april 19, 2022

Mercedes EQS SUV – luksus på et højere plan

Efter de to sedaner EQS og EQE kommer turen nu til de højere SUV-modeller på Mercedes’ nye elektriske platform. Først er den store EQS SUV, som Bilbasen har kigget nærmere på i Frankfurt.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Efter nogle timer bag rattet af den imponerende nye Mercedes EQE lukkede tyskerne os ind i de store messehaller i Frankfurt for at give os en snigpremiere på den helt nye EQS SUV – den store, elektriske S-Klasse i SUV-format.

Den nye SUV, som for at adskille den fra sedanen EQS, har fået det simple tilnavn SUV, kan rumme op til 7 personer og bliver en direkte konkurrent til BMW iX. EQS SUV ser kompakt ud på både billeder og i virkeligheden, men det skyldes det vindglatte design. Nødvendigt for at opnå lang rækkevidde (op til 660 kilometer) – aerodynamikken spiller i den grad ind.

LÆS OGSÅ | Test: BMW iX 40 er velkørende, men hvorfor er batteriet så lille?

Og efter at have gået rundt om den store el-SUV flere gange og have siddet i alle sæder (også de bageste to, som mest er til brug i nødstilfælde), er det svært at sige andet, end at Mercedes har ramt plet med designet. BMW iX får hård konkurrence.

Stort batteri som i EQS

Mercedes EQS SUV kommer på markedet i andet halvår 2022, og mens vi er langt fra at kende priserne, vil den få en højere startpris end konkurrenten BMW iX. Grunden er, at EQS SUV ikke kommer med et (alt for) lille batteri som iX-basismodellen eDrive40 – som har et batteri på bare 76,6 kWh til en meget høj vægt.

EQS SUV kommer kun med stort batteri – det store fra EQS på cirka 108 kWh. Det giver selvfølgelig en god rækkevidde, men også en startpris, der sandsynligvis vil ligge et godt stykke fra de 700.000 kr., iX starter på. Men Mercedes har en anden stor elektrisk SUV på vej i den prisklasse: Den kommende EQE SUV.

Præcis som sedanerne EQS og EQE kommer den nye EQS SUV i flere styrker – og i en udgave med baghjulstræk, mens hovedparten af modellerne har firehjulstræk. Der er baghjulsstyring, hvor baghjulene drejer med.

Luksus i højderne

Mens EQS SUV ser lav ud på billeder, er der tale om en stor og høj SUV. Det giver en anden oplevelse, når man sidder bag rattet, end i EQS og EQE. Man troner højt over vejen, men i forhold til EQE og EQS er det ellers primært i detaljerne, at SUV’en adskiller sig.

Det store skærm-setup med tre skærme, Hyperscreen, hvor også passageren har en infotainmentskærm, bliver kun standard i de kraftigste udgaver af EQS SUV. Teknologi gør, at hvis føreren kigger over på den lille infotainmentskærm foran passagersædet, vil skærmen gå i sort.

LÆS OGSÅ | Første tur: Mercedes EQE er ren elbilsluksus til under 700.000 kr.

Pladsen på mellemste sæderække er fornem, selvfølgelig, men kun så længe der ikke sidder folk på de bageste sæder. I så fald skal sæderne i række to stå så langt fremme, at komforten på begge række lider. Men til kortere ture virker det til at være en fin mulighed.

EQS SUV kommer i starten i udgaverne 450+, 450 4Matic og 580 4Matic. Førstnævnte har baghjulstræk og 360 hk, mens de to næste har firehjulstræk og henholdsvis 360 og 544 hk.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS