januar 5, 2022

Ford Kuga blev den mest solgte bil i Danmark i 2021

Fords SUV var ikke bare bedst sælgende PHEV i 2021, men også sammenlagt den bedst sælgende bilmodel. Citroën fandt ejere til 5.226 styk af deres C3, mens VW ID.4 blev bedst sælgende elbil

Af: Morten Bek / d. 5. januar 2022

Som Bilbasen allerede den 3. januar kunne fortælle, blev der i 2021 solgt 185.328 nye biler i Danmark. Nu kan vi også fortælle, hvilke bilmodeller der gemmer sig bag tallet – de bedst sælgende bilmodeller.

Før vi når frem til de bedst sælgende biler for hele 2021, afslører vi de bedst sælgende biler i december måned. Listen nummer 1 er slet ikke blandt de bedst sælgende for hele året. Tesla Model Y røg ind på førstepladsen i december med 772 biler. Model Y kom på markedet sent i 2021, og den er derfor at finde helt nede på plads 46 for hele 2021.

LÆS OGSÅ | Færre nye biler i 2021, men de elektrificerede stormede frem

På de efterfølgende pladser i december, fra plads 2 til 10: Ford Kuga (642 styk), Peugeot 3008 (421), Peugeot 208 (412), Tesla Model 3 (408), BMW 5-serie (377), Kia EV6 (370), Audi Q4 E-Tron (364), Hyundai Ioniq 5 (361) og Volvo XC60 (355). At BMW 5-serie og Volvo XC60 opnår så godt salg i december er et tegn på, at mange firmabilister skulle have ny bil.

Den store 5-serie var med på top 10 over de mest solgte biler i december. Den fås i Danmark i to PHEV-versioner.

5.889 gange har Ford solgt en Kuga

Det samlede salg for hele 2021 giver et bedre indblik i, hvad danskerne i bredere forstand egentlig køber og leaser. Med enkelte undtagelser er top 10 for 2021 fyldt med forholdsvis prisbillige biler.

Listen nummer 1 er Ford Kuga. Den prisbillige PHEV-version har været med til at hæve SUV’en til tops. 5.889 nye Kuga kom på gaden i 2021, og af dem var hele 5.641 af de biler PHEV’er. Man kan ikke sige Kuga uden at sige PHEV.

På de næste fire pladser i top 10 er det små biler, vi har fingrene i. Citroën C3 kom ind på plads 2 med 5.226 styk, og kun den er relativt tæt på Kuga. Plads nummer 3 gik til Toyota Yaris (4.261 – primært hybrid), mens plads 4 og 5 går til henholdsvis Peugeot 208 (4.087) og Toyota Aygo (3.542).

Plads nummer 6 går til den dyreste bil. BMW 3-serie sikrer sig en fornem placering med 3.481 biler. Plads nummer 7 er Hyundai i10 (3.277), plads nummer 8 er Opel Corsa (3.227), plads nummer 9 er Peugeot 3008 (3.172) og Kia Ceed runder top 10 af med 3.127 styk.

VW ID.4 blev den mest solgte elbil i 2021, men baseret på salget i december er det ikke noget, der for alvor bæres ind i 2022.

ID.4 forrest i det strømførende felt

Danskerne køber elbiler som aldrig før. I 2021 blev der solgt 24.917 fuldelektriske biler. Det er en stigning på mere end 75 procent i forhold til 2020.

Den mest solgte elbil i 2021 endte med at være VW ID.4 med 2.669 eksemplarer. I december kunne VW blot afsætte 195 styk. Det kan tolkes på flere måder. På den ene side kan det være leveringsvanskeligheder, på den anden side hård konkurrence. I december blev tilsvarende bilmodeller som Kia EV6 og Audi Q4 E-Tron solgt i langt flere eksemplarer – 370 og 364 styk.

LÆS OGSÅ | VW ID.4 GTX – potent elektrisk topmodel uden markant merpris

Mens Kia EV6, som blev introduceret sent på året, ikke er med i elbilernes top 10, så er Audi Q4 E-Tron med. Den ligger på plads 5 med 1.518 eksemplarer. Mere populære var Tesla Model 3, VW ID.3 og Tesla Model Y med henholdsvis 1.901, 1.732 og 1.524 eksemplarer.

På pladserne fra 6-10 finder vi både gamle kendinge og nye modeller. 6-pladsen gik til Hyundai Kona (1.166 styk), plads nummer 7 til Ford Mustang Mach-E (1.066) og plads nummer 8 til VW e-Up (1.015).

På 9-pladsen kom den nye Hyundai Ioniq 5 ind med 987 eksemplarer. Den omdiskuterede Renault Zoe, som for nylig fik tæsk og 0 stjerner hos Euro NCAP, landede på plads 10 med 971 styk.

LÆS OGSÅ | Katastrofalt resultat: Dacia Spring og Renault Zoe dumper med et brag i crashtest

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS