Ser man på nybilssalget, snuser elbilerne nu til 90 procent af det samlede salg blandt private. Det viser de seneste tal fra brancheforeningen Mobility Danmark. Elbilernes tag i danskerne er med andre ord helt utvetydigt, og nu viser brugtmarkedet de nøjagtigt samme takter.
For første gang nogensinde har vi nemlig flere brugte elbiler til salg på Bilbasen, end vi har brugte benzinbiler. For elbilernes vedkommende er der 15,8 procent flere biler til salg i forhold til starten af året, mens der er 23 procent færre benzinbiler.
Hvad skyldes det?
Det er Bilbasens faste markedsanalytiker, Jan Lang, der, med fingeren på pulsen, har spottet denne første milepæl efter en stille sommerferieperiode på brugtmarkedet. Han peger først og fremmest på det naturlige skifte mellem drivlinjer, som i en rum tid også har været tydeligt i salget af nye biler:
Danskernes skifte fra drivlinjer er en kendsgerning, der nu også ses på brugtmarkedet, ganske enkelt fordi der sælges brugte elbiler, end der sælges brugte benzin- og dieselbiler.
Kigger man på udbuddet af benzinbiler, der er op til fem år gamle, er der tale om et fald på 53 procent sammenlignet med starten af 2025.

Foruden danskernes skifte i valg af drivlinjer, er der også andre faktorer på spil. Her peger Jan Lang på antallet af transaktioner og reelle salg, der i øjeblikket sætter rekord. Det udfordrer forhandlerne i forhold til sammensætningen af deres varelager – især i forhold til drivlinjerne.
Og så er der de politiske diskussioner om afgiftssystemet, der tvinger forhandlerne til tøven. Usikkerheden omkring afgiftssystemet medfører nemlig, at forhandlerne er tilbageholdende med at investere i især elbilerne, da det er uafklaret, om afgifterne for elbilerne forandres.
Elbilernes overhaling af benzinbilerne falder desuden på et tidspunkt, hvor det totale udbud af brugte biler til salg er lavere end nogensinde før. Der er i øjeblikket omkring 53.000 brugte biler til salg i Danmark, og dermed er der 8,6% færre brugtbiler til salg i forhold til starten af 2025.