Der kommer med jævne mellemrum nye beviser for, at højvoltsbatterierne, altså de store batterier, i nyere elbiler kan holde meget længe. Tidligere på sommeren havde vi nyheden om, at den britiske virksomhed Geotab via 10.000 elbiler kunne vise, at højvoltsbatteriet i en elbil i gennemsnit kun degraderer (mister kapacitet) med cirka 1,8 procent om året.
Tyske ADAC, en stor organisation for bilister, kan afsløre, at deres langtidstest af Volkswagen ID.3 Pro S over 160.000 kilometer på samme måde tyder på rigtig fornuftig holdbarhed i batteriet.
Testen af ID.3 med det store af de mulige batterityper er foretaget over cirka fire år. En måling af batteriets tilbageværende kapacitet efter 160.000 kilometer viste, at kapaciteten er på cirka 91 procent. De ni "forsvundne" procent svarer til, at det 77 kWh stor batteri har mistet under 7 kWh kapacitet.
Dermed er der omkring 505 kilometer rækkevidde tilbage i forhold til bilens oprindelige WLTP-rækkevidde. Batteritypen med nettokapacitet på 77 kWh og bruttokapacitet på 82 kWh er ikke længere tilgængeligt i ID.3-modelprogrammet; dette er erstattet af en nyere generation med kapacitet på 79/84 kWh, som hæver WLTP-rækkevidden en smule: fra 555 til 562 kilometer.

Renault Zoe med større tab af kapacitet
De fleste nye elbiler kommer med en garanti på kapaciteten i batteriet på syv eller otte år op til 150.-200.000 kilometer. Op til aldersgrænsen skal bilens State of Health (SoH), som er den tilbageværende brugbare kapacitet, typisk være mindst 70 procent.
Det er næppe mange ID.3-ejere, eller andre ejere af elbiler, som kører 160.000 kilometer på fire år, som ADAC har gjort det. Derfor vil garantien for de fleste ejeres vedkommende være mere end rigelig, og både ADAC-testen og Geotabs undersøgelse viser, at der vil være mere end 70 procent kapacitet i de fleste elbiler batteri efter syv-otte år.
Med en elbil som ID.3 anbefaler Volkswagen, at man undlader DC-lynladning i det daglige, da det kan slide unødigt på batteriet. Det har ADAC ikke gjort under testen, men i stedet ladet ved en lynlader i 40 procent af gangene, bilen skulle til opladning. Volkswagen anbefaler heller ikke, at bilen efterlades fuldt opladt koblet til en ladestander, men det har ADAC-testerne også jævnligt gjort.
ADAC kører lige nu langtidstest af Renault Megane E-Tech, og en måling af batteriet efter 38.000 kilometer viste ingen tydelige tegn på ændring i den brugbare kapacitet; straks værre så det ud, da ADAC i 2023 afsluttede et testforløb med Renault Zoe: efter 63.000 kilometer viste batteriets tilbageværende kapacitet, altså SoH-målingen, kun 87 procent.