Stærkt faldende salg får Mercedes til at give rabatter på flere modeller. Elbilerne EQA og EQB kommer med besparelser, men størst er rabatten på EQE AMG Edition: 150.000 kr.
TEKST Morten B. Bek FOTO PR
Mercedes er i løbet af 14 år gået fra at være en meget lille spiller på det danske marked til at være et af de store mærker. En omlægning af priserne i 2009 var starten på opblomstringen, og introduktionen af A-Klassen som en rigtig Golf-klasse-model i 2012 gav virkelig vind i sejlene.
Tættere på nutiden er det både A-Klasse og C-Klasse, men også udvalget af elbiler, som har givet Mercedes store markedsandele i Danmark. Men lige nu ser det ikke godt ud for salget i Danmark – 2023 har vist sig at stå for markant nedgang i salget.
Læs også: Test: Den nye Mercedes EQE
Det gør tyskerne nu noget for at rette op på. Med rabatter på en række modeller, som kommer med AMG-designlinje som standard, får man nu mere bil for pengene hos Mercedes. Især den store elbil EQE kommer med en rabat, som får os til at tænke på Tesla og prisnedsættelserne tidligere i år.

Spar cirka 44.000 kr. på modellerne EQA og EQB
De nye kampagnemodeller hos Mercedes dækker modellerne A-Klasse hatchback, A-Klasse sedan, EQA, EQB og EQE. I alle tilfælde er der tale om AMG Edition-modeller, som alle har AMG-design- eller udstyrslinje som standard – med opgraderinger af både eksteriør og interiør. Det er en designlinje, som normalt koster ekstra.
For A-Klasse-modellerne gælder priserne med rabat for flere motorvarianter: A 200, A 200 d og A 250 e. De kommer uden merpris med AMG Advance Plus-pakke, som har en normalpris på 79.000 kr. (cirka 58.000 kr. til plug-in hybriden A 250 e). Det er lig med 18″ alufælge, sportsbremser, stylingkit, digital instrumentering med 10,25″ skærm og meget andet. Priserne er nogle få tusinde kroner lavere end for standardudgaver uden AMG Edition-pakke, så her er rabatten primært på udstyr.
For elbilerne gælder det, at kampagnemodellerne findes i en motorvariant. For EQA og EQB gælder det udgaverne 250+, der har forlænget rækkevidde. På EQA 250+ er der direkte cirka 20.000 kr. at spare (429.900 kr. i stedet for 449.300 kr.) – plus tilføjelsen af den gratis AMG-designlinje med bl.a. 18″ alufælge, som normalt koster 23.840 kr. Der er, sammenlagt, cirka 44.000 kr. at spare.
EQA 250+ koster som standardmodel 474.098 kr., mens den som AMG Edition med AMG-designlinje koster 454.898 kr. Her er den samlede besparelse, med rabat og ekstraudstyr, også cirka 44.000 kr.

Sedanen EQE nu fra 620.000 kr. med AMG-designlinje
En rabat på 44.000 kr. blegner ved siden af besparelsen, der er at hente på den større elbil, sedanen EQE. Her er, når vi regner den direkte besparelse i kroner sammen med ekstraudstyret, 149.480 kr. at spare.
En standardudgave af EQE 350 med 292 hk og rækkevidde på 613 kilometer koster 724.480 kr. AMG-designlinjen, som giver en anden styling ude og inde, med bl.a. 19″ AMG-alufælge, koster 45.000 kr., så den samlede pris for en bil svarende til kampagnemodellen EQE 350 AMG Edition er 769.480 kr.
Læs også: BMW i5 er klar! Se de danske priser
Men kampagnemodellen koster kun 620.000 kr., så der er både mere udstyr og en klækkelig rabat på den elektriske sedan. Der er ingen tvivl hos os om, hvorfor lige præcis EQE kommer med så stor en rabat: BMW introducerer senere i år sin elektriske konkurrent til EQE, den nye i5. Den har som eDrive40-model 340 hk og en rækkevidde på 581 kilometer, og prisen er 625.822 kr. Mercedes gør sig klar til kamp i firmaklassen.
Og når vi nu taler om firmabiler, så ligger beskatningsgrundlaget for kampagnemodellen EQE 350 AMG Edition på 558.050 kr. Det er meget tæt på beskatningsgrundlaget for BMW i5 eDrive40, som er 560.829 kr.