oktober 11, 2023

Ny BMW X2 kommer også som elbil

BMW ændrer format på X2. Den nye udgave er større og har en anden form – og denne gang kommer den som elbil. Som iX2 xDrive30 har den 313 hk og rækkevidde op til 449 kilometer.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

BMW X2 har altid været den frække bror til den fornuftige X1. I X2 handler det mindre om plads og mere om fede former, og med en helt ny generation X2 viser modellen nye sider. Den er meget større end den gamle X2, har design som lægger sig op ad X4 og X6 – og så introduceres for første gang en elektrisk udgave med navnet iX2.

Den første X2 var en kompakt crossover med et højt bagparti. Et helt anderledes udtryk end det, den nye kommer med. Generation to har en stor bagklap, som går skråt ned i en spoiler. Set med denne forfatters øjne er det mest af alt logoet på bagsmækken, der afslører, at X2 er en BMW. Er det en skrumpet Ford Mustang Mach-E? – Nej, det er seneste model fra BMW.

Med næsten 20 centimeter længere karrosseri end før er X2 nu en meget større bil. Den er, med 455 cm endda 5 cm længere end den seneste X1, som den deler interiør og teknik med, og bagagerummet er mere “voksent” med en kapacitet mellem 560 og 1.470 liter; den elektriske iX2 har en lavere kapacitet på 525-1.400 liter.

Formen giver lidt mere rækkevidde end i iX1

BMW introducerer den nye X2 med forskellige drivlinjer. Hvis man vil have en X2 med benzinmotor, kommer den som X2 sDrive20i med 170 hk og forhjulstræk (trecylindret 1,5-liters) eller som X2 M35i xDrive med en 2-liters motor med 300 hk og firehjulstræk. Dieselfans kan i første omgang bestille X2 som sDrive18 med 150 hk og forhjulstræk, men senere vil en stærkere udgave også være tilgængelig.

På det danske marked vil den elektriske iX2 spille en stor rolle. Mange X1’ere af den nye generation kører i Danmark som benzin eller som plug-in hybrid, og det vil sandsynligvis også gælde for den nye X2 – mens andre vil være fristet af den fuldelektriske udgave.

Den elektriske iX2 kommer i samme konfiguration som iX1. Først kommer den firehjulstrukne iX2 eDrive30 med 313 hk, og med 64,8 kWh batteri kan den i bedste fald (med standardhjul) køre op til 449 kilometer på en opladning. Med sit mere strømlinede design end på iX1 kan iX2 køre cirka 11 kilometer længere på en opladning. Lidt har også ret. En anden variant – sandsynligvis en iX2 eDrive20 med 204 hk – introduceres på et senere tidspunkt.

I kabinen adskiller den nye X2 sig stort set ikke fra X1, men udvendigt har den nogle detaljer, som ikke fås på X1; alufælge størrelse 21″ og en grill med lys i rammen – det såkaldte BMW Iconic Glow.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS