januar 3, 2022

Færre nye biler i 2021, men de elektrificerede stormede frem

Danskerne købte i 2021 i alt 185.328 biler, og det er 7 procent færre end i 2020. Elbiler og PHEV’er stod for mere end en tredjedel af salget – og i december stod de elektrificerede modeller for hele 56 procent af de nye biler solgt i Danmark.

af: Morten Bek / d. 3. januar 2022

Et billede siger mere end tusinde ord. I dette tilfælde er det faktisk en graf over hvor mange elbiler og plug-in-hybrider, der sælges i Danmark, jeg kigger på. De Danske Bilimportører (DBI) laver utallige beregninger, og oversigten med salg af elektrificerede biler er blot en af mange.

Den omtalte graf viser andelen for elbiler og PHEV’ernes af det samlede salg af nye biler i Danmark. Startdatoen er 1. januar 2020, slutdatoen er 31. december 2021. Grafen viser måned for måned, hvor stor andelen er. I januar 2020 stod elbilerne for 3 procent af salget, PHEV’erne for 4 procent. Det er lig med 7 procent elektrificering.

LÆS OGSÅ | Hyundai Ioniq 5 er Årets Bil i Danmark 2022

I sommeren 2020 begynder danskerne at købe PHEV’er (juli, 13 procent), og i august begynder væksten for elbilerne (august, 6 procent). Ved udgangen af 2021 er vi nået til et helt andet sted, som salget af nye biler i december viser. PHEV’erne tog 31 procent af det samlede salg, og elbilerne snuppede 27 procent.

Det er 56 procent af det samlede salg af nye biler i Danmark. Det er aldrig sket før, at så mange elektrificerede biler er kommet på gaden i løbet af en måned.

24.917 elbiler i 2021

En andel på 56 procent for de elektrificerede biler er imponerende. At det i december er så højt, var forventet. 1. januar 2022 blev mange plug-in-hybrider dyrere, da afgiften igen er ændret. Mange har haft den store pung fremme for at nå at få ny PHEV til lavere 2021-pris, og det har selvfølgelig en effekt på decembersalget.

Det større billede, hvor hele 2021 er med, viser, at danskerne købte 185.328 nye biler i løbet af året. 7 procent færre biler end i 2020. Mange forhandlere mangler biler på grund af leveringsvanskeligheder, og det mener DBI er årsag til nedgangen.

LÆS OGSÅ | VIDEO: Danmarks billigste elbil – hvad kan den?

Selv om de elektrificerede biler i december smadrede glasloftet og brød i gennem, så har hele 2021 budt på stigning efter stigning. Det ender med i alt 24.917 elbiler og 40.464 PHEV’er i løbet af 2021. I hele 2021 står de elektrificerede biler for 35,3 procent af hele salget af nye biler. I 2020 blev der solgt 14.234 elbiler.

DBI har endnu ikke offentliggjort dybdegående data for salget af nye biler i 2021. Vi må derfor vente lidt endnu for at se, hvilke biler der var de mest solgte i 2021.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS