu kender du den.

Apropos stikpille

Det er ikke første gang, at Mercedes-Benz ruller med det aerodynamiske ‘stikpilledesign’. Som du nok kan se, ligner EQE storebror EQS til forveksling.

Begge biler er bygget på Mercedes’ dedikerede elbilplatform ‘EVA’ (electric vehicle architecture), og de adskiller sig først rigtigt, når man ser dem i profil. I totallængde måler EQS nemlig 28 cm mere end EQE, mens den også har 9 cm mere mellem akslerne. Det er nærmest den eneste åbenlyse forskel udadtil.

Under de bløde former gemmer sig selvfølgelig også lidt forskellig teknik. Mercedes EQS er udstyret med et monstrøst 108 kWh batteri, som giver en rækkevidde på op til 758 km. Mercedes EQE kører med et mere almindeligt 90 kWh batteri, der alligevel leverer op til 668 km på en opladning. 

LÆS OGSÅ | AMG på el: 687 hk til 1,2 millioner kroner

Storebror giver altså 90 mm og 90 km ekstra, og merprisen for dét er 461.002 kr. Indgangsvarianten EQS 450+ starter fra 1.111.000 kr. mens man kan slippe med 649.998 kr. for en EQE 300.

Det er en stor forskel. Særligt fordi en god portion af de luksuriøse fornødenheder, som Mercedes-Benz tilbyder, stadig er bekostelige tilkøb. Udstyr som bagakselstyring og Burmester-lydanlæg skal krydses af på ekstraudstyrslisten i både EQE og EQS.

Testbilen er udstyret med netop bagakselstyring og et Burmester-lydanlæg, der indgår i en ‘Premiumpakke Plus’-pakke, der også inkluderer 360-graders kamera, head-up display og 4-zonet klimaanlæg. Selvom testbilen EQE 350+ starter i 675.000 kr., stiller den til test med et prisskilt på 900.884 kr. inklusive alt udstyr.

Næsten som storebror

Det er ikke kun det aerodynamiske ydre, som Mercedes EQE deler med storebror EQS. Den æstetik, der udebliver udendørs, er i stedet trukket ind i kabinen, hvor EQE virkelig har wow-faktor. Igen ligner de to Mercere hinanden til forveksling – men denne gang er det et kæmpe plus.

Hvis man ynder at spendere over 100.000 kr. på den såkaldte Hyperscreen på 141 cm, som blev introduceret i EQS, kan den nu også fås til EQE. Mit råd er dog at spare de penge. For med mindre man vil blære sig, gør den almindelige 12,3-tommer store skærm alt det, den skal med absolut bravour.

LÆS OGSÅ | Video: Få sikker opladning i sommerhuset

Den seneste aftapning af MBUX-systemet er det bedste infotainmentsystem på markedet uden sidestykke. Skærmen er klar som en kølig efterårsmorgen og trykfølsomheden er som minimum på niveau med det device, du har i lommen lige nu. Det samme kan i øvrigt siges om den 12,8-tommer store instrumentering.

Kabinen er futuristisk luksuriøs og gennemført. Mercedes-Benz beviser her, at de har bygget biler i snart 100 år, med spandevis af lækre materialer som læder og kold aluminium.

Desværre har en håndfuld billige plastmaterialer også fundet vej herind, som knirker og knaser – og alligevel er EQE en billængde foran Tesla på kabinekvaliteten. Det siger måske mere om Tesla, en det gør om Mercedes.

Lysshow

I den lækre kabine kan det diskuteres, om Mercedes-Benz har givet EQE lidt for meget banjo i mængden af lyseffekter. I standardindstilling skifter ambientebelysningen alt efter, hvordan man kører. 

Ved almindelig kørsel er en bølgende blå effekt i instrumentbordet. Ved regenerering med foden fra speederen er et mere lilla lys, mens hård acceleration giver en blinkende rød lys i hele kabinen for ekstra dramatisk effekt.

LÆS OGSÅ | Test: Mercedes EQB står stærkt – selv på prisen

Udendørs er der også skruet op for lysshowet. Når bilen låses op popper dørhåndtagene ud og lyser op, så man aldrig er i tvivl om, hvor man skal gribe. Sidespejlene projekterer også et krystalklart Mercedes-Benz-logo ned på fortovet.

Det største lysshow er dog foran bilen, når den låses op. Forlygterne laver en decideret animation, som afløses af et stort Mercedes-Benz logo i den ene side samt “Mercedes-EQ” skrevet på den anden side.

Hvor skal vi hen?

Mercedes-Benz’ mangeårige erfaring med bilbyggeri gør sig også tydeligt i måden, EQE kører på. Der er ikke tilkøbt undervogn med adaptiv affjedring til 26.000 kr. til testbilen, og alligevel er det som at flyve kompromisløst afsted på et flyvende tæppe.

