Kategorier
Elektrisk Nyheder

Ny Hyundai Kona EV med 490 km rækkevidde

Den nye generation Kona er større, stærkere og kører længere på en opladning. Den kommer også som benzinbil – og er først med nyt infotainment fra Hyundai.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Den nye, anden generation af Hyundai Kona er udviklet først og fremmest som elbil. Ikke noget med at færdiggøre udgaver med forbrændingsmotor og så konvertere bilen til 100 procent elektrisk drift.

Det giver klare fordele og færre kompromisser. Den nye Kona EV, altså den 100 procent elektriske udgave, er mere effektiv end før og er udstyret med et frunk (et rum under frontklappen) på 27 liter med plads til eksempelvis et ladekabel.

LÆS OGSÅ | Ny Hyundai Kona beholder det friske og vovede

Som vi allerede i december kunne afsløre, er den nye generation Kona vokset med 15 cm, men til trods for voksetværket kan den køre endnu længere på en opladning end den gamle.

Med 65,4 kWh i Long Range-varianten (en Standard Range med 48,4 kWh findes også) har Kona EV en officiel rækkevidde på 490 kilometer. Det er 30 kilometer mere end Kia Niro EV, der har et lidt mindre batteri. Elmotorens ydelse stiger fra 204 til 218 hk i Long Range, og Standard Range stiger fra 136 til 156 hk, mens der endnu ikke er rækkeviddedata for Standard Range.

En langt bedre familiebil end før

Den nu 435,5 cm lange Kona kommer med forskellige drivlinjer, men ikke som plug-in hybrid. I forhold til udviklingen i Europa, hvor PHEV’erne presses af elbiler, virker det fornuftigt. I stedet kommer Kona, udover el-versionen, som hybrid og med benzinmotor.

LÆS OGSÅ | Test: Gør en usynlig opdatering godt for Hyundai Ioniq 5?

Hybridudgaven af den gamle Kona havde en kort karriere i Danmark. Den blev alt for dyr. Derfor er det tvivlsomt, om den nye hybrid kommer til Danmark. Hvilke benzinmotorer den nye Kona kommer med, afslører Hyundai endnu ikke, men det kan være den kendte 1-liters motor med tre cylindre og en 1,5-1,6-liters med turbo.

I det forlængende karrosseri er der langt bedre plads end før, og med et bagagerum på op til 466 liter (afhængigt af modelversion) er den nye fuldt duelig som familiebil – det er op til 134 liter mere end før.

Et nyt infotainmentsystem med online-tilkøb

Med to store skærme på 12,3″ side om side, gearvælger som en stang til højre bag rattet og mulighed for et førersæde med hvilestilling er der masser af inspiration fra Ioniq 5.

Kona fås nu også med stort head-up-display med visning i forruden, V2L (Vehicle-to-Load, hvor man kan sende strøm fra bilen til eksempelvis en kompressor), adgang og start via smartphone, el-betjent bagklap, Bose-lydanlæg og internetbaserede opdateringer (OTA).

LÆS OGSÅ | Hyundai i10 viser friskt design og fint udstyr

Men den reelt største nyhed er, at Kona er første Hyundai med et helt nyt infotainmentsystem: Connected Car Navigation Cockpit (ccNC) med ny menustruktur, mere moderne grafik og flere muligheder end før. Der vil også, for første gang hos Hyundai, blive mulighed for at tilkøbe og aktivere udstyrsfunktioner via infotainmentsystemet.

Den nye Kona introduceres i Danmark i løbet af andet halvår 2023. Udgaver med benzinmotor kommer først, men den elektriske Kona EV kommer kort tid efter. Som noget nyt vil også el-udgaven kunne fås med N Line-udstyrsniveau med sportslig styling.


Brugte Hyundai Kona EV til salg på Bilbasen

Se flere brugte Hyundai Kona til salg på Bilbasen

Af Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.