Mazda låner Yaris Hybrid hos Toyota og gør den til en ny 2’er. Men den nuværende Mazda 2 fortsætter sideløbende.
Af: Morten Bek / d. 7. december 2021
Kig nøje på den. Den grå hatchback, du ser på billederne, er en Toyota Yaris Hybrid. Og så alligevel ikke, for bilen er faktisk den nye Mazda 2 Hybrid, som allerede i foråret finder vej til de danske forhandlere.
Det bliver ikke nemt at kende forskel på Yaris Hybrid og 2 Hybrid, når man møder dem vejene. De to bilmodeller er 99 procent identiske, og den mest fremtrædende forskel er logoerne på front, bagende og rat. Da logoerne også minder om hinanden, kan det blive en udfordrende omgang “Gæt en Hatchback”.
Mazda og Toyota har gennem længere tid haft en aftale i USA, hvor Mazda har leveret 2’eren med et andet frontdesign til Toyota. Toyota har så solgt den som Yaris.
At det stik modsatte nu er tilfældet i Europa skyldes især en vigtig ting: Mazda har endnu ingen hybridbiler, og mens den eksisterende 2’er flittigt er opdateret, er der ingen fuld-hybridteknologi på vej til den. Mazda er på vej med hybridbiler, men der er tale om større modeller som en kommende CX-60.

Den gamle 2’er kører videre
Den eksisterende 2’er, den ægte vare fra Mazdas egne hylder, går ingen steder. Den fortsætter, og den vil køre sideløbende – på ubestemt tid – med den nye Yar.. den nye 2 Hybrid.
Mazda 2 Hybrid kommer med en CO2-udledning på mellem 87-93 gram/km og et forbrug på 25-26,3 km/l. De tal er langt bedre end for den eksisterende 2’ers, som ligger på 113-122 gram/km og 18,5-20,8 km/l.
Den nye hybridmodel passer derfor godt ind hos Mazda. Den er med til at sænke modelprogrammets samlede CO2-udledning, som er vigtigt i Europa.
Toyota producerer og leverer direkte til Mazda, og 2 Hybrid adskiller sig derfor på ingen måde fra Yaris Hybrid. Motoriseringen består af en trecylindret 1,5-liters benzinmotor med 93 hk og en el-motor med 80 hk. Det bliver til en systemydelse på 116 hk. Gearkassen er en trinløs automatgearkasse, og Mazda 2 Hybrid vil meget af tiden kunne køre udelukkende på strøm.
Prissætningen i Danmark er endnu ikke officiel. For sammenligningens skyld sælger Toyota deres Yaris Hybrid fra 192.990 kr. Den eksisterende Mazda 2 (med 90 hk og manuel gearkasse) kan fås fra 159.000 kr.