Så snart man sætter sig ned i de komfortable stole, der sidder lavt og tæt til gulvet, får man lyst til at køre langt. Hvor skal vi hen? Sicilien, Split eller Gibraltar – der er intet, der virker uoverkommerligt, og her er det faktisk stikpilleformen, der giver mig lidt af et hold-kæft-bolsje.

LÆS OGSÅ | Duel: Jaguar I-Pace vs. Ford Mustang Mach-e GT – modsætninger mødes

På motorvejen fyger vinden nemlig omkring de bløde, aerodynamiske former uden at blive til støj i kabinen, og fordi fælgene ikke er større end 19-tommer, gør de heller ikke meget væsen af sig. Her er så tyst, at man kan begive sig på dagsrejser uden rigtigt at blive ør i hovedet.

Dagsrejserne forsødes også af Førerassistentpakke Plus. Her er alt, man skal gøre, at finde sig til rette: Derefter sørger EQE selv for at holde farten, holde vognbanen og holde øje. Det gør den så godt, at kun Teslas autopilot rigtigt kan være med.

Elbiler fås hurtigere end Mercedes-Benz EQE 350+, men jeg savner ikke flere kræfter. Komfortorienteringen gør, at de 6,4 sekunder det tager at ramme 100 km/t er mere end rigeligt. Det er mere kompromisløs og roligt, end det er voldsomt, og det passer som fod i hose til helhedsoplevelsen.

En blæret bagaksel

Hvis jeg må have lov til at hoppe lidt tilbage til motorvejskørslen, betyder bagakselstyringen maksimal retningsstabilitet. Mercedes-Benz EQE føles som et tog på skinner, og det understøtter igen trangen til at komme afsted på langfart.

Også i byen gør bagakselstyringen underværker, hvor EQE føles som en væsentligt mindre bil, end den er. Den vender på en tallerken og retter så skarpt ind, at det er noget, jeg skal vende mig til at begynde med.

LÆS OGSÅ | Test: MG5 er det bedste elektriske tilbud lige nu

De første par gange jeg kaster mig ud i en snæver parallelparkering, laver jeg fuldt ratudslag. Som resultat ender jeg nærmest med at holde på tværs i båsen, fordi den drejer så skarpt, som den gør.

Turen til Gibraltar

Langture er ikke kun overkommelige, fordi Mercedes-Benz EQE er komfortabel. Kører man i de samme sommerlige temperaturer, som jeg tester bilen i, bør man ikke være det mindste betænkelig med at sætte en nål i kortet, der er 500 km væk fra udgangspunktet.

Over by og land kan nålen flyttes yderligere 100 km hvis ikke mere. Den snert af rækkeviddeangst, som man kan have, elimineres af bilens evne til altid at være realistisk i udregningen af rækkevidden.

SE OGSÅ | Video: Vigtigt – pas på elbilens bremser

Fristes man til at lade nålen passere 130 km/t, er EQE hurtig til at regulere rækkevidden i displayet. Det er befriende, at man ikke skal bruge hovedregning eller mavefornemmelse til at vurdere, hvor langt man egentlig kan komme.

Når strømmen skal på igen, sker det stabilt. 170 kW på DC lyndladning er ikke banebrydende, men det er stadig virkelig hurtigt, og min oplevelse i testugen er, at den bibeholder dét niveau i tilfredsstillende lang tid. Ladekurven kører helt op til de maksimale 170 kW og holder den helt til 50-60 procent, hvorefter den langsomt løjer af.

Den bedste elbil til brilleaber

Jeg bruger selv briller, og derfor er det nemt for mig at tage brillerne af, inden jeg hopper ind i bilen, så jeg slipper for at se for meget på designet. Dørhåndtagene guider mig den rette vej, når alt er sløret.

Når jeg kommer indenfor, kan jeg tage brillerne på igen, og lade mig betage af den fuldstændigt fantastiske elbil, som Mercedes EQE er. Tesla kan godt pakke sammen, når det kommer til støjniveau, komfortniveau og kabinekvalitet.

LÆS OGSÅ | Fem plusser, fem minusser ved Mercedes EQA 360 4Matic

Faktisk er jeg så pjattet med EQE, at jeg har svært ved at se, hvorfor man skulle vælge Mercedes EQS over EQE. Det skal kun være, hvis man har brug for de 9 cm ekstra mellem akslerne, der giver mere plads på bagsædet.

Mercedes-Benz har taget alt det, de har lært fra 100 års bilbyggeri, kombineret batteriteknologi fra øverste hylde, og hældt det ned i EQE. Det er gået præcist så godt, som man forventer det, og hvis man kan leve med designet, er der få så helstøbte elbiler som Mercedes EQE.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS